I Hongkong er politiet trængt ind på universitet, der har været hærget af brand

Politiet har advaret om, at man vil skyde med skarpt - det er allerede sket, oplyser TV 2s Rasmus Tantholdt fra Hongkong.

Mandag formiddag lokal tid har politiet i Hongkong fortsat afspærret byens polytekniske universitet, hvor hundredvis af studerende har barrikaderet sig.

Det sker, efter politiet søndag aften lokal tid stormede campus, som i flere dage har været belejret af prodemokratiske demonstranter, der har overdynget politiet med pile, benzinbomber og brosten.

Der er også blevet skudt med skarpt fra politiets side

Rasmus Tantholdt

Ifølge TV 2s Rasmus Tantholdt lykkedes det mandag formiddag lokal tid - det er tidlig morgen dansk tid - at trænge ind på universitetets yderområder, hvor der også er blevet foretaget en række anholdelser.

- Politiet avancerer lige nu. Vejene er stadig blokeret, og der er masser af brosten. Selv her, hvor vi står, som er et stykke væk, kan vi mærke tåregassen kradse i næsen. Så det har været nogle voldsomme kampe – nogle af de mest voldsomme, vi har set i den tid, der har været demonstrationer i Hongkong med flere tusind unge mennesker, oplyser Rasmus Tantholdt.

Politiet har skudt med skarpt

Tidligere på natten advarede en talsmand for politiet, at man var parat til at "skyde med skarpt", hvis demonstranterne brugte benzinbomber og andre genstande, der kan være dødelige. Ifølge Rasmus Tantholdt var det netop dét, der skete.

- Der er også blevet skudt med skarpt fra politiets side, da de blev trængt op i en krog af demonstranterne, siger han.

Det er første gang under de seks måneder lange uroligheder, at politiet har skudt med skarpt.

Rasmus Tantholdt oplyser, at der er meldinger om, at 10 personer er blevet indlagt, og at en person er i kritisk tilstand.

Advarer om at skyde med skarpt

På tv-billeder kunne man i løbet af aftenen og natten se en omfattende brand ved universitetets hovedindgang. Det er uvist, om branden er startet i et forsøg på at holde politiet ude fra området, eller om den er opstået, efter demonstranter har kastet molotovcocktails mod politiet.

Politiet fyrer tåregas af midt under reportage

Klokken cirka 11.50 lokal tid mandag - klokken 04.50 dansk tid - oplyste politiet på Twitter, at der igen var blevet affyret tåregas mod demonstranterne, efter politiets gentagne advarsler var blevet ignoreret. Det var også tilfældet søndag, hvor TV 2s Rasmus Tantholdt blev afbrudt i sin dækning, da tåregasgranater tvang ham til at bevæge sig væk fra området.

CNN oplyser, at gaderne er fyldt med ambulancer og politibiler, og Hongkongs hospitalsmyndigheder oplyser ifølge Reuters, at 38 personer er blevet såret i løbet af natten.

Ifølge den lokale avis South China Morning Post har kampklædte politistyrker mandag omringet universitetet, og campus er "omdannet til en krigszone".

En kilde i politiet siger til South China Morning Post, at snesevis af mennesker er anholdt inde på campus, og at man forventer, at der skal ske masseanholdelser.

Politiet affyrer tåregas mod demonstranterne og har advaret om, at de vil skyde med skarpt.
Politiet affyrer tåregas mod demonstranterne og har advaret om, at de vil skyde med skarpt. Foto: Athit Perawongmetha / Ritzau Scanpix
Brand ved universitetets hovedindgang i et forsøg på at forhindre politiet i at komme ind på området.
Brand ved universitetets hovedindgang i et forsøg på at forhindre politiet i at komme ind på området. Foto: Adnan Abidi / Ritzau Scanpix
En demonstrant flygter fra universitet i en sky af tåregas.
En demonstrant flygter fra universitet i en sky af tåregas. Foto: Tyrone Siu / Ritzau Scanpix

USA blander sig

Imens situationen udvikler sig, lyder meldingen fra USA, at man forventer, at Kina "ærer sine forpligtelser" under den kinesisk-britiske fælleserklæring. Regeringen bør ligeledes beskytte Hongkongs frihed, juridiske system og demokratiske levemåde.

Samtidig fordømmer USA ” den "uberettigede magtanvendelse" i Hongkong, siger en unavngiven embedsmand:

- Vi opfordrer alle parter til at afstå fra vold og indgå i en konstruktiv dialog, siger embedsmanden.

**

Perspektiv

Uroligheder i Hongkong.
Uroligheder i Hongkong. Foto: Adnan Abidi / Ritzau Scanpix

Lovforslag startede urolighederne

Uroen i Hongkong begyndte i juni som følge af et kontroversielt lovforslag om udlevering af borgere fra Hongkong til Kina. Indbyggere i Hongkong frygtede, at loven ville blive til at straffe politiske fanger, og efter voldsomme demonstrationer i løbet af sommeren blev lovforslaget i september trukket tilbage.

Kina og Storbritannien enedes i 1984 om fælleserklæringen Sino-British Joint Declaration. Aftalen sikrer territoriets unikke karakter, herunder politiske og økonomiske frihedsrettigheder, som strider imod det kommunistiske system, der gælder i resten af Kina. Med andre ord: Ét land, to systemer-konceptet.

Sino-British Joint Declaration gav kineserne Hongkong tilbage, hvilket skete i 1997, hvor Hongkong overgik fra at være en britisk kronkoloni til at være en særlig, administrativ region i Kina.

***