Udland

Dansk kvinde er verdens yngste luftfartsdirektør

Efter en revolution i Armenien er det de unge, der leder landet. Tatevik Revazian fra Kastrup er en af dem.

Da Tatevik Revazian fra Kastrup sidste år blev ansat som direktør for luftfartsstyrelsen i Armenien var det klart, at landets ministerpræsident, der ansatte hende, løb en stor risiko.

For i en alder af 31 er hun verdens yngste luftfartschef, og hun er desuden den første kvinde på posten i landet.

Med det samme hendes navn blev offentliggjort, meldte kritikerne sig således i den lokale presse. De kaldte hende “et barn” på grund af hendes alder og “ikke-armensk” på grund af hendes danske opvækst.

Ministerpræsident Nikol Pashinyan var ligeglad.

- Han fik meget kritik for at tage en, der er så ung. Det var en modig beslutning, siger Tatevik Revazian til TV 2.

At få Ryanair til Armenien vil skabe arbejdspladser og er et stort gennembrud for Tatevik Revazian.

Lederen af et af oppositionspartierne kaldte i en livesending på Facebook Tatevik Revazian for ”den smukke pige” - en nedsættende bemærkning, der udløste stor debat både i fjernsynet og i parlamentssalen.

Og i en sådan grad, at viceministerpræsidenten måtte bede partilederen vise respekt og ikke opføre sig som en ”gadedreng”.

Ville ikke have stillingen

Tatevik Revazian er født i Armenien, men har boet i Danmark i 24 år, indtil hun i 2017 flyttede tilbage for at arbejde for et amerikansk softwarefirma.

Hun har derfor ikke oplevet den korruption, der har bremset den økonomiske udvikling, og for ministerpræsidenten var det en større bekymring end hendes alder.

- Han spurgte, om jeg var klar over, hvor de sendte mig hen, og om jeg var klar over den korruption, der foregår. Det sagde jeg nej til, siger Tatevik Revazian.

Det er Tatevik Revazians opgave at sørge for sikker flytrafik og mere flytrafik til Armenien.

For danskeren var der også den hage ved ansættelsen, at hun i første omgang faktisk helst ikke ville have jobbet.

Gik markant ned i løn

Indtil Armenien blev forandret af en revolution sidste år, tjente hun omkring 9000 dollar om måneden i softwarejobbet - det er cirka 61.000 kroner.

Stillingen som luftfartsdirektør giver knap 900 dollar - cirka 6100 kroner - og en hel masse mere besvær med en sektor, der ikke er vant til forandring.

- Jeg kæmpede imod at få stillingen. For det var ikke i min interesse at arbejde for den offentlige sektor, siger Tatevik Revazian med et smil.

Men ministerpræsidenten pressede på og fik sin vilje, så Tatevik nu har egen chauffør og arbejdsplads i et stort, højloftet kontor med sekretær og et gyldent våbenskjold på væggen.

- Jeg sagde ja, fordi jeg tror på, jeg kan skabe forandring, siger hun.

Lukkede grænser

Forandringen skal først og fremmest komme i form af nye flyruter, flere arbejdspladser og dermed bedre økonomi i landet.

To af Armeniens fire landegrænser – til Tyrkiet og Aserbajdsjan – er lukkede på grund af årelange konflikter, så armenierne har kun direkte adgang til Iran i syd og Georgien i nord.

Langt de fleste af de nuværende flyruter går til Rusland, mens der er kun få og meget dyre ruter til Europa.

I det lille land med tre millioner indbyggere ligger dét ansvar nu på den unge dansker.

Et forbillede for andre

Mens Tatevik Revazian arbejder på at skabe vækst, er der ved at opstå andre forandringer i hendes kølvand.

En lun aften for nylig hastede hun i kridhvid jakke og høje hæle ned ad en af hovedstaden Jerevans træbelagte boulevarder i gyldent aftenlys. Hun skulle hente en hæderspris for at være et forbillede, der bryder med landets stive normer om, at det er mænd, der har samfundets tunge og vigtige poster.

- At en ung kvinde kan håndtere noget så kompliceret som luftfartsindustrien, er noget meget nyt i det her samfund, siger Nouneh Sarkissian, direktør i Media Initiatives Center, der overrakte prisen.

Tatevik Revazian bryder med normerne i en mandsdomineret branche og fik i oktober en pris for at være et forbillede for resten af samfundet.

Revolutionen sidste år kom som konsekvens af årtier med stilstand, korruption og isolation. Landets unge havde fået nok og gik på gaderne i protest. Og efter få ugers store fredelige demonstrationer, der lammede byer over hele landet, trådte regeringen tilbage.

Men som en overraskelse for Tatevik Revazian og andre unge demonstranter var det dem selv, der fik ansvaret for at lede landet og gøre det bedre end det afsatte regime.

- Unge mennesker var den primære kraft i revolutionen. Landet ledes nu mest af unge mennesker i administrationen, og Tatevik Revazian er et godt eksempel, siger Tigran Avinyan, 30 år, der er viceministerpræsident.

Stor aftale i fare for at ryge på gulvet

I løbet af sit første år på posten Tatevik Revazian brugte seks måneder på forhandlinger med flyselskabet Ryanair.

Håbet var, at forhandlingerne skulle kulminerere med lanceringen af Armeniens første lavprisruter til Europa. Selskabet var klar til at starte billetsalget, men to dage før en planlagt pressekonference opstod der problemer.

To dage før den planlagte lancering af fire nye flyruter er hele aftalen lige ved at ryge på gulvet på grund af usikkerhed hos flyselskabet og lufthavnsledelsen.

Ryanair satte pludselig spørgsmålstegn ved vindforholdene og sikkerheden i den ene af de to lufthavne, de planlægger at flyve til.

Spørgsmålene skabte usikkerhed i lufthavnsledelsen, der pludselig også begyndte at tale om at aflyse pressekonferencen og udskyde den til senere.

Det fik en vred Tatevik til telefonen for at få lufthavnen til at garantere, at den vil lave enhver nødvendig forbedring af den sekundære lufthavn, inden det første planlagte Ryanair-fly fra Tyskland lander til næste sommer.

Efter flere samtaler, beskeder på WhatsApp og e-mails lykkedes det hende til sidst at overbevise alle parter om, at lufthavnen nok skal blive klar eller tage konsekvensen, hvis den ikke gør.

- Vi ville aldrig være nået hertil, hvis jeg ikke engang imellem kunne hidse mig op, siger hun.

"Den hårdest arbejdende luftfartsdirektør"

Dagen efter kom forløsningen, da et blåt og hvidt Ryanair-fly med selskabets kommercielle chef ombord landede i Jerevan.

Kort efter breakede historien, der blev en kæmpe nyhed i Armenien: At Ryanair åbner fire ruter til Europa med start i det nye år. Billetter ned til et par hundrede kroner blev sat til salg samme dag.

- Hun er den hårdest arbejdende luftfartsdirektør, jeg kender, og jeg kender mange af dem, sagde Ryanair-chefen, David O’Brien, om Tatevik Revazian, da hun tog imod ham nedenfor flyet.

Annonceringen af Ryanairs fire ruter til Armenien blev en kæmpe historie, fordi landet i dag kun har få og dyre ruter til Europa.

"Jeg har fået mange undskyldninger på det sidste"

På sociale medier flød det hurtigt efter med begejstring over armeniernes nye, billige rejsemuligheder, og på gaderne talte armensk tv med glade indbyggere, der allerede var gået i gang med at bestille rejser og næsten ikke kunne begribe, hvad der var sket.

Selv ministerpræsident Nikol Pasinyan søgte efter billetter til Rom og skrev i et offentligt opslag på Facebook til Tatevik Revazian, at han ikke troede sine egne øjne.

Nationens begejstring over de mærkbare fremskridt varmer hende, der har skabt dem, og kritikerne er der blevet meget færre af, siger hun.

- Folk inden for luftfartsbranchen har været meget kritiske. Men jeg har fået ret mange undskyldninger på det sidste, lyder det.