Udland

Han var med til at indføre utroskabslov - og måtte smage sin egen medicin

Mukhlis bin Muhammad modtog 28 pisk for sin utroskab. Chaideer Mahyuddin / Ritzau Scanpix

En religiøs leder i Indonesien har modtaget offentlig piskning, efter han blev taget i utroskab.

Da indonesisk politi en nat i september fandt en mand og en kvinde sammen i en parkeret bil ved en strand, var det i sig selv ikke opsigtsvækkende.

Men manden var ikke en hr-hvem-som-helst. Og kvinden var ikke hans kone - hun var gift med en anden mand.

Manden i bilen var den 46-årige Mukhlis bin Muhammad, en islamisk religiøs lærd og leder i den konservative Aceh-provins i Indonesien, skriver Washington Post.

Kvinden, der havde en affære med Mukhlis bin Muhammad, blev pisket 23 gange.

Og netop denne provins udmærker sig ved at være den eneste del af det muslimske sydøstasiatiske land, hvor den strenge sharia-lov er blevet håndhævet siden 2005. Det indebærer blandt andet straf i form af offentlig piskning ved utroskab.

Enhver skal piskes, hvis de findes skyldige

Mukhlis bin Muhammad er ikke alene en religiøs leder, han er også medlem af Aceh Ulema-rådet (MPU), der rådgiver den lokale regering om håndteringen af flere emner, som ifølge sharia-lovgivning er ulovligt - herunder homoseksuelle forhold, alkoholindtag, spillevirksomhed og utroskab.

- Sådan er Guds lov. Enhver skal piskes, hvis de findes skyldige, selv hvis de er medlem af MPU, har distriktets viceborgmester Husaini Wahab udtalt til BBC News.

Mukhlis bin Muhammad til venstre og kvinden til højre var i retten i oktober.

Derfor blev Mukhlis bin Muhammad 31. oktober ført ud i offentligheden, hvor han blev pisket 28 gange for sin utroskab. Det samme skete for den involverede kvinde, der dog modtog 23 piskeslag.

Ud over den fysiske straf er Mukhlis bin Muhammad også blevet ekskluderet fra det religiøse råd.

 Mukhlis bin Muhammad er en del af det religiøse Aceh Ulema Council (MPU).

Utroskab er strafbart i mange lande

I årevis har menneskerettighedsgrupper kritiseret Aceh-rådets offentlige strafmetoder som pisk og stokkeslag.

Men Indonesien er ikke det eneste muslimske majoritetsland, som offentligt fordømmer utroskab med fysisk afstraffelse. Også i Saudi-Arabien, Pakistan, Iran, Afghanistan, Bangladesh, Brunei og Somalia er utroskab strafbart, ifølge Washington Post. I Saudi-Arabien kan utroskab i yderste konsekvens føre til dødsstraf.

Mukhlis bin Muhammad og kvinden blev fundet sammen i en parkeret bil.

Senest har Indien dog i 2018 afskaffet en lov om utroskab, således at det ikke længere er strafbart. I 2015 droppede Sydkorea en lov, som indtil da gav op til to års fængsel for utroskab.

Og det er ikke blot lande med overvejende muslimsk befolkning, som slår hårdt ned på ægteskabelig bedrag. 21 amerikanske stater har, ifølge Washington Post, stadig love, der kriminaliserer utroskab - omend de sjældent bliver håndhævet.