Udland

USA bekræfter: Handelskrig med Kina kan snart være fortid

Ifølge Det Hvide Hus er der udsigt til et snarligt gennembrud i handelsforhandlingerne mellem USA og Kina.

Den amerikanske regering ser optimistisk på muligheden for snart at indgå en handelsaftale med Kina.

Det siger Stephanie Grisham, der er pressechef i Det Hvide Hus, i et interview med tv-kanalen Fox News.

- Jeg kan ikke kommentere samtalerne med Kina, men vi er meget, meget optimistiske omkring, at en aftale snart falder på plads, siger hun.

Første melding kom fra Kina

Torsdagen igennem har det bølget frem og tilbage med meldinger, som peger i hver sin retning i handelsstriden mellem verdens to største økonomier.

Først kom der en officiel melding fra Kina om, at en ophævelse af toldsatser vil være del af en kommende delaftale.

Det blev efterfølgende bekræftet af unavngivne kilder i USA's regering - over for både Bloomberg News og The Wall Street Journal.

Men senere blev det modsagt af to andre anonyme kilder fra administrationen.

Det kinesiske handelsministerium oplyste ellers tidligere torsdag, at forhandlerne fra Kina og USA er blevet enige om i faser at tilbagerulle told på hinandens varer i forbindelse med en kommende delvis handelsaftale, som præsident Donald Trump annoncerede i oktober.

- Handelskrigen begyndte med toldafgifter, og den bør ende med fjernelse af toldafgifter, sagde talsmand i det kinesiske handelsministerium Gao Feng på et pressemøde.

Ole Krohn: Begge lande har en interesse i fredsaftale

Handelskrigen mellem verdens to største økonomier begyndte i 2018, da Donald Trump indførte økonomiske sanktioner mod Kina på grund af, hvad han mener er ufine handelsmetoder.

Kort tid efter svarede Kina med egne sanktioner mod USA, og siden er konflikten kun blevet optrappet.

Men ifølge TV 2s erhvervskommentator Ole Krohn har begge nationer interesse i at få forhandlet en ’fredsaftale’ på plads i en fart.

- Selvom Kina er ved at gøre sin økonomi mere drevet af efterspørgsel fra sin egen befolkning, har de stadig en stor eksport af varer til USA. Derfor gør straftolden ondt på Kina, siger han.

Samtidig har Kina hævet tolden på import af amerikanske landbrugsvarer, og det gør ondt på Donald Trump.

- Kineserne har været rigtig dygtige til at svare igen ved at ramme landmændene i USA, som er nogle af Trumps kernevælgere. Og vi nærmer os jo så småt et amerikansk præsidentvalg, siger Ole Krohn.

En aftale vil styrke den danske økonomi

Amerikansk eksport af landbrugsprodukter og Kinas eksport af teknologi er netop kernen i de forhandlinger, USA og Kina lige nu befinder sig i.

Det forklarer chefanalytiker for Danske Bank Allan von Mehren.

- En af de ting, der skal forhandles på plads, er, at Kina skal købe nogle flere landbrugsvarer fra USA. Og så vil USA have indført strengere straffe mod kinesiske virksomheder, der kopierer amerikansk teknologi, siger han.

Lykkes det de to supermagter at mødes om en aftale, der kan afslutte den måneder lange handelskrig, vil det ifølge Allan von Mehren også være til at mærke i Danmark.

Handelskrigen mellem to af verdens største økonomier har nemlig ifølge Allan von Mehren været en væsentlig årsag til, at den globale økonomi er blevet presset gennem det seneste stykke tid.

- Det er klart, at en lille, åben økonomi som den danske, hvor vi handler meget med udlandet, meget tydeligt mærker det, når verdensøkonomien går dårligt.

- Blev handelskrigen afsluttet i morgen, ville vi hurtigt kunne mærke det herhjemme. Allerede i løbet af 2020 ville økonomien på verdensplan begynde at komme på fode igen og smitte af på Danmark, siger han.