Udland

Kina tager kampen op mod børns computerspil med strenge regler

Med hovedtelefoner og øjnene klistret til skærmen spiller en ung mand på en af Beijings mange internetcafeer.

Højst 90 minutters computerspil om dagen - ellers vanker der bøder. Det er bare en af Kinas nye regler for børn under 18 år.

Kina tager nu kampen op mod landets voksende gamingindustri og de konsekvenser, den har for børn og unges "fysiske og psykiske sundhed".

Det sker med en stribe strenge regler for både udbydere af spil og deres unge brugere.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

90 minutter om dagen - ekstra i weekenden

Reglerne betyder, at børn og unge under 18 år er afskåret fra at spille onlinespil mellem klokken 22 om aftenen og otte om morgenen.

I løbet af ugen kan de spille op til 90 minutter om dagen, mens de i weekender og helligdage får lov at spille tre timer.

Derudover er der grænser for, hvor mange penge de kan bruge i spillene.

Børn mellem otte og 16 år kan spille for 200 yuan (knap 200 kroner, red.) om ugen, mens unge mellem 16 og 18 år kan spille for 400 yuan (knap 400 kroner, red.) om ugen.

Ud med sex og vold

Børnene skal ifølge reglerne logge ind med deres rigtige navne og ID-nummer for at få lov til at spille, og virksomheder samt online spilplatforme er ved lov forpligtet til at håndhæve de nye regler.

Samtidig betyder reglerne at spil, der er fulde af vold og sex eller hasardspil bliver forbudt.

Men det er tvivlsomt, om reglerne kommer til at gøre en forskel.

Det mener i hvert fald brugere på Weibo, der er Kinas svar på Twitter. De peger på, at mange børn og unge i forvejen spiller med deres forældres navne og ID-numre som login.

- De magtfulde har deres politik. Dem længere nede har deres egen modpolitik, skriver en bruger ifølge The Guardian.

Myndighederne vil dog lukke de smuthuller med et mere omfattende identifikationssystem.

Lov skal erstatte barske lejre

Det anslås, at omtrent 24 millioner børn og unge i Kina er internetafhængige - en lidelse, som Kina var det første land i verden til at anerkende i 2008.

Ti år senere blev "gaming disorder" en del af Verdenssundhedsorganisationens diagnosehåndbog.

I 2017 skrev statslige medier om en 17-årig dreng, der fik en blødning eller blodprop i hjernen efter at have spillet 40 timer i træk.

Det har ført til, at flere og flere forældre de senere år har sendt deres børn på afvænningscentre, der er kendt for barske metoder.

Det er netop det, det kinesiske styre ønsker at dæmme op for med de nye regler, skriver The Guardian.

Eksperter: Den slags regler virker ikke

Hjemme i Danmark mener Christian Mogensen, der er specialkonsulent og foredragsholder hos Center for Digital Pædagogik, dog ikke, at den slags forbud er vejen frem.

- Nej, slet ikke. Vi ved fra danske unge, at forsøger du at begrænse de unges skærmtid, forsøger de at maksimere den. Og det kan betyde, at de spiller mere, end de egentlig havde behov for, siger han til TV 2.

Derfor er Christian Mogensen skeptisk over for Kinas nye regler for børn og unges computerspil på nettet. Han tvivler på, at det reelle problem er computerspillene.

- I stedet bør man se på, hvorfor det er i de her totalitære styrer som Kina og Sydkorea, at unge har mest behov for at flygte ind i digitale universer, siger han.

Christian Mogensen fortæller, at Center for Digital Pædagogik endnu ikke har mødt unge, der har valgt ensomheden og det digitale univers til. I stedet er der i højere grad tale om unge, der flygter fra problemer i hverdagen med venner og familie gennem spil.

- Hvis danske forældre er bekymrede for deres børns forbrug af computerspil, skal de overveje, hvad det er for behov, deres børn får dækket af at spille computer, som de måske har svært ved at få dækket væk fra skærmen, siger han.

- Ingen børn og unge har isolation eller mistrivsel som førstevalg, understreger han over for TV 2.