Udland

15 lande kræver kompensation for Brexit-forvirring

Også Brasilien frygter at kunne eksportere færre bøffer til det europæiske marked i tilfælde af Brexit.  Miguel Schincariol / Scanpix Denmark

Australiens kødeksport er ramt af Storbritanniens og EU's manglende afklaring på fremtidige handelsaftaler.

Australske landmænd har fået nok. Eller faktisk for lidt.

Derfor søger man nu kompensation for 1,5 milliarder kroner på grund af tabte eksportindtægter forårsaget af det langvarige og stadigt uafklarede Brexit-forløb. Kravet om kompensation er rettet mod EU og Storbritannien.

Det skriver The Guardian.

Kravet blev fremført på verdenshandelsorganisationen WTO's igangværende topmøde i Genéve. Her har Australien luftet frustration over de negative konsekvenser vedrørende Brexit. Og de bakkes op af 14 andre ikke-EU-lande som USA, Indien, Brasilien, Kina og Canada, der også mærker effekten af et afventende marked.

- Der skal gives kompensatoriske indrømmelser til de berørte WTO-medlemmer for tab af markedsadgang. Vi kan ikke acceptere ikke at få en form for kompensation, siger en unavngiven australsk embedsmand til avisen.

Australiens klage retter sig mod de komplekse konsekvenser af Brexit. EU begrænser med de nuværende regler mængden af ​​landbrugsimport fra resten af ​​verden, der kan komme ind i samhandel uden at der anvendes fulde toldsatser.

Det har hidtil været medvirkende til at gøre eksporten af okse- og lammekød økonomisk levedygtig for en lang række ikke-EU-producenter. Men i tilfælde af et britisk farvel til EU, kan briterne som en del af deres handelsaftale tage en stor del af de lempelige toldsatser, fordi man ikke længere er med i den europæiske union.

Storbritannien vil balancere sig ud af problematikken

Den foreløbige melding fra Storbritannien er, at man vil forsøge at balancere sig ud af problematikken.

- Vi har indledt forhandlinger med de berørte lande i henhold til GATT (General Agreement on Tariffs and Trade) for at opretholde den aktuelle balance mellem rettigheder og forpligtelser.

Det betyder, at Storbritannien vil gå efter at reducere eller fjerne hindringer som told og handelskvoter. Eller i det mindste ramme en salomonisk "blød" løsning i tilfælde af en skilsmisse fra EU.

USA har reageret ved at kalde udspillet fra Storbritannien og EU "uretmæssige", mens New Zealand peger på, at ingen WTO-medlemmer som udgangspunkt skal stilles værre end ved de vedtagne regler for samhandel.