Britisk valg

Boris Johnson beskyldes for at lægge låg på spion-rapport

Den britiske premierminister Boris Johnson.

Den 50 sider lange rapport undersøger russiske forsøg på at blande sig i EU-afstemningen fra 2016.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, bliver beskyldt for at tilbageholde en potentielt problematisk rapport, som gransker russisk infiltration i britisk politik - heriblandt det konservative parti, som Johnson står i spidsen for.

Det skriver The Guardian.

Premierministerens kontor gav mandag udtryk for, at den 50 sider lange rapport ikke vil blive udgivet inden valget 12. december. Den beslutning har efterfølgende medført en del kritik fra både rapportens ophavsmænd og Johnsons oppositionskolleger.

Formanden for efterretnings- og sikkerhedskomitéen, som står bag rapporten, Dominic Grieve, kalder beslutningen for forbløffende.

Ifølge ham er der ikke blevet givet nogen god forklaring på tilbageholdelsen af rapporten. Partierne Labour og Det Skotske National Parti beskylder premierministeren for ikke at anerkende omfanget af russisk indblanden i britisk politik.

- Etiketten er ret simpel. Hvis premierministeren har en god grund til at tilbageholde offentliggørelsen, så skal han delagtiggøre komitéen i det, senest ti dage efter rapporten er modtaget. Hvis ikke, så skal den offentliggøres, siger Dominic Grieve.

Skal være offentliggjort, inden parlamentet opløses

Komitéens rapport, som undersøger russiske forsøg på at blande sig i EU-afstemningen fra 2016, er baseret på analyser fra de britiske efterretningstjenester og flere eksperter.

Rapporten skal have en sidste godkendelse fra premierministerens kontor, før den kan blive offentliggjort. Hvis den skal offentliggøres inden det kommende valg, skal rapporten være godkendt, inden parlamentet opløses.

Repræsentanter fra premierministerens kontor siger dog, at det næppe kommer til at ske, da godkendelsesprocessen normalt varer seks uger.

Rapporten skal dog allerede være blevet godkendt af efterretningstjenesterne tilbage i marts, og Johnsons stab fik tilsendt rapporten 17. oktober. Derfor var det forventet, at rapporten kunne være blevet endelig godkendt i slutningen af sidste uge.

- En krænkelse af vores demokrati

Emily Thornberg, som er oppositionens bud på en udenrigsminister, siger, at tilbageholdelsen er "intet mindre end et forsøg på at skjule sandheden fra offentligheden og fra parlamentet".

- Og det er en krænkelse af vores demokrati, siger hun og fortsætter:

- Jeg frygter, at det er, fordi regeringen har indset, at rapporten vil føre til andre spørgsmål om forbindelsen mellem Rusland, Brexit og det nuværende konservative lederskab, som risikerer at afspore deres valgkampagne.

Udenrigsminister Christopher Pincher forsvarer dog regeringen og holder fast.

Ifølge CNN siger han, at det ikke er usædvanligt for rapporter af den art at gå gennem en "intensiv sikkerhedsvurdering" inden offentliggørelse.