Vagten så regimet tale over sig på direkte tv - få timer senere traf han historisk beslutning

46-årige Harald Jäger tog en bid af sin sandwich. Han holdt pause og havde taget sin uniformsjakke af.

Han var oberstløjtnant og havde kommandoen på grænseovergangen på Bornholmer Strasse i Berlin. Et vigtigt kontrolpunkt på Berlinmuren, som delte Tyskland i øst og vest. Det var hans job at sikre, at ingen rejste igennem uden tilladelse.

Mens han spiste, kiggede han på fjernsynet i pauserummet. Der blev sendt en direkte transmission fra et pressemøde.

Klokken var 18.54. Det var 9. november 1989.

Den officielle talsmand for Tysklands Socialistiske Enhedsparti (SED, red.), Günter Schabowski, talte på pressemødet.

Ordene, som kom ud af munden på Günter Schabowski den aften, fik Harald Jäger til at kløjes i sin mad.

- Alle tyskere kan frit rejse mellem Øst- og Vesttyskland, sagde Günter Schabowski.

Günter Schabowski blev spurgt, hvornår reglerne for rejse trådte i kraft. Forvirret ledte han efter et svar i sine papirer. Det var der ikke. Så han sagde, at reglerne trådte i kraft øjeblikkeligt.

Harald Jäger bandede højlydt. Han var ikke blevet informeret om den nye politik. Han greb sin jakke og løb tilbage til sine kollegaer.

De vidste ikke, at deres aften ville blive forandret for altid.

Nu holdt de øje med vejen. Og ventede.

Efter en halv time dukkede de første mennesker op. De stod først på afstand. Så kom de tættere på. Minutterne gik. Der kom flere og flere. Larmen fra masserne blev højere og højere. Knap to timer efter Günter Schabowskis ord på tv var titusinder samlet ved Harald Jägers grænsepost.

De ville ind til Vesttyskland. Det var blevet sagt på tv. Det var deres ret. I årtier havde de drømt om at kunne rejse frit, og nu var det så tæt på.

Menneskehavet var pumpet som en trykkoger. Ventilen var oberstløjtnant Harald Jäger. Han var splittet. I næsten 30 år havde han vogtet grænsen. Den var hans liv. Det ville være højforræderi at følge massernes ønske og åbne grænsebommen.

Skulle Harald Jäger give ordre om at åbne porten eller åbne ild?

Lørdag er det præcis 30 år siden, at et undertrykkende regime kollapsede bare 500 kilometer fra Danmarks grænse.

Og for at forstå, hvordan titusinder af mennesker turde stå ansigt til ansigt med vagter, som i årtier brutalt havde arbejdet for, at østtyskere skulle forblive i et fattigt, undertrykt og kommunistisk diktatur, skal øjnene rettes mod Budapest i Ungarn. Over 900 kilometer væk.

Knap et halvt år før menneskehavet løb op mod Harald Jägers kontrolpost.

Europa havde været delt på midten siden Anden Verdenskrig. Sovjetunionen havde den reelle magt i Østblokken, som også bestod af Østtyskland, Rumænien, Bulgarien, Polen, Tjekkoslovakiet, Albanien (indtil 1960, red.) og Ungarn.

Det kommunistiske parti i Østtyskland SED blev ledet af den konservative Erich Honecker. Han havde siddet på magten i 18 år, og gennem sikkerhedspolitiet Stasi holdt han sin egen befolkning indespærret og overvåget bag Berlinmuren.

Men Sovjetunionen var ved at løbe tør for penge. Det var rasende dyrt at opretholde kommunismen i Østblokken, og gennem 60'erne, 70'erne og 80'erne var ideologien blevet svækket. Samtidig var protesterne i de undertrykte befolkninger blevet stærkere.

Ungarn var også på fallitens rand i 1989. På magten sad præsident Miklós Németh. Han var tiltrådt året før som 40-årig. Ung, grøn og kommunistisk. Han mente, at tiden var moden til at lade borgerne rejse gennem det hegn, som løb på grænsen mellem Ungarn i øst og Østrig i vest.

Det var i forvejen tilladt for ungarere at rejse gennem øst og vest, og mange mente derfor, at udgifterne til grænsen var unødvendige. Det var stort set også kun udlændinge, som grænsevagterne holdt ude af Vesten. Ydermere var der ingen hjælp fra Sovjetunionen med at bemande de mange kontrolposter og vagttårne.

27. juni 1989 klippede den østrigske udenrigsminister, Alois Mock, og hans ungarske kollega, Gyula Horn, et symbolsk hul i pigtrådshegnet langs grænsen. Det var den første sprække i jerntæppet mellem Vest- og Østblokken.

Men det var noget så jordnært som en picnic få måneder senere og kun seks kilometer fra det symbolske hul i hegnet, som for alvor fik jerntæppet til at svaje i vinden.

'Den paneuropæiske picnic' var en fredsdemonstration, som var arrangeret af fire ungarske oppositionspartier. Demonstrationen var en picnic med folk fra vest og øst. Meget belejligt var også 600 østtyskere, som tilfældigvis var på ferie her.

En særlig gestus var aftalt mellem Ungarn og Østrig. I tre timer ville grænseposten ved byen Sopron være åben, så deltagerne kortvarigt kunne opleve et Europa uden grænser.

- Jeg fik en dårlig fornemmelse klokken 15.00, da jeg så en stor menneskemængde komme mod grænsen. Jeg kunne ikke stoppe dem uden at bruge vold. Men det var udelukket, fordi der var kvinder og børn samt mine ansatte. Jeg var soldat og trænet til at vinde, men en soldat skal også vide, hvornår man ikke skal gøre noget, siger den tidligere grænsevagt Arpad Bella i TV 2-programmet 'Ingemann og Jerntæppets fald'.

Dermed så de 600 østtyskere deres snit til at smutte over grænsen, ind til Vesten og friheden og væk fra DDR.

Men det sluttede ikke med dem.

Forud for picnicen havde arrangørerne delt flyvesedler ud så langt som op til Polen. I forvejen opholdt tusinder af østtyskere sig i Ungarn, hvor de ledte efter steder at krydse grænsen til Østrig. Nyheden om det symbolske hul i hegnet spredte sig.

Østtyskere kørte i konvojer mod Sopron, forlod bilerne og gik over grænsen med børn i den ene arm og den absolut vigtigste baggage i den anden.

Tusinder krydsede grænsen i de tre timer.

Og så lukkede grænsen igen. Soldaterne fik igen ordrer om at skyde enhver, der forsøgte at løbe over uden tilladelse. I dagene efter blev knap 7000 mennesker arresteret ved grænsen. Cirka 80 procent var østtyskere. Natten til 22. august 1989 blev den 36-årige østtysker Kurt-Werner Schultz skudt og dræbt på grænsen.

Præsident Miklós Neméth skammede sig over drabet.

Han følte sig ansvarlig, fordi han beordrede grænserne lukket igen. Han følte, at blodet var på hans hænder, siger han i dokumentarfilmen '1989'.

Samtidig var der ikke lyd fra Moskva om den åbne grænse. Præsidenten frygtede ellers Sovjetunionens modreaktion. Men den udeblev.

11. september 1989 beordrede Miklós Neméth grænsen mellem Ungarn og Østrig åbnet permanent, og østtyskere kunne frit rejse mod vest.

Den åbne grænse 900 kilometer væk sendte chokbølger gennem Berlin.

Det ledende kommunistiske parti SED og formanden Erich Honecker rystede på hånden. Hundredtusindvis af mennesker gik på gaderne i protest. Østtyskerne ville være frie og ikke længere stå i den tunge kommunistiske skygge.

Det var blot endnu et skridt på den vej, der førte til den aften ved Harald Jägers grænsepost på Bornholmer Strasse.

Kap hovedet af slangen

Regimet i Berlin måtte gøre noget for at imødekomme befolkningens massive utilfredshed. Tidligere ville det kommunistiske diktatur reagere med kampvogne og panserklædt politi i gaderne.

Men tiden var en anden.

Den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov havde få år tidligere indført reformerne glasnost (åbenhed, red.) og perestojka (omstrukturering, red.) i sin indenrigspolitik. Han havde indset, at kommunismen ikke kunne overleve under sin tidligere form og måtte ændres.

Kort sagt gik reformerne ud på, at befolkningen skulle inddrages mere, og regeringens indflydelse skulle uddelegeres.

Men den magtfulde østtyske leder Erich Honecker havde en anden opfattelse. Han ville holde Østtyskland i en kommunistisk boble, mens ideologien faldt fra hinanden omkring ham. Han lagde sig ud med Mikhail Gorbatjov og nægtede at følge ordrerne fra Rusland.

Stemningen mellem Moskva og Berlin var kold.

13. oktober 1989 blev Erich Honecker kuppet og afsat af sit eget parti. Kun fem dage efter DDR havde fejret sin egen 40-års fødselsdag. Erich Honecker havde på det tidspunkt siddet på magten i 18 år.

Han blev smidt ud af det velhavende boligområde Wandlitz, hvor alle DDR-spidserne boede bag høje mure. I folkemunde blev området kaldt "Volvograd" på grund af de mange dyre biler, som kørte i området. En stærk kontrast i det fattige DDR.

Den officielle forklaring var dengang, at han trådte tilbage af helbredsmæssige årsager. Det er senere kommet frem, at han var dødeligt syg af kræft.

Egon Krenz blev udpeget som ny, stærk leder.

Men det var for sent. Magtskiftet fik ikke de folkelige protester til at forstumme. Tværtimod fortsatte demonstrationer i adskillige storbyer, og hele det kommunistiske styre var sat så meget i svingninger, at det var ude af kontrol.

Alt var total forvirring. Det var den samme forvirring, der førte til, at talspersonen for regimet, Günter Schabowski, fik stukket et papir med en tekst i hånden før et pressemøde.

9. november 1989 klokken 18.54 læste han teksten op på et pressemøde på østtysk tv. Han havde ikke læst den inden, men fik den stukket i hånden af partilederen Egon Krenz.

Det var en nyhed om nye rejseregler. Østtyskerne kunne søge om tilladelse til at rejse til udlandet. Tilladelserne skulle udstedes med kort varsel.

En journalist spurgte, hvornår reglerne ville gælde.

- Så vidt jeg har forstået, gælder det fra nu, sagde Günter Schabowski, imens han rodede i sine papirer. Kameraerne rullede.

Det stykke papir blev gnisten, som østtyskerne havde ventet på.

Det var det pressemøde, som fik grænsevagten Harald Jäger til at kløjes i sin mad.

I timerne efter så han, sammen med sine kollegaer på grænseposten på Bornholmer Strasse, titusinder huje, skubbe, danse og drikke foran sin post.

Menneskehavet var enormt.

- Der var så mange, og de stod så tæt, at hvis de løftede benene, så blev de hængende, siger Harald Jäger i TV 2-programmet 'Ingemann og Jerntæppets fald'.

Harald Jäger frygtede for sine mænd i uniformer og sine medmennesker i mylderet. Han havde ingen ordrer fået om den nye politik og anede ikke, hvad han skulle gøre.

Han ringede til sin overordnede oberst Ziegenhorn i kommandocentralen i Berlin-Treptow. Han var lige så overrasket over den pludselige melding på pressemødet, som gik imod alt, soldaterne havde arbejdet for i næsten 30 år. Ingen vidste, hvad de skulle gøre.

Oberst Ziegenhorn forstod frustrationen hos Harald Jäger og den farlige situation. Harald Jäger fik lov til at lytte med, da oberst Ziegenhorn ringede direkte til DDR's ministerium.

- Men du skal holde din mund, kun lytte, sagde han til Harald Jäger.

Han overhørte samtalen på telefonen.

Det er uklart, hvem oberst Ziegenhorn talte med. Om det var ministeren for statssikkerhed eller en stedfortræder.

Harald Jäger kunne høre, at stemmen i telefonen tvivlede på ham. Stemmen mente, at måske var Harald Jäger bare fej og uintelligent.

Han blev rasende. Han var uddannet på Stasis eget universitet og havde bevogtet den samme grænsepost i 28 år.

Han ville ikke finde sig i at blive kaldt "fej".

Han stak telefonrøret ud af vinduet, så larmen fra tusindevis af mennesker kunne høres i den anden ende. Da han tog telefonen tilbage til øret, duttede den. Han var afkoblet samtalen.

Han var på egen hånd nu.

Skulle vagterne begynde at skyde? Måske varselsskud? Vagterne havde ret til at skyde, hvis de følte sig truet. Skulle de åbne grænsen og risikere en tiltale for højforræderi?

De andre vagter kiggede på ham. Der skulle træffes en beslutning. Harald Jäger skulle tage et afgørende valg.

Han gik ned til sin kollega Helmut og sagde:

- Åben grænsebommen.

Helmut kiggede på sin chef.

- Ah hvad skal jeg gøre?!

Harald Jäger gentog sig selv, mere bestemt.

- Du skal åbne grænsebommen!

Med ét blev den sprængfarlige stemning afløst af glæde og jubel. Presset forsvandt fra grænseposten og Harald Jäger.

Menneskehavet skyllede over broen og over på anden side i Vesttyskland. Nogle mødtes med familie, nogle gik på bar, andre kiggede på butikker, nogle satte aldrig sine fødder i Østtyskland igen og andre kom tilbage lidt senere, fordi de skulle op og på arbejde næste dag.

Vagterne blev omfavnet og kysset af kvinderne. Harald Jäger svævede en meter over jorden. Aldrig i sit liv havde han forestillet sig, at han ville komme til at beordre grænsen åbnet. Han havde holdt den lukket, lige siden den blev bygget i 1961.

På et splitsekund blev 28 års arbejde reduceret til nul og nix. Han følte, at DDR-borgerne forlod ham.

- Jeg følte mig ensom, siger han.

Samtidig stod han midt i en orkan af glæde.

- Der var en jubel, som jeg aldrig har oplevet. Og jeg kommer nok aldrig til at opleve det igen, siger Harald Jäger.

Harald Jäger og de andre vagter var de første, som åbnede Berlinmuren. Kort efter faldt grænseposterne én efter én.

Vestberlinere hilser østberlinere velkommen og fester.

Det begyndte som en sprække mange hundrede kilometer væk i Ungarn.

Men til sidst var det én mand og hans soldater, som åbnede muren og dermed gav DDR og Jerntæppet det endelige dødsstød.

Men han manglede én sidste pligt.

Han skulle ringe og fortælle sine overordnede, hvad han havde gjort. Oberst Ziegenhorn tog telefonen.

Efter tre sekunders stilhed sagde Obert Ziegenhorn:

- Det var godt, min dreng.

PÅ TV 2 PLAY kan du se flere afsnit af 'Ingemann og Jerntæppets fald'