Udland

Han anede ikke, at Berlinmuren var ved at falde - svømmede 38 kilometer ud af DDR

Mario Wächtler var den sidste østtysker, der flygtede over Østersøen.

Der var bælgragende mørkt, vandet var 15 grader varmt og bølgerne nogenlunde rolige, da Mario Wächtler dykkede ned under vandet ved Wohlenberger Wiek mellem Lübeck og Rostock.

Den 24-årige havde udset sig netop denne lille bugt, fordi den ikke lå under konstant projektørbelysning, som det ellers var tilfældet med de fleste strande i DDR.

Da jeg blev hejst ombord, stod passagerne og klappede

Mario Wächtler, flygtning fra DDR

Det var 2. september 1989, og kun de færreste vidste, at DDR's dage var talte.

Mario Wächtler havde anskaffet sig en våddragt, et par solide svømmefødder og en hjemmelavet, ekstra lang snorkel.

Sammen med sine identitetspapirer i en plastiklomme, en mørk hue og strømper var det alt, han havde med sig.

Mad og drikke havde han efterladt. I stedet var han proppet med druesukker og en fast tro på, at han nok skulle klare den.

- Der var kun tre muligheder, forklarer han TV 2s fotograf og korrespondent, der møder ham i hans hjem ved Lüneburger Heide syd for Hamborg i forbindelse med 30-året for Berlinmurens fald.

- Enten klarede jeg den. Eller også blev jeg anholdt eller druknede. I den alder har man så mange tanker i hovedet, så man tænker slet ikke på risikoen for, at man kan dø.

Hvad Mario Wächtler heller ikke havde regnet med var, at han stod over for en dramatisk, men også nærmest umenneskelig præstation, som først sluttede efter 19 timer i vandet.

På det tidspunkt havde han tilbagelagt 38 kilometer i den mørke Østersø.

En lang nats svømmetur mod friheden.

Forlod kone og barn

Mario Wächtler voksede op i det allersydligste Østtyskland tæt på den tjekkiske grænse sammen med sin nuværende kone og daværende kæreste Astrid.

Barndommen i det socialistiske DDR var der ikke noget galt med, fortæller han. Men begge havde de svært ved at affinde sig med udsigten til en fremtid i det gennemkontrollerede samfund.

Mario Wächtler mens han stadig boede i DDR.

- Den eneste fordel ved DDR var, at man vidste, hvad der ville ske. Nemlig intet. Absolut intet. Alt ville forblive det samme, lyder forklaringen fra Mario Wächtler.

Han var så opsat på at slippe ud af Østtyskland, at han var parat til at forlade både sin kæreste og deres lille dreng.

- Jeg havde hele tiden fortalt min kæreste, at en dag ville jeg stikke af, og det var hun indstillet på. Det var heller ikke meningen, at vi skulle skilles for evigt. Vores plan var, at vi en dag skulle genforenes, for eksempel ved at hun tog til Tjekkoslovakiet, hvor jeg så kunne komme og smugle hende ud.

Foruden kæresten Astrid kendte kun to personer til flugtplanerne. Det var Mario Wächtlers bror og brorens kæreste. Parret kørte bilen, der fragtede Mario Wächtler til Østersøkysten. Ikke engang Mario Wächtlers mor blev inddraget i planerne.

- Hvis hun havde vidst det, ville hun have meldt mig til myndighederne. Det har hun hele tiden sagt. For hende var livet vigtigere end flugten.

Den værste fjende

Ved kysten ved Wohlenberger Wiek gemte Mario Wächtler sig i et budskads, hvor han havde efterladt sit overtøj, da to grænsevagter med en schæferhund kom gående forbi. Hvis de havde fået øje på en ung mand i våddragt og svømmefødder, var han blev anholdt og sat i fængsel for det, der i DDR blev kaldt ”republikflugt”.

- Jeg nåede lige at tænke: "Nu holder den hund forhåbentlig sin kæft, så jeg ikke bliver opdaget", fortæller han.

Svømmefødderne som Mario Wächtler brugte i 1989.

Heldigvis anede hverken hund eller grænsebetjente uråd, og Mario Wächtler kunne kort efter liste ud i bølgerne.

Uden kompas eller andre hjælpemidler til at orientere sig efter, kunne han blot sigte efter lysene. Lysene fra den forjættede vesttyske kyst og fyrtårnet ved Dahme i Slesvig-Holsten.

At svømme var ikke fremmed for ham. Som livredder var han i god form, og han havde ihærdigt trænet i at svømme langt.

Men da natten var forbi, måtte han indse, at han havde forregnet sig. Selv efter en hel nats crawlen var han stadig i østtysk farvand.

Alligevel blev han ved. Tag efter tag trak ham tættere på friheden.

- Min værste fjende var mig selv. Klarer jeg den? Kan min krop holde til det? Jeg kunne jo få et hjertetilfælde eller besvime. Alle de tanker. Men jeg sørgede for at tænke positivt. At give op var ikke en løsning. Så ville det hele jo have været forgæves.

Han nåede færgen

Mario Wächter var svømmet afsted ved aftenstid, og først hen på eftermiddagen 3. september nærmere han sig sit mål: Sejlrenden, som færgerne til og fra Travemünde i Vesttyskland benyttede.

Pludselig fik han øje på en østtysk patruljebåd og måtte dykke, indtil båden var passeret.

Mario Wächtler viser svømmefødderne frem for TV 2s journalist.

Tag for tag crawlede Mario Wätchler videre, til han langt om længe fik kontakt med en svensk færge på vej til Travemünde.

Desværre havde en østtysk patruljebåd også fået øje på ham.

Som taget ud af en actionfilm blev Mario Wätchler for øjnene af besætningen på patruljebåden samlet op af færgens redningsbåd.

- Da jeg blev hejst ombord, stod passagerne og klappede. Et besætningsmedlem sagde til mig, at først nu havde jeg klaret den. Var der gået bare et par minutter mere, inden jeg var blevet samlet op, så havde udfaldet været en helt anden, husker han.

Om bord på færgen gik det op for Mario Wächtler, hvor udmattet han egentlig var. Han nærmest besvimede af træthed, men nu kunne et nyt liv begynde.

Som startkapital fik Mario Wächtler små 4000 D-mark, godt 15.000. kroner, der blev samlet ind blandt passagerne på færgen.

En lille måned senere blev han genforenet med kæreste og barn i Vesttyskland.

Tre dage efter, 9. november 1989, faldt Berlinmuren og markerede begyndelsen til enden på det styre, Mario Wächtler flygtede fra.