Udland

Myndigheder erklærer undtagelsestilstand - brandfaren ved Sydney er nu 'katastrofal'

For første gang nogensinde er der erklæret undtagelsestilstand grundet brandfare i områderne omkring Sydney.

Myndighederne erklærer undtagelsestilstand i områderne omkring Sydney, hvor beboerne advares om "katastrofal brandfare".

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Der er indført afbrændingsforbud, og beboerne advares mod at bevæge sig ud i bushområder.

Det er første gang nogensinde, at der har været så stor brandfare i områderne omkring Sydney, der er Australiens største by.

Skovbrandene i New South Wales set fra luften. De truer nu med at sprede sig til Sydney-området.

Undtagelsestilstand

Brandvæsenet i Australien har de seneste dage kæmpet for at få kontrol over flere end 100 skovbrande, der hærger i delstaterne New South Wales og Queensland.

I Queensland advarer premierminister Anastacia Palaszczuk om, at beboere bør være klar til at forlade deres hjem, hvis myndighederne vurderer det.

- I skal ikke tvivle på dem. Bare gør det, fordi det er for det bedste for både dig og din familie. Vi ønsker, at folk er i sikkerhed, siger Anastacia Palaszczuk mandag morgen til news.com.au.

Myndighederne frygter for vejrforholdene tirsdag og onsdag, som med høje temperaturer og stærke vinde ventes at kunne forværre situationen drastisk.

Vejrudsigten har fået premierministeren i New South Wales, Gladys Berejiklian, til at indføre en undtagelsestilstand de kommende syv dage.

Tre personer har mistet livet i weekenden under brandene i delstaten. Tusindvis er blevet evakueret, og mindst 150 hjem er blevet ødelagt af flammerne.

Brandene har ikke hidtil nærmet sig Sydney og omegn.

Der bor over fem millioner mennesker i området "Greater Sydney".

De dystre udsigter har fået nabolandet New Zealands premierminister Jacinda Ardern til at tilbyde yderligere hjælp til australierne for at få bugt med flammerne.

I forvejen har New Zealand bidraget med fem brandfolk, der er specialiseret i luftangreb - mens en sjette er på vej, skriver news.com.au.

Fire måneders tørke

I den indre del af storbyen Sydney bor omkring 240.000 mennesker. Denne er i høj grad præget af de flere end 600.000 daglige besøgende.

Det er særligt vindistriktet Hunter Valley, der strækker sig fra cirka 120 til 310 kilometer nord for Sydney, som frygtes at blive ramt af brandene.

Og ligeledes ser brandfaren ud til at blive høj i bjergområdet Blue Mountains, de ligger omkring 100 kilometer vest for Sydney.

Mange australieres hjem og ejendele er ødelagt i brandene.

- Alle skal være opmærksomme, uanset hvor man er, og alle må forvente det værste, siger Gladys Berejiklian ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Flere måneders tørke har efterladt jorden og beplantningen på den australske østkyst knastør. Det har skabt farlige forhold, som øger risikoen for, at skovbrande bryder ud og spreder sig.

Skovbrande er ikke ualmindelige i løbet af den australske sommer. Men de mange skovbrande, der nu har ramt landet i forårssæsonen, er kommet som en overraskelse.

I februar 2009 blev Australien ramt af den værste brand i landets historie. Dengang blev 173 dræbt og 414 kvæstet i delstaten Victoria.