Udland

Tusinder på flugt fra brande i Australien: - Hvis du bliver truet af ild, er det ikke sikkert, at du kan få hjælp

Mindst tre er omkommet i brande, som har tvunget tusinder af mennesker på flugt i det østlige Australien.

Brandfolk kæmper natten til søndag dansk tid for at holde over 100 skovbrande på den australske østkyst under kontrol.

De er hjulpet på vej af faldende temperaturer og vindforhold, skriver news.com.au.

Desværre er den hjælp kun midlertidig.

Samtidig advarer de lokale myndigheder nemlig om, at brandfaren den kommende uge vil stige i en sådan grad, at det kan gå ud over deres evne til at beskytte lokalbefolkningen.

Brandvæsenet i New South Wales oplyser, at der er udsigt til "alvorlig og ekstrem brandfare" i store dele af delstaten, som er den mest tætbefolkede i Australien. Det er blandt andet her, at storbyen Sydney ligger.

Australiens premierminister, Scott Morrison, trøstede søndag 85-årige Owen Whalan, som er blandt de evakuerede på  Club Taree Evacuation Centre i Taree, New South Wales.

- Når der i forvejen brænder så mange brande, vil hjem og menneskeliv blive udsat for fare, skriver delstatens brandvæsen på Twitter.

- Hvis du bliver truet af ild, er det ikke sikkert, at du kan få hjælp.

Det er især tirsdag, som myndighederne holder øje med, ifølge news.com.au.

Her vil temperaturerne nå op i slutningen af 30'erne, vindstyrken tage til og et lufthøjtryk fra vest vil bringe yderligere tør luft ind over området.

- Vi ser på et meget bredere område med brandfare, fortæller Abrar Shabren fra Bureau of Meteorology til news.com.au.

Der var også plads til smil trods de dystre udsigter, da premierminister Scott Morrison søndag besøgte Club Taree Evacuation Centre i Taree, New South Wales.

85-årig brød sammen

I mellemtiden er Australiens premierminister, Scott Morrison, rejst til det berørte område for at støtte de mange evakuerede familier.

I Old Bar mødte han blandt andet 85-årige Owen Whalan, som brød sammen i premierministerens arme efter at have mistet sin ejendom til flammerne.

Og Scott Morrison kunne ikke bringe mange positive nyheder.

- Vi er ikke ude af det her endnu. Der er lang vej endnu, og tirsdag ser meget svær ud, sagde premierministeren til pressen foran Club Taree Evacuation Centre søndag.

Brandfolk forsøger at redde huse fra flammerne i Harrington, New South Wales.

Tre omkommet - fem savnet

Der er flere end 70 aktive brande alene i New South Wales. 36 er ikke under kontrol, oplyser brandvæsenet.

Længere mod nord i delstaten Queensland hærger flere end 50 skovbrande.

Mindst tre personer er omkommet i løbet af weekenden som følge af de mange brande. Derudover er fem personer meldt savnet.

Flere end 150 hjem er blevet ødelagt af flammerne alene i New South Wales.

Skovbrandene har desuden tvunget tusindvis af australiere til at forlade hus og hjem og søge i sikkerhed. Det skriver BBC.

Brandene er især gået ud over beboerne i Old Bar, 350 kilometer nord for Sydney.