Pilot får forbud mod at flyve efter cockpit-foto

Selskabet Air Guilin har beklaget episoden, efter det blev beskyldt for at se stort på flysikkerheden.

En kinesisk pilot er blevet suspenderet på livstid, efter et billede af en kvinde siddende i et cockpit er gået viralt.

Det skriver flere internationale medier, herunder BBC og CNN.

Billedet blev delt af en kvinde på det sociale netværk Weibo og viser kvinden sidde på pilotsædet i et fly og lave V-tegn med fingrene.

- Super taknemmelig for piloten! Jeg er så glad, skrev hun som kommentar.

Ifølge CNN blev billedet opdaget af en kinesisk luftfartsblogger i søndags. Bloggeren var ud fra billedet i stand til at identificere, at det var taget om bord på et fly fra selskabet Air Guilin, og at det tilsyneladende var taget, mens flyet var i luften.

Det fik bloggeren til at kritisere luftfartsselskabet for at tilsidesætte sikkerhedsreglerne.

Mediet Global Times har talt med andre kinesiske piloter og luftfartseksperter, der tilsvarende vurderer, at billedet er taget, mens flyet var i luften.

Brud på reglerne

Kvinden valgte efterfølgende at slette billedet fra sin konto, men på dette tidspunkt var det allerede gået viralt og kunne stadig ses i bloggerens opslag.

I en pressemeddelelse har selskabet Air Guilin nu bekræftet, at episoden er foregået på et af deres fly på en flyvning mellem Guilin og Tangzhou 4. januar i år.

Selskabet oplyser videre, at det har givet piloten et flyveforbud på livstid for at bryde de civile luftfartsregler "ved at tillade uautoriserede personer i cockpittet".

- Passagernes sikkerhed er altid Air Guilins førsteprioritet. Vi har en nultolerancetilgang over for enhver form for upassende og uprofessionel opførsel, som kan udgøre en risiko for flysikkerheden, lyder det.

Flyselskaber verden over har strammet reglerne for adgangen til cockpittene efter terrorangrebet 11. september 2001, hvor fem passagerfly blev kapret og brugt til angreb i USA.

Flere er bortvist

Flere andre besætningsmedlemmer er også bortvist på ubestemt tid, mens sagen undersøges nærmere. Air Guilin vil nu indskærpe sine sikkerhedsregler for at undgå lignende tilfælde i fremtiden.

Ifølge selskabet er det op til andre luftfartsselskaber, om de vil give piloten chancen, hvis han igen søger job som pilot.

Kinesiske medier har, efter sagen kom frem, identificeret kvinden på billederne som værende en stewardesse, der var under oplæring, men det er ikke bekræftet, ligesom det ikke er oplyst, om hun har nogen relation til piloten.

Sidste år valgte et andet kinesisk selskab, Donhai Airlines, at suspendere en pilot i seks måneder og fratage ham hans licens som flyveinstruktør, efter at han havde givet sin kone adgang til cockpittet under en flyvning, skriver BBC.