Udland

Tyrkiet tilbageholder dræbt IS-leders søster i Syrien - kan give indblik i, hvordan IS opererer

Rasmiya Awad på et billede uddelt af tyrkiske sikkerhedsansatte tirsdag - det er taget på et ukendt sted, og datoen er ikke angivet.

Tyrkiske myndigheder håber, at Abu Bakr al-Baghdadis søster vil forsyne dem med oplysninger om Islamisk Stat.

Tyrkiske myndigheder har tilbageholdt søsteren til den tidligere leder af terrororganisationen Islamisk Stat Abu Bakr al-Baghdadi. Det oplyser en tyrkisk topembedsmand ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AP. Oplysningerne er ikke blevet bekræftet fra officielt hold.

Baghdadi blev dræbt under et amerikanske angreb i det nordøstlige Syrien sidste lørdag, og mandag blev hans 65-årige søster, Rasmiya Awad, tilbageholdt mandag i byen Azaz, der ligger i det nordlige Syrien nær grænsen til Tyrkiet.

Håber at få informationer om IS

Ifølge nyhedsbureauet AP blev Rasmiya Awad fundet i en trailer, hvor hun boede med sin mand, svigerinde og fem børn.

- Rasmiya Awad er blevet tilbageholdt under en razzia mod en container, siger den tyrkiske embedsmand ifølge Reuters.

- Vi håber at indsamle store mængder efterretninger fra Baghdadis søster om, hvordan Islamisk Stat opererede, tilføjer han.

Det er ifølge Reuters sparsomt med oplysninger om den 65-årige Rasmiya Awad, men ifølge eksperter er det usikkert, hvor mange brugbare oplysninger hun kan fortælle, og hvor meget tid hun i det hele taget tilbragte med sin bror.

- Jeg tror ikke, at hun har oplysninger om nogen forestående angrebsplaner, men hun kender måske til smuglerruter. Hun kender måske til netværk, som Baghdadi havde tillid til - folk, som han havde tillid til, netværk i Irak, som hjalp hende med at arrangere hendes egne rejser og familiens rejser, siger Mike Pregent, der er ekspert i terrorisme ved Hudson Institut, til BBC.

IS har fundet ny leder

Baghdadi tog livet af sig selv, da amerikanske specialstyrker i en aktion i sidste måned slog til mod hans skjulested i Syrien.

Baghdadi flygtede sammen med tre af sine børn ind i en tunnel, hvorfra der ikke var en udgang. Trængt op i et hjørne valgte han at detonere en selvmordsvest.

Torsdag i sidste uge bekræftede Islamisk Stat i en lydoptagelse, som blev lagt ud på internettet, at bevægelsens topfigur var død.

Samtidig svor Islamisk Stat, at terrorgruppen ville tage hævn over USA.

Islamisk Stat har udpeget en afløser for Abu Bakr al-Baghdadi. Den nye leder hedder Abu Ibrahim al-Hashemi al-Quraishi. En amerikansk embedsmand fortalte i sidste uge, at Washington er ved at undersøge hans baggrund, og hvorfra han kommer.

IS-lederen havde fem brødre og flere søster, men det er uvist, hvorvidt alle søskende er i live, oplyser The New York Times.