30 år efter Murens fald illustrerer debatten om en Reagan-statue krisen i det tysk-amerikanske forhold

16x9
Udenrigsminister Mike Pompeo var med til afsløringen af Ronald Reagan-statuen på den tyske ambassade. Foto: Hannibal Hanschke / Ritzau Scanpix

Ronald Reagan elskede Berlin, men kærligheden bliver ikke gengældt af byens lokalpolitikere.

Dagens store begivenhed, 30-året for Berlinmurens fald, har en særlig plads i mit liv, både af personlige og professionelle årsager.

Jeg blev født i det nordlige Tyskland i 1986, men er vokset op i en tid, hvor der i min bevidsthed kun findes ét Tyskland, og hvor DDR er en størrelse, man læser om i historiebøger.

Med andre ord er den 9. november 1989 for mig primært en dag, som man lærer om, fremfor en historisk begivenhed man har oplevet. At det forholder sig sådan, er i høj grad amerikanernes fortjeneste.

Af samme årsag har jeg med stor interesse forfulgt den debat, der har udspillet sig om placeringen af en Ronald Reagan-statue i Berlin i denne uge. Det er en debat, der handler om meget mere end en statue. Faktisk er debatten ganske illustrativ for både den kamp om historien op til Murens fald, som fortsat er intens, samt den krise som det tysk-amerikanske forhold befinder sig i.

En statue finder et ståsted

I går afslørede den amerikanske ambassade i Berlin en statue af Ronald Reagan.

Det har længe været et amerikansk ønske, at USA's 40. præsident fik et mindesmærke i byen, der om noget cementerede Tyskland og Europas delte tilværelse under Den Kolde Krig. Men som den konservative avis Wall Street Journal formulerede det:

- Ronald Reagan elskede Berlin. For den tyske hovedstad er tingene lidt mere kompliceret.

Mens Reagan bliver hyldet i statueform i byer som London, Warszawa og Budapest, har det lokale delstatsparlament i Berlin - der domineres af partier til venstre for midten - i årevis nægtet at tildele Reagan samme ære.

Det kan umiddelbart virke en kende paradoksalt taget i betragtning af, at Reagan er den amerikanske præsident, der mest ihærdigt kæmpede for at få fjernet den mur, der delte byen i årtier.

Den officielle forklaring fra delstatspolitikerne er, at Reagan allerede er blevet hyldet rigeligt, da ekspræsidenten i 1992 blev æresborger i byen og i 2012 yderligere blev hyldet med en mindeplade på stedet, hvor han holdt sin nok mest ikoniske tale.

En kronik møder kritik

I den sammenhæng hjalp det selvsagt lige lidt, at Tysklands socialdemokratiske udenrigsminister Heiko Maas i denne uge skrev en kronik, hvor Reagans indsats for at fjerne Berlinmuren heller ikke blev hyldet.

I stedet havde udenrigsministeren primært valgt at takke europæerne – heriblandt Gorbatjovs Sovjetunionen - for at muliggøre Murens fald og den tyske genforening. Det amerikanske bidrag blev kun nævnt i en bisætning, og Reagan blev ikke nævnt med ét ord. Kronikken medførte en spydig bemærkning fra den tidligere øverstbefalende for de amerikanske styrker i Europa, Ben Hodges, på Twitter.

Reagan havde en hovedrolle

Man kan diskutere længe og livligt, hvilken rolle Ronald Reagan spillede i den udvikling, der for tredive år siden førte til, at Muren faldt, og Den Kolde Krig hurtigt derefter blev afsluttet. Men det står hævet over enhver tvivl, at den tidligere skuespiller indtog en hovedrolle.

Selvom det var Reagans efterfølger og tidligere vicepræsident, George Herbert Walker Bush, der gjorde arbejdet færdigt, er det værd at huske Reagans indsats. Meget kan man sige om Ronald Reagan, men han var præsidenten, der turde slå et slag for Murens fald, længe inden nogen amerikansk præsident overhovedet turde at tænke tanken om et genforenet Tyskland.

Mit fædreland kunne næppe være blevet genforenet året efter Murens fald, hvis ikke Ronald Reagans tidligere vicepræsident havde presset på overfor både vesteuropæerne og Sovjetunionen. Selvom det for mange historikere er en faglig dødssynd at kaste sig ud i kontrafaktiske fortællinger, vil jeg derfor gå så langt som at påstå, at der uden amerikansk støtte næppe havde været et samlet Tyskland i dag.

Et forhold i krise

Der har altid været politiske uoverensstemmelser mellem de to allierede. Ligeledes har de personlige relationer mellem præsidenterne og forbundskanslerne ikke altid været fremragende. Men det er svært at finde et historisk fortilfælde siden afslutningen på Anden Verdenskrig, hvor de politiske uenigheder og de personlige antipatier har været så store som i disse år.

At forholdet mellem Donald Trump og Angela Merkel er elendigt, er en offentlig hemmelighed. Ligeledes er det velkendt, at der er et hav af politiske knaster mellem de to allierede.

Størrelsen på det tyske forsvarsbudget. Divergenserne over nytten af atomaftalen med Iran og klimaaftalen fra Paris. Uenighederne over strategien overfor Kina og Rusland. Striden om etableringen af naturgasledningen Nord Stream 2 og håndteringen af den kinesiske telegigant Huawei. Det er bare nogle af de mange store splittelser, der gennemsyrer forholdet i disse år.

Indrømmet: Set i det lys er uenighederne om placeringen af en Ronald Reagan-statue i den tyske hovedstad selvfølgelig i den smålige afdeling.