Identitetskrisen kradser hos Demokraterne og Republikanerne

16x9
Bekymringen i visse demokratiske kredse er, at mere venstreorienterede kandidaturer som Elizabeth Warren eller Bernie Sanders først vinder nomineringen - for derefter at tabe til Trump. Foto: Yuri Gripas / Ritzau Scanpix

Frygten for fremtiden er en sjælden fællesnævner for USA's to store partier i disse uger.

Man kan roligt sige, at denne uge har stået i identitetskrisens tegn for USA's to store politiske partier.

Selvom bekymringerne har vidt forskellig karakter, er udgangspunktet det samme: Både hos Republikanerne og Demokraterne hersker der i stigende grad en frygt for, at man i den nuværende form ikke kommer til at kunne vinde næste års præsidentvalg.

Både hos Republikanerne og Demokraterne hersker der i stigende grad en frygt for, at man i den nuværende form eller formation, ikke kommer til at kunne vinde næste års præsidentvalg.

Republikanere har haft en uge kendetegnet af rigsretsforundersøgelser og offentlige høringer, der både i onsdags og i fredags ikke just udviklede sig som håbet.

Derudover led partiet et smertefuldt nederlag i den ellers meget konservative delstat, Louisiana, hvor den siddende demokratiske guvernør opnåede genvalg.

Trumps appel til arbejderklassen er opskriften på et nederlag

Valgudfaldet her skyldtes ligesom nederlaget i Kentucky for nylig i høj grad et vælgerskred i forstæderne. Det var det samme skred, der var afgørende for, at Republikanerne led et stort nederlag ved sidste års midtvejsvalg.

Kritikerne vil sige, at det endnu engang gav bagslag, at præsident Trump primært appellerer til basen af hvide arbejderklassevælgere. En strategi, der ofte udlægges som en sikker opskrift på, at Trump taber næste års præsidentvalg.

Hvorvidt det forholder sig sådan, er selvsagt ikke til at sige. Men ugens udvikling har i hvert fald givet nyt liv til debatten om, hvorvidt præsidentkandidaten Trump egentlig bringer flere ulemper end fordele med sig for Det Republikanske Parti.

Demokraterne diskuterer

Ovre på den anden side burde Demokraterne være lykkelige. Partiet forsætter med at vinde guvernørvalg i delstater, som Trump vandt stort i 2016. Først var det Kentucky og nu altså Louisiana. Men fremfor at finde champagneflaskerne frem, fortsætter oppositionspartiet med at stille den interne splittelse til offentligt skue.

Antallet af kandidater i det rekordstore felt af demokrater er stigende fremfor faldende. Vel og mærke selvom der blandt vælgerne ikke er den store appetit på yderligere valgmuligheder.

Senest har den tidligere guvernør i delstaten Massachusetts, Deval Patrick, erklæret sit kandidatur.

Forklaringen er en bekymring for, at ingen i det nuværende kandidatfelt vil formå at slå præsident Trump næste år.

Senest har den ellers så tavse ekspræsident Barack Obama også meldt sig på banen for at advare partiet imod en for stærk venstredrejning. Obamas indspark er det mest prominente eksempel på, at der i indflydelsesrige dele af Det Demokratiske Parti er ved at gå panik i den.

De moderate har momentum

Bekymringen i disse kredse er, at mere venstreorienterede kandidaturer som Elizabeth Warren eller Bernie Sanders først vinder nomineringen - for derefter at tabe til Trump.

Denne logik blev tidligere på måneden bekræftet for disse kritikere ved hjælp af en række hypotetiske meningsmålinger fra de svingstater, der kommer til at afgøre næste års præsidentvalg. Her klarede både Warren og Sanders sig nemlig markant dårligere overfor Donald Trump end Joe Biden.

Med andre ord er der en forhåbning i indflydelsesrige dele af Det Demokratiske Parti, at den moderate fløj får momentum og stiller præsidentkandidaten.

Stormer frem på bekostning af senator Elizabeth Warren

Denne fløj må derfor også have glædet sig over en meningsmåling fra Iowa, som er den første delstat, hvor Demokraterne går til valg næste år.

Her stormede den unge borgmester Pete Buttigieg nemlig frem og fører stort, blandt andet på bekostning af den venstreorienterede senator Elizabeth Warren.

Den primære årsag til, at Buttigieg har momentum i Iowa? Borgmesterens strategi med at sadle om og fremstå mere moderat har tydeligvis båret frugt hos vælgerne.

Det samme kan til gengæld ikke siges om Warren og Sanders, der nu i endnu højere grad bliver anset for at være for venstreorienterede. Vel og mærke i en stat, hvor de demokratiske vælgere selv er meget venstreorienterede.

Med andre ord står vi i en situation, hvor både Demokraterne og Republikanerne godt kan spørge sig selv: hvem har brug for fjender med sådanne venner?