Udland

Holland sætter fartgrænsen ned af hensyn til klimaet: - Det er et råddent skridt at tage

(Arkiv) Yuri Kadobnov / Scanpix Denmark

Den hollandske regering føler sig tvunget til indgreb over for motorvejstrafikken for at redde tusindvis af arbejdspladser.

Holland indfører nu en fartgrænse på motorveje på 100 km/timen for at begrænse landets kvælstofudledning.

Begrænsningen skal gælde i dagtimerne, mens det fra 19 aften til 06 morgen stadig vil være tilladt at køre 120 eller 130 km/timen som i dag.

- Det er et råddent skridt at tage, men det sker i en større sags tjeneste, siger den hollandske premierminister Mark Rutte.

Han og hans centrum-højreregering er selv lodret imod fartbegrænsningerne, men regeringen er kommet under hårdt pres efter en domstolsafgørelse i maj.

Byggeprojekter udsat

Domstolen reagerede på, at det tætbefolkede landbrugsland i årevis har overtrådt EU’s grænser for udledning af blandt andet ammoniak og lattergas. Det fik domstolen til at stoppe en række byggeprojekter for at få udledningen ned.

Hele 18.000 planlagde vejprojekter, byggeprojekter, vindmølleparker og lufthavnsbyggerier er blevet midlertidigt udsat. Det hollandske forskningsinstitut EIB har beregnet, at det vil betyde et fald i byggeriet på otte procent i 2021 svarende til cirka 40.000 arbejdspladser.

Det har tvunget Ruttes regering til at finde på andre måder at begrænse udledningen.

- Det er nødvendigt at sikre, at Holland ikke bliver lukket ned, og at sikre, at vi ikke mister arbejdspladser uden grund, siger Mark Rutte.

'Forfærdeligt skuffet'

Han lægger ikke skjul på, at beslutningen er et tilbageslag for hans regering, der betragter det som en af sine succeser, at man tidligere havde held til at få hævet hastighedsgrænsen til 130 km/timen på udvalgte steder.

- Jeg er forfærdeligt skuffet. Det er forfærdeligt. Men ellers ville folk stå uden job til jul, og så kunne jeg ikke se mig selv i spejlet, siger Mark Rutte.

Hastighedsgrænsen på 100 km/timen er da også lanceret som et midlertidigt tiltag. Men regeringen vil ikke sige noget om, hvor længe det skal vare.

Beregninger har vist, at den nye hastighedsgrænse ikke vil være nok til at få udledningen af gasser under kontrol i de tættest beboede dele af Holland omkring storbyerne Amsterdam, Rotterdam og Haag.

Laveste i EU

Den nye hollandske hastighedsgrænse bliver den laveste i EU, hvor kun Cypern har en tilsvarende lav hastighedsgrænse. De fleste lande har – som Danmark – en maximumshastighed på 130 km/timen på motorvejen, mens Polen ligger højest med en grænse på 140 km/timen.

Og så er der de tyske motorveje, hvor der ikke er nogen fartgrænse. I sidste måned foreslog partiet De Grønne i den tyske Bundestag at indføre en fartgrænse på 130 km/timen.

Men det blev afvist af et stort flertal.