Udland

Facebook skifter logo

Facebook skifter visuel identitet i løbet af de kommende uger. Handout / Ritzau Scanpix

Det sociale medies logo bliver rebrandet og vil i fremtiden udelukkende bestå af store bogstaver og skal skrives: FACEBOOK.

Det sociale medie Facebook vil genopfinde sig selv og skifte virksomhedens logo.

Det skriver Facebook i en pressemeddelelse.

Logoet med de klassiske otte hvide bogstaver skrevet med småt på blå baggrund skiftes i løbet af de kommende uger ud, hvilket vil give Facebook et nyt visuelt udtryk.

Fremadrettet skal det sociale medie udelukkende skrives med store bogstaver og dermed hedde: FACEBOOK.

Det nye logo bliver skrevet med varierende, farvede bogstaver på hvid baggrund.

- Vi opdaterer vores brand for at skabe klarhed over de produkter, der kommer fra Facebook, lyder det i pressemeddelelsen.

Facebook skal fremadrettet skrives med store bogstaver i varierende farver på hvid baggrund.

Rebranding efter 15 år

Rebrandingen af Facebook kommer efter en årrække med det samme, klassiske logo.

- Facebook startede som én enkel app. Nu, 15 år senere, tilbyder vi en række produkter, der hjælper folk med at have forbindelse til deres venner og familie, finde fællesskaber og udvikle virksomheder, skriver Facebook

Facebook-appen vil dog bevare sit kendetegn, skriver det sociale medie.

- Vi introducerer et nyt firmalogo og vil med den nye visuelle identitet skelne virksomheden Facebook yderligere fra Facebook-appen.

Facebook ejer en lang række apps som Messenger, Instagram, WhatsApp, Oculus, Workplace, Portal og Calibra.

På Instagram vil der fremadrettet stå teksten 'fra FACEBOOK' med det nye virksomheds logo nederst ved login på appen.