Udland

Så tæt er naturbrandene på Sydney - se kortet her

En af de mange brande er i en nationalpark, der grænser helt op til millionbyens yderste beboelse.

Næsten 100 skovbrande hærger i delstaterne Queensland og New South Wales.

Flammerne farver himlen orange langs landets østkyst, og tyk røg har lagt sig over landets største by, Sydney.

Hjem for over fire og en halv millioner mennesker.

Det har tirsdag fået myndighederne til for første gang nogensinde at erklære undtagelsestilstand, fordi brandfaren nu er "katastrofal".

Der er indført afbrændingsforbud, og beboerne advares mod at bevæge sig ud i bushområder.

Tre personer har i weekenden mistet livet under brandene i delstaten, mens tusindvis er blevet evakueret, og mindst 150 hjem er blevet ødelagt af flammerne.

Australske myndigheder skriver mandag, at der er 96 brande rundt omkring i landet, hvilket er det højeste antal nogensinde.

Kortet herunder viser brandene i delstaten New South Wales.

Australien - KORT brande mellen Brisbane og Sydney 2

Branden tættest på Sydney udspiller sig i Blue Mountains National Park, der grænser op til storbyens bygrænse.

Australien - KORT brande omkring Sydney

Situationen forværres

Det er vejrforholdene tirsdag og onsdag, der har fået myndighederne til at indføre undtagelsestilstanden. Høje temperaturer og stærke vinde forventes nemlig at forværre situationen drastisk.

Vinden tilfører ilt til flammerne og gør det svært at få dem under kontrol, forklarer TV 2s vejrvært Jens Ringgård.

- De kommende dage vil vinden variere enormt meget både i styrke og retning. Det betyder, at man vil skulle lave brandbælter i et langt større område, end hvis vinden blæste i én retning, siger han.

Et brandbælte er en strækning, man laver rundt om branden for at undgå, at den spreder sig. Det laves typisk ved at fjerne brandfarligt materiale - eksempelvis ved at fjerne det øverste, tørre lag af et beplantet område.

Brand blæser mod Sydney

Men selv hvis det lykkes at lave brandbælter i tide, er det ikke nødvendigvis nok.

Den kraftige vind, der vil ramme landet tirsdag og onsdag, kan i værste fald være så kraftig, at flammerne alligevel vil sprede sig.

Det betyder, at Sydney særligt tirsdag vil ligge direkte i vindretningen fra en brand i Blue Mountains National Park.

Branden i nationalparken vest for Sydney har et omfang på 77 hektar.

Selve parken grænser helt op til millionbyens yderste beboelse, mens der fra branden til Operahuset er omtrent 70 kilometer. En afstand, som den tætte røg fra naturbranden for længst har tilbagelagt, så den nu har lagt sig over byen.

A ferry passes in front of the Central Business District as smoke from bushfires shroud Sydney, Australia, November 11, 2019. REUTERS/Stephen Coates

Tørke i to år

Delstaten New South Wales, der er dobbelt så stor som Tyskland, har været plaget af tørke siden 2017.

Vandstanden i reserverne er faldet så hurtigt, at Sydney i maj så sig nødsaget til at indføre vandrestriktioner for første gang i ti år.

Det har for indbyggerne i dele af byen betydet et forbud mod at vande have mellem klokken 10 og 16, mens sprinklere og vandingssystemer blev gjort ulovlige.

Men siden er tørken fortsat, og nu er vandreserverne ikke længere delstatens største problem - det er flammerne.