Britisk valg

Boris Johnson skød valgkamp i gang med en advarsel til folket

Hvis Labour-leder Jeremy Corbyn vinder valget, vil han gå direkte til EU for at få udsat Brexit igen, siger han.

Boris Johnson skød onsdag officielt den britiske valgkamp i gang. Det gjorde han ved at advare de britiske vælgere om den "rædselsforestilling", der venter, hvis Labour vinder valget 12. december.

Premierministeren var først hos dronningen, som formelt har accepteret, at parlamentet opløses for at give plads til parlamentsvalget. Derefter talte han til befolkningen fra Downing Street 10.

Her gentog Boris Johnson sit løfte om, at han nok skal få gennemført Storbritanniens udtrædelse af EU, hvis briterne giver magten til ham og hans konservative parti.

- Kom med os, og få Brexit overstået, sagde han og fortalte så, hvordan han mener alternativet ser ud med Labour og Jeremy Corbyn ved magten:

- Eller tilbring hele 2020 i en rædselsforestilling af rysten og udskydelse.

Vil sende aftale til folkeafstemning

Ifølge Boris Johnson vil Labour bruge hele næste år på to nye folkeafstemninger. Én om Brexit og én om skotsk uafhængighed, fordi Jeremy Corbyn ifølge Boris Johnson "har lovet de skotske nationalister at hjælpe med at opløse den britiske union, hvis de holder ham ved magten".

Labour-leder Jeremy Corbyn har sagt, at han vil forsøge at udsætte Brexit endnu engang for at forhandle en ny aftale med EU, som skal sendes til folkeafstemning hos den britiske befolkning.

- Vi vil gå direkte til EU lige efter valget og påbegynde diskussionerne, siger Jeremy Corbyn onsdag til Sky News.

Han siger også, at han har drøftet sin plan med EU's ledere og Brexit-chefforhandler Michael Barnier, og at han er overbevist om, at han kan få den britiske udtræden af EU udsat til efter 31. januar.

Ville bide i sit eget slips

Boris Johnson måtte meget mod sin vilje gå til EU og bede om udsættelse fra 31. oktober til 31. januar, efter at han ellers havde forhandlet en ny udtrædelsesaftale på plads med EU.

Onsdag kritiserede han også parlamentet for at have "siddet fast i samme rille i tre et halvt år" og for at nægte at gennemføre folkets mandat. Det tvang ham i sidste ende til at gå efter et nyvalg.

- Jeg har været derude, hvor jeg ville bide i mit eget slips af frustration. For vi er der jo næsten, sagde Boris Johnson foran Downing Street 10.

Onsdag skyder han officielt Det Konservative Partis valgkampagne igang under et vælgermøde i Birmingham.