USA melder sig formelt ud af Paris-aftalen
Trump sagde allerede i 2017, at USA ville trække sig.
USA har mandag formelt oplyst til FN, at landet er ude af Paris-aftalen. Det oplyser udenrigsministeriet i USA.
Dermed begynder en et år lang proces, der tager USA ud af klimaaftalen.
Meddelelsen kommer ikke som en overraskelse, efter Trump i 2017 i en tale fra Det Hvide Hus annoncerede, at USA ville forlade aftalen.
Rent teknisk er det først mandag blevet muligt for USA at indgive sin formelle udtræden af aftalen.
Aftalen blev indgået ved klimatopmødet i Paris i 2015. Her forpligtede 196 medlemslande i FN's klimakonvention sig til at arbejde for at begrænse den globale opvarmning.
Aftalen indeholder en ambition om, at temperaturen på kloden ikke må stige med mere end to grader sammenlignet med før industrialiseringen.
Trumps beslutning møder skuffelse
Det franske præsidentkontor oplyser, at Emmanuel Macron og den kinesiske præsident, Xi Jinping, skal underskrive en aftale i Beijing på onsdag.
Fra fransk side udtrykker man officielt skuffelse over Trumps beslutning.
- Vi beklager dette, og det gør kun det fransk-kinesiske samarbejde inden for klima og biodiversitet endnu vigtigere, lyder det fra regeringen ifølge The Guardian.
Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, forklarede efterfølgende, at USA har valgt at trække sig, da aftalen ville være en ”unfair, økonomisk byrde på de amerikanske arbejdere og skatteydere”. Samtidig mener han også, at USA allerede har reduceret deres udslip af varmeemissioner.
Det blev dog hurtigt mødt af skarp kritik fra flere politiske personligheder. En af dem var den tidligere vicepræsident og klimaforkæmper, Al Gore, som var kontant i sin udmelding på Twitter.
- Hverken en person eller et parti kan bremse vores momentum i at løse klimakrisen. Men dem, der prøver, vil blive husket for deres medvirken i forsøget på at ofre planeten for deres grådighed, skrev han.
Det demokratiske USA vil fortsat leve op til aftalen
Sammen med Kina og Indien er USA blandt de lande i verden med det største CO2-udslip. Efter at USA har valgt at trække sig fra Paris-aftalen, er de et af de eneste lande, der ikke har intentioner om at leve op til aftalen.
Selv det krigshærgede Syrien har for to år siden sagt, at det vil gøre, hvad det kan for at reducere klimaaftrykkene, fortæller TV 2s journalist i USA, Jesper Zølck.
Selvom den føderale regering i USA har trukket sig fra aftalen, er der fortsat flere amerikanske stater og byer, der har intentioner om at leve op til Paris-aftalen.
Jesper Zølck forklarer, at disse stater ikke er helt ubetydelige. De ofte demokratisk kontrollerede områder udgør over halvdelen af landet. Dermed vil flere politikere på delstatsniveau fortsat kæmpe for klimamålene.