Udland

Skovhuggere dræber ung Amazonas-vogter

Paulo Paulino Guajajara var på jagt fredag i Arariboia-reservatet i delstaten Maranhao, da han blev angrebet og skudt i hovedet. Ueslei Marcelino / Ritzau Scanpix

En ung indfødt fra Guajajara-stammen var på jagt, da han blev skudt og dræbt af illegale skovhuggere.

Illegale skovhuggere angreb fredag en gruppe indfødte fra Guajajara-stammen i Amazonas i det nordlige Brasilien og skød og dræbte en ung kriger. En anden blev såret.

Det oplyser stammens ledere lørdag.

Paulo Paulino Guajajara - også kaldet Lobo, hvilket betyder "ulv" på portugisisk - var på jagt fredag i Arariboia-reservatet i delstaten Maranhao, da han blev angrebet og skudt i hovedet. Et andet medlem af Guajajara-stammen, Laercio, blev såret, men slap væk, oplyser lederne.

Reservater invaderet

Sammenstødet kommer, mens flere og flere reservater bliver invaderet af illegale skovhuggere og minearbejdere. Det sker, efter at den højreorienterede Jair Bolsonaro overtog præsidentposten i Brasilien sidste år og lovede at åbne indfødtes beskyttede landområder for økonomisk udvikling.

- Bolsonaro-regeringen har den oprindelige befolknings blod på sine hænder, udtaler organisationen Apib, der repræsenterer mange af landets 900.000 indfødte, i en erklæring lørdag.

- Stigningen i volden i de indfødtes territorier er et direkte resultat af hans hadefulde taler og foranstaltninger mod vores folk.

Stammer overladt til eget forsvar

Ifølge Apib-leder Sonia Guajajara er regeringen i gang med at afvikle en lang række agenturer for miljø og landets oprindelige befolkning. Dermed bliver mange stammer overladt til at skulle forsvare sig selv og deres reservater mod udefrakommende.

- Det er på tide at få sat en stopper for dette institutionaliserede folkedrab, skriver hun i et indlæg på Twitter.

Det føderale politi undersøger omstændighederne bag Paulo Paulino Guajajaras død, oplyser Brasiliens justitsminister Sérgio Moro.

- Vi vil gøre alt for at bringe ansvarlige for denne alvorlige forbrydelse for retten, siger han.

Imens oplyser Apib, at hans lig fortsat ligger det sted i skoven, hvor han fredag blev dræbt.

Guajajara-stammen er en af Brasiliens største oprindelige grupper med cirka 20.000 mennesker. I 2012 oprettede stammen gruppen Guardians of the Forest (Skovens Beskyttere, red.) for at beskytte regnskoven.

Dræbt efterlader sig en søn

Guardians of the Forest patruljerer et kolossalt reservat. Området er så stort, at en lille og truet stamme, Awá Guajá, lever dybt inde i skoven uden nogen kontakt med omverdenen.

Paulo Paulino Guajajara var i 20'erne og efterlader sig en søn.

I et interview med nyhedsbureauet Reuters i september fortalte han, at beskyttelsen af skoven mod indtrængende var blevet en farlig opgave, men at hans folk ikke kunne give efter for frygt.

- Til tider er jeg bange, men vi er nødt til at holde hovederne højt og handle. Vi kæmper, sagde han:

- Vi beskytter vores land og livet her. Dyrene, fuglene og selv Awá (Awá Guajá-stammen, red.), der også er her. Der foregår så meget ødelæggelse af naturen. Vi er nødt til at bevare dette liv for vores børns fremtid.