Offentlige høringer om Trumps rigsretssag er 'politisk tosse-teater', siger analytiker

Høringerne kommer efter massivt pres fra præsidentens eget parti. Demokraterne håber at skabe en stemning mod Trump, siger USA-analytiker.

Fra onsdag slås dørene op for offentlige høringer i sagen, hvor den amerikanske præsident Donald Trump beskyldes for forsøg på at presse den ukrainske regering til at starte en efterforskning af en politisk modstander.

Flere vidner skal derfor afhøres for rullende kamera, selvom de allerede én gang før har afgivet forklaring bag lukkede døre.

Hvad er Ukraine-sagen?

Det amerikanske oppositionsparti, Demokraterne, anklager præsident Donald Trump for groft magtmisbrug.

Anklagen går på, at Trump og hans embedsmænd har tilbageholdt militærstøtte for 400 millioner dollars til Ukraine for at presse den ukrainske regering til at finde snavs på Hunter Biden, der er søn af den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden.

Mens Joe Biden var vicepræsident under Obama, fik Hunter Biden en velbetalt plads i bestyrelsen for den ukrainske gasvirksomhed Burisma, der blev efterforsket for korruption.

Undersøgelsen blev pludseligt lukket, og det ville Trump gå efter i sømmene.

Ifølge USA-analytiker Mirco Reimer-Elster er det en politisk manøvre, der skal genrejse opbakningen til en rigsretssag mod Trump.

- Jeg tror, man skal se det som et politisk tosse-teater. De afhørte har vidnet under ed og kan blive retsforfulgt, hvis de ændrer forklaring. Så jeg tror ikke, der kommer meget nyt frem ved at indkalde dem igen, siger han.

De første i rækken af genafhøringer er de to diplomater Bill Taylor og George Kent, som afhøres onsdag, samt den nyligt fyrede amerikanske ambassadør i Ukraine, Marie Yovanovitch, der afhøres fredag.

Folket skal se med, hvis Trump skal væltes

Undersøgelserne af Trump foregår i den ene halvdel af det amerikanske parlament - Repræsentanternes Hus - hvor Demokraterne har flertal. Det er derfor dem, der har taget beslutningen om at åbne efterforskningen for offentligheden.

Ifølge Mirco Reimer-Elster håber Demokraterne, at offentlige afhøringer af Trump-kritiske vidner kan vende amerikanerne mod præsidenten.

De har nemlig brug for massiv folkelig opbakning, hvis de skal lykkes med at vælte Trump i en rigsretssag.

- Der kom i starten af forløbet en stigende opbakning til en rigsretssag mod Trump, men de tal har stået i stampe noget tid nu. Med tv-dækning håber Demokraterne at samle fornyet støtte, siger han.

Beslutter det demokratiske flertal af Repræsentanternes Hus at starte en formel rigsretssag mod præsidenten, skal den endelige dom afsiges i den anden halvdel af parlamentet, Senatet, hvor Trumps republikanske parti har flertal.

Hvem skal afhøres først?

Skal Trump dømmes for magtmisbrug og afsættes som præsident, skal mindst 20 republikanske senatorer stemme for, og dét kræver, at amerikanerne støtter det massivt, fortæller Mirco Reimer-Elster.

Sker efter republikansk pres

Ifølge USA-analytikeren er det dog ikke kun Demokraterne, der kan vinde amerikanernes gunst i de åbne høringer.

Også Trumps republikanske parti har længe krævet forløbet åbnet for offentligheden og har kritiseret Demokraterne for bevidst at fravælge vidner, der kan tale til præsidentens fordel.

- Det er en kæmpe fjer i hatten for Trump, at Demokraterne har sagt nej til cirka 80 procent af de vidner, som Republikanerne har bedt om at få indkaldt, fortæller Mirco Reimer-Elster.

Han forklarer samtidig, at Republikanerne har svært ved at forsvare præsidenten, når Demokraterne kontrollerer, hvilke brudstykker der offentliggøres fra de lukkede høringer:

- Det er groft sagt lidt som en trailer i en film, hvor man kun får uddrag fra høringerne, hvilket tit har været til Demokraternes fordel. Vi ved faktisk ret lidt om, hvad der egentlig foregår.

Republikanerne står fast bag Trump

Men på trods af det demokratiske håb om, at en folkelig opstand mod Donald Trump kan tippe ham af pinden, er det ifølge Mirco Reimer-Elster ret usandsynligt.

I amerikansk politik er der tradition for at stå bag sit parti i tykt og tyndt, og blandt Trumps egne vælgere afviser mange hele Ukraine-sagen som en Demokratisk heksejagt.

- Man skal altid huske, at i Trump-støtternes optik er det her en del af en større fortælling. De siger, at Demokraterne siden valgnatten har forsøgt at få ham ned med nakken. For dem er det her bare seneste forsøg i rækken, siger USA-analytikeren.

**

Perspektiv

Den tidligere amerikanske vicepræsident Joe Biden og hans søn Hunter Biden.
Den tidligere amerikanske vicepræsident Joe Biden og hans søn Hunter Biden. Foto: Jonathan Ernst / Ritzau Scanpix

Hvem er Hunter Biden?

Hunter Biden er søn af den tidligere vicepræsident Joe Biden, som anses for at være en af Trumps største konkurrenter ved præsidentvalget i 2020.

Mens hans far var vicepræsident, fik Hunter Biden en velbetalt bestyrelsespost i et af Ukraines største naturgas-selskaber, Burisma, som ejes af den tidligere miljøminister i landet, Mykola Zlochevsky.

Mykola Zlochevsky er flere gange blevet efterforsket af de ukrainske myndigheder for skattesnyd, hvidvask og embedsmisbrug, men er aldrig blevet dømt. Donald Trump påstår, at Hunter Biden fik sin far til at holde hånden over mangemillionæren.

Der er endnu ingen beviser for, at der er hold i anklagerne mod Hunter Biden.

***

Selv hvis den republikanske folkestemning skulle vende sig mod præsidenten, ville det ifølge Mirco Reimer-Elster stadig kræve noget nær et politisk kup i Senatet at samle de nødvendige 20 republikanske stemmer.

- Jeg tror ikke, der kommer et mytteri mod Trump. Der er valg lige om lidt, og det vil være en katastrofe for Republikanerne at skulle føre valgkamp lige efter af have afsat deres egen præsident, forklarer han.