Bloomberg vil besejre Trump: - Han har svigtet os på alle måder
Michael Bloomberg har endnu ikke direkte erklæret, at han stiller op som præsidentkandidat. Men mere og mere tyder på det.
Milliardæren Michael Bloomberg har taget endnu et skridt i retning af præsidentvalgkampen i 2020.
Han har indleveret den officielle ansøgning om at få sit navn på stemmesedlen ved det demokratiske primærvalg i delstaten Arkansas, skriver han på Twitter.
- Vi skal besejre Trump. Han har svigtet os på alle måder, lyder det fra Bloomberg på Twitter.
For fire dage siden fik den stenrige forretningsmand papirarbejdet på plads, så han kan stille op i Alabama.
Både Arkansas og Alabama er blandt de mange delstater, der afholder demokratiske primærvalg på den såkaldte "Super Tuesday" 3. marts.
Fire andre delstater holder valg i februar. En rådgiver for Bloomberg har tidligere sagt, at milliardæren ikke opstiller ved disse valg.
Biden er favorit
Tidligere vicepræsident Joe Biden er ifølge meningsmålinger i øjeblikket favorit til at blive nomineret som sit partis kandidat foran senatorerne Elizabeth Warren og Bernie Sanders.
Bloomberg har ikke direkte erklæret, at han stiller op som præsidentkandidat. Men efter at have indgivet formelle ansøgninger i både Arkansas og Alabama tyder meget efterhånden på, at han gør.
Den 77-årige Bloomberg ejer finansmediet Bloomberg News. Han er den ottenderigeste person i USA og den nienderigeste person i verden.
Bloomberg var borgmester i New York fra 2002 til 2013. Derudover var han var medlem af Det Republikanske Parti fra 2001 til 2007.
I oktober 2018 meldte han sig ind i Det Demokratiske Parti, hvilket han også var medlem af før 2001.