Udland

Tyrkiet hævder at have tilbageholdt dræbt IS-leders hustru

Abu Bakr al-Baghdadis kone er blevet anholdt af tyrkerne.

Abu Bakr al-Baghdadis hustru er i tyrkiske myndigheders varetægt, siger præsident Erdogan.

Tyrkiske myndigheder har tilbageholdt hustruen til den dræbte leder af den militante bevægelse Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi.

Det siger den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Abu Bakr al-Baghdadi blev dræbt under en amerikansk militæraktion i det nordlige Syrien 27. oktober.

Præsident Erdogan giver ingen detaljer om, hvornår og hvordan IS-lederens hustru er blevet tilbageholdt.

- Baghdadi gjorde det af med sig selv i en tunnel. USA har iværksat en stor kommunikationskampagne om det, siger Erdogan og tilføjer:

- Vi har fanget hans kone. Men vi gjorde ikke noget stort nummer ud af det. Jeg annoncerer det for første gang i dag.

Det vides ifølge nyhedsbureauet dpa ikke, om Baghdadis hustru blev tilbageholdt i forbindelse med aktionen mod Baghdadis skjulested.

Søster og svoger også tilbageholdt

Baghdadis søster og svoger er også blevet tilbageholdt af tyrkiske myndigheder tidligere på ugen.

Det bekræftede præsident Erdogan onsdag.

Søsteren, Rasmiya Awad, blev tilbageholdt i forbindelse med en aktion i det nordlige Syrien. Ud over sin mand var søsteren i selskab med fem børn.

Baghdadi tog livet af sig selv, da amerikanske specialstyrker i en aktion i sidste måned slog til mod hans skjulested i Syrien.

Baghdadi flygtede sammen med tre af sine børn ind i en tunnel, hvorfra der ikke var en udgang. Trængt op i et hjørne valgte han at detonere en selvmordsvest.

Bekræftede leders død

Torsdag i sidste uge bekræftede Islamisk Stat i en lydoptagelse, som blev lagt ud på internettet, at bevægelsens topfigur var død.

Samtidig svor Islamisk Stat hævn over USA.

Islamisk Stat har udpeget en afløser for Abu Bakr al- Baghdadi.

Den nye leder hedder Abu Ibrahim al-Hashemi al-Quraishi. En amerikansk embedsmand fortalte i sidste uge, at Washington er ved at undersøge hans baggrund, og hvorfra han kommer.