Donald Trump

Trump: Demokraternes løgne skaber folkelig opbakning

Bestræbelserne på at åbne en rigsretsundersøgelse mod den amerikanske præsident er et angreb på demokratiet, mener Trump.

63 millioner amerikanere har ikke taget fejl. De vælgere, der stemte Donald Trump i præsidentembedet ved valget i 2016, har ikke noget at skamme sig over.

Det var budskabet fra Donald Trump, da han fredag talte ved et kernevælgermøde i Tupelo i delstaten Mississippi og benyttede lejligheden til at gå i rette med Demokraternes ønske om at åbne en rigsretssag mod præsidenten.

Ifølge den amerikanske præsident vil han heller ikke mangle folkelig opbakning. Tværtimod vil et "vredt flertal" af vælgere støtte ham uanset den politiske turbulens.

- Vi har aldrig haft større opbakning, end vi har nu. Det amerikanske folk har fået nok af demokratiske løgne, snyd og ekstremisme, sagde Trump foran de mange tusinder, der var mødt op for at hylde ham.

Amerikanerne er delt

Demokraterne anklager Donald Trump for magtmisbrug i den såkaldte Ukraine-sag. Torsdag stemte et flertal i Repræsentanternes Hus for at fortsætte den igangværende forundersøgelse, hvilket øger sandsynligheden for, at det kan ende med en rigsretssag.

Baggrunden for anklagerne er en telefonsamtale 25. juli mellem Trump og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij. Her skal den amerikanske præsident have forsøgt at iværksætte en undersøgelse af den tidligere vicepræsident Joe Biden og hans søn Hunter, der har arbejdet for et ukrainsk konsortium.

Donald Trump mener omvendt, at Demokraternes forsøg på at få åbnet en rigsretssag mod ham er en regulær smædekampagne, og at det vil give bagslag på det folkelige valgbarometer.

- Jeg er en ærlig person. Tror I, at jeg, når jeg ringer til en nyvalgt præsident, ville sige noget upassende, når jeg ved, at så mange mennesker lytter med på linjen, sagde Trump under fredagens vælgermøde.

En rundspørge offentliggjort af The Washington Post og ABC News fredag viser, at amerikanerne er skarpt opdelt i spørgsmålet om rigsretsprocessen mod Donald Trump.

Således svarer 49 procent, at de mener, at Trump bør stilles for en rigsret. Imens svarer 47 procent, at præsidenten bør gå fri.

Demokratisk favorit og politisk rival

Demokraten Joe Biden er en af Trumps politiske rivaler og blandt favoritterne til at blive Demokraternes kandidat ved præsidentvalget næste år.

Men ifølge Donald Trump er den mulige rigsretsundersøgelse mest af alt en slags skueproces, der i virkeligheden handler om at få ram på både ham og de republikanske vælgere.

- Tag ikke fejl. Demokraterne kommer efter Republikanerne og mig, fordi det er jer, jeg kæmper for. Det her går ud på et eliminere 63 millioner stemmer, sagde Trump, som var mødt op i Tupelo for at støtte partifællen Tate Reeves, der går til valg som guvernør.

Selvom rigsretsundersøgelsen har været et tilbagevendende tema i amerikansk indenrigspolitik de seneste uger, er der stadig lang vej til en mere formel sag.

Næste skridt kan blive en officiel efterforskning af Donald Trumps ageren i forhold til den ukrainske præsident. Først derefter vil der eventuelt kunne indledes en egentlig rigsretssag.

Det vil i givet fald kræve et flertal i Senatet på to tredjedele for at fjerne Trump fra præsidentposten.