Udland

Demonstranter angreb borgmester - kastede maling og klippede håret af hende

Patricia Arce er partifælle med Bolivias præsident, der anklages for valgsnyd.

Den voksende kritik af Bolivias præsident, Evo Morales, som mistænkes for valgsnyd, får nu også konsekvenser for hans allierede.

Onsdag angreb vrede demonstranter den kvindelige borgmester i byen Vinto, skriver Reuters.

Da Patricia Arce forsøgte at slippe ud ad en bagvej på rådhuset, omringede demonstranterne borgmesteren, hvorefter de kastede rød maling på hende og tvang kvinden til at gå barfodet ned ad gaden, inden de til slut klippede håret af hende.

Borgmesteren lod sig dog ikke kue.

- Sandheden er på min side, og jeg er ikke bange for at sige sandheden. Jeg er i et frit land, og jeg vil ikke bringes til tavshed. Hvis I ønsker mig død, så slå mig ihjel. Jeg vil betale med livet for den her bevægelse for forandring, sagde Patrica Arce efterfølgende til pressen.

Patricia Arce fik en hårdhændet behandling af de vrede demonstranter.

Voldsomme protester

Patricia Arce er loyal overfor Evo Morales, som 23. oktober genvandt præsidentposten i det sydamerikanske land.

På valgkommissionens (TSE) hjemmeside blev Morales erklæret som vinder af valget med 47,1 procent af stemmerne. Hans modkandidat, Carlos Mesa, fik 36,5 procent af stemmerne.

For at undgå en anden valgrunde skulle Morales vinde med et forspring på ti procentpoint ned til Mesa samt få over 40 procent af stemmerne.

Angrebet på Patricia Arce blev dækket af pressen.

Det resultat syntes mange bolivianere var for påfaldende, og siden har demonstranter over hele landet været på gaderne i protest mod Morales.

Onsdag kulminerede protesterne, da én person blev dræbt og adskillige såret i sammenstød mellem Morales' tilhængere og demonstranter.

International kritik

TSE's håndtering af valget har ligeledes vakt stor international og national kritik. Særligt fra valgobservatørerne OAS, Organisationen af Amerikanske Stater.

De peger på, at den pludselige afbrydelse i offentliggørelser af officielle valgresultater på valgdagen, søndag, samt en opsigelse fra TSE's vicedirektør, har skadet valgets troværdighed.

OAS har efter Morales' sejr derfor anbefalet, at Bolivia afholder en anden valgrunde.

Betjente måtte redde borgmesteren fra de vrede protester.

Det har både EU, USA og en række sydamerikanske lande bakket op om.

Valgresultatet har skabt voldsomme uroligheder i Bolivias største byer. Her er der blandt andet blevet sat ild til flere valgcentre.

Carlos Mesa har opfordret til, at der bliver afholdt fredelige protester, indtil Morales indkalder til en anden valgrunde.

Patricia Arce Guzman blev kørt væk på en af politiets motorcykler.

Tidligere kokabonde

Morales blev som den første af Bolivias oprindelige folk valgt som præsident i 2005. Han har hidtil vundet i første valgrunde i alle præsidentvalg, han har stillet op i.

Denne gang tyder noget dog på, at den 60-årige tidligere kokabonde og leder i den venstreorienterede fagbevægelse ikke kommer så nemt til magten.

Det får hans partisoldater nu også at mærke.

Mens politistyrker onsdag hjalp Patricia Arce i sikkerhed fra de vrede masser, satte demonstranterne ild til rådhuset og brændte det ned.

Demonstranterne satte ild til rådhuset i Vinto.