Udland

Skoleinspektørs jobsamtale endte i en sømstol i kinesisk fangelejr

I Kina sidder omkring en million mennesker lige nu i opdragelseslejre. TV 2 har mødt en af de få fanger, der har haft held til at undslippe.

Jobsamtalen var slet ikke begyndt endnu, da kandidaten fik trukket en sort pose ned over hovedet.

Jeg kan ikke sige nej, hvis jeg siger nej, vil jeg sandsynligvis forsvinde

Sayragul Sauytbay, tidligere skoleinspektør

Hun havde aldrig søgt jobbet, og faktisk anede kvinden inde i posen ikke, at hun var på vej til at blive headhuntet.

Det var begyndt med et telefonopkald, hvor en mand havde beordret den 41-årige skoleinspektør til at møde op på en bestemt adresse, sende en besked på et fremmed telefonnummer og dernæst vente.

Hun turde ikke være ulydig.

Ventetiden var lang.

Det var næsten morgen, da fire bevæbnede mænd kom ind, trak posen over hendes hoved og førte kvinden ind i en bil.

Efter en lang køretur i tavshed, skulle hun få et jobtilbud, hun ikke kunne sige nej til.

Forsvundet

Kvinden i bilen hedder Sayragul Sauytbay, og i hendes nye job blev tvungne tilståelser, konstant overvågning og afrevne fingernegle en del af hverdagen.

En hverdag, som stadig finder sted - lige nu - i Kina, hvor omkring en million mennesker ifølge tal fra FN sidder i såkaldte 'genopdragelseslejre'.

Billederne herunder er af fanger, der netop er ankommet med tog til en af lejrene. De blev offentliggjort af aktivister i september 2019.

Sayragul Sauytbay kom til at se det indvendige af lejrene i 2017, og hun er et af de få mennesker i Vesten, der selv har oplevet, hvordan det kinesiske lejrsystem fungerer, og som tør fortælle om det.

TV 2 har mødt hende i Sverige, hvor hun har fået asyl.

Sayragul Sauytbay er kasakher og tilhører det muslimske mindretal i området. Inden hun med nød og næppe slap ud af Kina, boede hun i Xinjiang-provinsen nær grænsen til Kasakhstan.

Det er i dag et af verdens mest lukkede områder, hvor beboerne bliver udsat for masseovervågning, og hvor kineserne beskyldes for at begå forbrydelser mod menneskeheden.

Hvordan sådan nogle forbrydelser ser ud, ved Sayragul Sauytbay en hel del om.

Nogle kom tilbage uden negle

Sayragul Sauytbay, tidligere skoleinspektør

I flere år oplevede hun, hvordan venner og familiemedlemmer pludselig forsvandt om natten, og en novemberdag i 2017 sad hun så selv i en bil med en sort pose over hovedet.

Var hun nu også selv forsvundet?

Faktisk var det frygten for at forsvinde, der havde fået hende til at møde op på den adresse, hvor de bevæbnede mænd havde givet hende posen over hovedet.

- Jeg tænkte: Der er ingen andre muligheder. Jeg kan ikke sige nej, hvis jeg siger nej, vil jeg sandsynligvis forsvinde. Så kan min familie ikke finde mig, fortæller Sayragul Sauytbay.

Lejren

Efter køreturen blev hun ført ud af bilen, ind i en bygning, og da posen blev trukket af, sad hun i et lille rum.

- Dette er uddannelsescenteret, fik den bange kvinde at vide.

Hegn omkring en af genopdragelseslejrene. Billedet er fra Dabancheng.

Hun anede ikke, at hun netop var ankommet til en genopdragelseslejr.

Hvad sådan en lejr i virkeligheden var, vidste hun heller ikke.

Sayragul Sauytbay havde kun hørt om dem fra de kinesiske medier, der fortalte, at lejrene var skabt for at uddanne folk, og hun forbandt dem med noget fredeligt.

Du kan se et klip fra en af de kinesiske film om lejrene herunder.

- Vi vidste ikke, at det var sådan et uhyggeligt sted, siger Sayragul Sauytbay.

Det viste sig, at hun ikke var havnet i lejren som almindelig fange.

Mens hun sad i det lille lukkede lokale, blev kandidaten præsenteret for ansættelseskontrakten.

Forbudte tanker

Jobbet var som sproglærer i en af lejrene, hvor de indsatte skulle lære kinesisk. Mange uighurer taler ikke sproget, men det gør Sayragul Sauytbay.

- Det var et dokument på mange sider. Det sagde noget om lejrens regler, som jeg skulle følge. Og så var der en ansættelseskontrakt. Jeg skulle arbejde som lærer, fortæller hun.

Hun turde ikke andet end at skrive under.

- Jeg havde intet valg, hvis man nægter eller stiller spørgsmål, mister man livet, siger Sayragul Sauytbay.

Præcis hvorfor hun blev headhuntet til det nye job, ved Sayragul Sauytbay ikke, men hun har en formodning.

Hun kan have tænkt forbudte tanker.

Sayragul Sauytbay er vokset op i en muslimsk familie i Zhaosu Amt nær grænsen til det nuværende Kasakhstan.

Da hun var barn, risikerede områdets muslimer ikke at blive hentet af politiet om natten.

Dengang var Kina stadig et uland, Xinjiang-provinsen lå i udkantskina, og de etniske kinesere interesserede sig ikke specielt meget for området.

Men det skulle ændre sig.

Undergrunden er nemlig så rig på olie, at det i gamle dage kunne hentes op fra revner i jorden med spande.

Tarim-oliefeltet i Xinjiang-provinsen i 2005.

I mange år betød områdets afsides beliggenhed, at olien fik lov at blive i jorden, men da Kinas økonomi begyndte at vokse i 1990'erne, skulle alt komme til at ændre sig.

På det tidspunkt læste Sayragul Sauytbay medicin. Hun fik arbejde på et hospital, men skiftede så karriere og gav sig til at undervise. Den kinesiske stat viste hende tillid, og hun kom til at stå i spidsen for driften af fem børnehaveklasser.

Mit største ønske var at kramme mine børn bare én gang til

Sayragul Sauytbay, tidligere skoleinspektør

Der kom flere børn i provinsen, fordi antallet af tilflyttere voksede eksplosivt. Millioner af etniske hankinesere kom for at arbejde i olieindustrien, og pludselig skulle to folk med forskelligt sprog, kultur og religion leve side om side.

Hankineserne er den største etniske gruppe i Kina, og mødet mellem de to kulturer gik ikke så godt.

En hankineser med en kølle under urolighederne i 2009.

I 2009 var der voldsomme uroligheder i provinsen, hvor uighurer og hankinesere kom i slagsmål.

På få dage blev 197 mennesker ifølge de kinesiske myndigheder dræbt, inden kinesisk militær fik lagt en dæmper på gemytterne.

De etniske uroligheder fik mange af de lokale til at søge fællesskab i islam, og som så mange andre steder i verden begyndte den kinesiske stat at frygte islamisk terror.

Der var flere blodige angreb og uroligheder, blandt andet i 2014, hvor bevæbnede mænd kørte to biler gennem en markedsplads og kastede om sig med sprængstof i byen Urumqi.

Kinas svar på islamisk terror blev blandt andet forbud mod hovedtørklæder og lange skæg.

Xinjiang-provinsen har været ramt af terror flere gange. I 2014 mistede 31 livet, mens over 90 blev såret under sådan et angreb. Ifølge kineserne var det islamisk terror.

Imens spændingerne mellem hankinesere og uighurer voksede, blev Sayragul Sauytbay gift. Hun fik to børn, og som tiden gik, begyndte den lille familie at drømme om friere rammer i nabolandet Kasakhstan.

Friere rammer var imidlertid ikke noget, den kinesiske stat brød sig om.

Nettet strammes

I 2014 beslaglagde myndighederne Sayragul Sauytbays pas som led i en øget kontrol af offentligt ansatte.

Størstedelen af provinsens øvrige muslimske befolkning fik deres pas inddraget i 2016, men lige inden da lykkedes det Sayragul Sauytbays mand og børn at få udrejsevisum til Kasakhstan.

Vi havde kun tilladelse til at sove på højre side

Sayragul Sauytbay, tidligere skoleinspektør

Hun gik selv og ventede på visum, mens myndighedernes kontrol strammede mere og mere til.

Myndighederne satte kameraer op over alt i byerne, og pludselig skulle alle uighurer aflevere dna-prøver, stemmeprøver og biometriske data, så deres færden kunne spores - ifølge Human Rights Watch.

Selv det at gå ud af bagdøren til sit hjem kunne resultere i et politiforhør.

Officielt var det hele et forsøg på at "fjerne de idéer og den ideologi, der understøtter terrorisme", oplyser styret selv i propagandafilmene "Den lange kamp 1-3".

Det indebar blandt andet at fjerne muslimernes moskéer og anlægge parkeringspladser på deres kirkegårde.

Gravplads
grav

I januar 2017 begyndte myndighederne så at anholde uighurer med familie i udlandet.

Også Sayragul Sauytbay.

Hun blev taget med til et forhør, hvor politiet ville vide, præcis hvor hendes mand og børn var henne, og hvorfor de var rejst til Kasakhstan. Da forhøret var slut, fik hun ordrer på at sige til sin mand, at han skulle komme hjem, og Sayragul Sauytbay fik forbud mod at tale om forhøret.

Men familien vendte ikke hjem til Kina, så Sayragul Sauytbay måtte igennem flere forhør, og i november 2017 fik hun så besked på at møde op på den adresse, hvorfra hun blev bortført af de fire bevæbnede mænd.

Usu
USU

Da hun havde underskrevet sin ansættelseskontrakt, modtog hun en uniform og blev ført til sit nye hjem: Et lillebitte soverum med betonseng og en tynd plastikmadras.

Hun vidste ikke, at hun skulle være glad.

Det her var nemlig en af de gode celler.

Sayragul Sauytbay fandt senere ud af, at almindelige fanger i lejren boede i celler på 16 kvadratmeter med en lille plastikspand i hjørnet som toilet.

Men det var ikke eneceller som hendes, her boede omkring 15 fanger i hver celle, og reglerne var strenge.

Lejr
camp

Alle fanger fik to minutter hver til at gå på toilettet dagligt, og plastikspanden blev kun tømt én gang om dagen.

Hvis den var fyldt, måtte man klemme benene sammen til næste dag.

Fangerne bar konstant lænker på hænder og fødder - også når de sov - og de blev overvåget konstant.

- Der var fire kameraer i hjørnerne og et i midten af loftet, der kunne følge dig. Vi havde kun tilladelse til at sove på højre side, hvis man ikke gjorde det, blev man taget med til afstraffelse. De kunne tjekke 24 timer i døgnet, siger Sayragul Sauytbay.

Cellen var endda fangernes fristed.

Hvad filmene ikke fortalte

Når de ikke var spærret inde, blev fangerne blandt andet undervist i kinesisk, kultur, lov og politisk ideologi af Sayragul Sauytbay, men undervisningstimerne mindede ikke ret meget om de børnehaveklasser, hun var vant til.

De tog mig ind og slog mig med elektriske stave

Sayragul Sauytbay, tidligere skoleinspektør

Her blandede myndighederne sig i selv de mindste detaljer.

- Jeg skulle undervise præcis, som der stod på papiret, og i timerne var der to bevæbnede politifolk i lokalet siger Sayragul Sauytbay.

Skoledagen sluttede ofte med sangundervisning, hvor fangerne skulle lære styrets kommunistiske sange.

Musikundervisningen fremstilles i øvrigt sådan her på styrets film om lejrene:

Fangernes mad bestod af rissuppe undtagen om fredagen, hvor der blev serveret svinekød, hvis de var heldige.

Sayragul Sauytbay spiste det.

De uheldige fanger fik ikke svinekød - de havnede i stedet i "det sorte rum".

- Det var et område, hvor vi ikke måtte komme. Der var ingen kameraer. Det var et torturområde, siger Sayragul Sauytbay.

Første gang hun oplevede, at nogen kom derind, var midt i en af hendes undervisningstimer.

- Politiet kom og fjernede nogle mennesker. Rummet lå ikke ret langt fra, hvor vi boede, og i 24 timer kunne vi høre skrig og folk, der bad om hjælp. Der kom sære lyde derindefra, og det var et mareridt for os, siger Sayragul Sauytbay.

Ikke alle kom tilbage derfra.

- Nogle forsvandt, men andre kom tilbage med slemme skader, nogle uden negle og andre med blå og røde mærker, fortæller Sayragul Sauytbay.

Ofrene måtte ikke tale om, hvad der var foregået, når de kom tilbage.

Det sorte rum

Men Sayragul Sauytbay fandt snart selv ud af, hvad der foregik inde i "det sorte rum".

Der var stole med søm i siddefladen

Sayragul Sauytbay, tidligere skoleinspektør

Hun fungerede nemlig også som tolk, og et forsøg på at hjælpe en ældre kvinde i lejren gik galt.

Den 84-årige kvinde blev anholdt for at have brugt en telefon, og Sayragul Sauytbay blev bedt om at oversætte.

- Hun sagde: "Jeg er 84 år og nomade. Jeg er kasakh, jeg lever fra bjerg til bjerg, og jeg har aldrig brugt en telefon". Jeg forsøgte bare at oversætte, hvad hun sagde, og fortælle dem, at hun var uskyldig. Derfor tog de mig til det sorte rum for at torturere mig, siger Sayragul Sauytbay.

Først fik hun elektriske stød.

- De tog mig ind og slog mig med elektriske stave. At se torturredskaberne var så uhyggeligt. Der var 'de sorte stole', de kalder dem selv for 'tigerstole', og de leder strøm gennem dem. Der var stole med søm i siddefladen, men det, der skræmte mig mest, var torturredskaber, der lignede nålespyd, tynde og spidse, hængt op på rad og række.

I de næste to dage var der hverken mad eller vand.

Da hun kom ud efter en tur i sømstolen, følte hun sig hjælpeløs.

- Derefter gik det op for mig, at vi kun var en slags levende lig, siger hun.

Men det er ikke torturkammeret, hun i dag husker som den værste oplevelse.

- En dag tog de flere end 100 af os med til en åben plads. De valgte den yngste pige, hun var omkring 20 år gammel, siger Sayragul Sauytbay.

For øjnene af os alle skiftedes fangevogterne til at voldtage hende

Sayragul Sauytbay, tidligere skoleinspektør

Pigen blev trukket frem foran de andre.

- Så stod hun der foran os, og selvom hun virkelig intet galt havde gjort, bekendte hun alle sine synder, fejl og forbrydelser grædende. De tvang hende til at sige det med hendes egen mund, siger Sayragul Sauytbay.

Så kom straffen.

- For øjnene af os alle skiftedes de kinesiske fangevogtere til at voldtage hende én efter en. Vi var magtesløse, ingen mand eller kvinde kunne sige noget for at standse dem. Det er noget, jeg ikke kan glemme, hvordan vi var magtesløse ofre, siger hun.

Hvis man viste følelser ved sådan en lejlighed, risikerede man selv at blive taget med til afstraffelse.

Sayragul Sauytbay måtte undertrykke sine følelser, og hun kom til at lide af søvnløshed i lejren. Hun fortæller, at hun tabte sig otte kilo efter episoden med massevoldtægten.

Tilbage til virkeligheden

Ifølge Sayragul Sauytbay var fangerne i hendes lejr udelukkende havnet bag hegnet på grund af deres etniske rødder.

- Det, vi havde gjort forkert, var, at vi ikke var hankinesere. At være uighur eller kasakh, der er forkert, siger hun.

Alene det at lytte til regionens folkemusik kunne være nok til at man havnede i en lejr, fortæller Sayragul Sauytbay.

Hun er sikker på, at hun selv havnede der, fordi hendes familie var flyttet til Kasakhstan.

Men en dag i marts 2018 var det slut.

Politiet kom og tog hende med.

Vagttårn ved en genopdragelseslejr i Hotan.

Efter en køretur med en sæk over hovedet befandt hun sig atter foran sit hjem.

- De tog den kontrakt, jeg havde underskrevet i begyndelsen, og sagde: "Se her. Alt, hvad du fortæller, bliver du straffet for. Du kan ikke sige noget. Fra i morgen kan du gå på arbejde igen, og du kan sige, at du har været til en undervisningskonference", siger Sayragul Sauytbay.

Næste morgen var hun tilbage på job. Ingen spurgte, hvor hun havde været, og hun fortæller selv, at hun intet sagde om lejren.

Alligevel var myndighederne ikke færdige med hende.

Jeg skulle tilbage til lejren igen. Ikke som lærer, men som fange

Sayragul Sauytbay, tidligere skoleinspektør

Efter bare få dage i frihed blev hendes job givet til en anden, og Sayragul Sauytbay blev igen taget med til forhør.

- De sagde, at jeg havde haft to ansigter og været uærlig. Jeg skulle tilbage til lejren igen. Ikke som lærer, men som fange i ét til tre år, siger hun.

Flugten gennem naboens have

Denne gang fik Sayragul Sauytbay dog nogle dage til at overdrage arbejdsopgaverne til sin efterfølger. Mens det stod på, kunne hun bo hjemme under overvågning af de kinesiske myndigheder.

- Jeg tænkte, at hvis jeg skal derind igen som fange, kommer jeg ikke ud i live. Det var allerede to og et halvt år siden, jeg havde set mine børn, og dengang var et af dem kun en baby, så jeg tænkte, at jeg måtte finde en vej til at give mit barn et kram, siger Sayragul Sauytbay.

Hun besluttede sig for at snyde den kinesiske overvågning.

Der er massiv videoovervågning i Xinjiang-provinsen - her er det uden for moskéen i byen Urumqi.

- Jeg skabte en scene, siger Sayragul Sauytbay.

Vinduerne i hendes hjem blev åbnet på vid gab, så ingen kunne være i tvivl om, at hun lavede mad.

Så stak hun af.

Ud gennem et vindue og ind gennem naboens have.

Derfra tog hun en taxi til grænsen mod Kasakhstan, hvor hun sneg sig ud af Kina og kort efter blev genforenet med sine børn i nabolandet.

- Det var midnat, da jeg ankom. Det var mit største ønske at kramme dem igen bare en gang til i mit liv, og det gjorde jeg, siger Sayragul Sauytbay.

Sayragul Sauytbay, da hun ventede på asyl i Kasakhstan.

Hun var flygtet uden pas, penge og personlige papirer, og mødet med myndighederne i Kasakhstan sendte hende ni måneder i fængsel, inden Sverige tilbød hende asyl.

- Jeg ved ikke med min egen fremtid, men mine børn er i sikkerhed her, siger hun.

Ifølge den kinesiske ambassade i Sverige skal vi ikke tro på hendes historie. Kineserne siger, at Sayragul Sauytbay aldrig har arbejdet i en genopdragelseslejr og aldrig har været tilbageholdt, før hun illegalt rejste ud af Kina. Til gengæld er hun sigtet i en korruptionssag.

- De forsøger på forskellige måder at få mig til at tie. Nu da de har fundet ud af, at de ikke kan stoppe mig, så siger de, jeg lyver. Det er den kinesiske måde at gøre det på, siger hun.

Hendes slægtninge bor stadig i Xinjiang-provinsen, og hun har hørt, at hendes far og søster har været indsat i lejrene.

Jeg tror, de vil skære mig i småstykker

Sayragul Sauytbay, tidligere skoleinspektør

Alligevel vil hun ikke tvinges til tavshed.

- Jeg ved det. Jeg så det, og det sker for os. Jeg kan gøre noget for dem. Jeg følte mig magtesløs, men nu kan jeg tale. Hvorfor skulle jeg ikke gøre det, siger hun.

Hun ved godt, at kineserne næppe tilbyder hende et nyt job, hvis hun nogensinde vender tilbage.

- Jeg tror, de vil skære mig i småstykker, siger hun.

Se minidokumentaren 'Fanget i Kinas hemmelige lejre - tortur eller uddannelse?' på TV 2 PLAY.