Fodbold

30 år efter Berlinmurens fald er regnskabets time inde

Union Berlin stammer fra DDR-tiden, hvor den udgjorde et populært, folkeligt, men også indirekte farligt modspil til "systemets" korrupte storebror, Dynamo Berlin.

I årtier var der en mur og en verden imellem Union og Hertha Berlin. I dag er det fortsat en kamp mellem rig og fattig i det moderne Tyskland.

Der er masser af medrivende lokalopgør i fodbold. Baseret på sportslig rivalisering igennem generationer. Med masser af lidenskab og varmt blod i årerne.

Og så er der lørdagens kamp mellem tyske Union Berlin og Hertha Berlin - det første opgør mellem klubberne i landets bedste række, efter Berlinmuren faldt, og et forenet Tyskland krængede sig ud af skyggen fra den kolde krig.

En kamp, der vel at mærke spilles bare én uge før 30-årsdagen for murens fald.

Vagttårn ved muren i Østberlin, der delte den tyske hovedstad i to fra 1961 til 1989.

- Lige præcis i dag kan man mærke, at der er noget helt særligt på spil, fortæller Politikens korrespondent Erik Jensen, der har boet i Berlin i en håndfuld år.

At Union Berlin kan tage imod Hertha på deres ydmyge hjemmebane med ståpladser og banner lydende "fodbolden er for alle", er i sig selv bemærkelsesværdigt.

Fra forbrødring til fjendskab

Tilbage i januar 1990, få måneder efter kommunismens fald, stod den på forbrødring og sammenhold de to Berlin-klubber imellem, da de mødtes i en venskabskamp med tryk på det venskabelige.

Ganske vist var der på mange måder en verden til forskel på fattige Union Berlin fra det gamle DDR og den økonomisk velbeslåede storesøster Hertha fra det nu forhenværende Vestberlin. Men viljen til at fejre, at Berlin ikke længere var delt i to, fejlede ikke noget.

Det historiske øjeblik, da muren faldt i 1989 med østtyske soldater på den ene side og vestberlinere til at byde velkommen i den frie verden.

- Publikum stod arm i arm og skulder, fortæller den tidligere Hertha-angriber Svend Kretschmer i et interview med Bundesliga.com.

Euforien efter murens fald havde dog en udløbsdato. Følelser alene kunne ikke bære begejstringen over, at den skræmmende mur, der havde delt Berlins millionbefolkning i to, var blevet til brokker og støv og et stykke verdenshistorie.

- Det var et stort, følelsespræget øjeblik. Men det fes hurtigt ud, som Hertha-supporter og radio-vært Manfred Sangel siger det.

Union Berlins Sebastian Polter (tv) og Joshua Mees deler glæden over oprykningen til Bundesligaen efter sidste sæson med fans.

Erik Jensen fortæller, at forskellen mellem øst og vest stadig kan mærkes. Og ses.

- Det er både økonomisk og ikke mindst mentalt. Der er en ret kontant måde at være menneske på i det gamle Østberlin. Der får du klar besked. Til gengæld er der et enormt sammenhold, når man er på stadion hos Union ude på Köpenick, siger Erik Jensen.

Den gamle tante og den snotnæsede gadedreng

Som andre steder i det forenede Tyskland skulle der vise sig at være store forskelle mellem øst og vest. Og mellem Union Berlin og Hertha Berlin.

Hertha Berlin har de seneste år flere gange været nede at vende i den næstbedste række, men er igen at finde i Bundesligaen.

De år, der var gået, siden det kommunistiskstyrede Østtyskland i august 1961 opførte Berlinmuren, havde også skabt skel mellem velsmurte hjul i 1990'ernes kapitalistiske verden og dem, der mere eller mindre ufrivilligt hang fast i reminiscenserne af en kommunistisk fortid.

Billedligt talt kan man sige, at Hertha fremstår som den rige gamle tante, mens Union Berlin er Bundesliga-klassens snotnæsede og frække gadedreng.

- Union blev stiftet af jernbanearbejdere, nogle hårde børster, og det har præget hele klubbens historie, at man har rod i det gamle industrisamfund. Tilhængerne møder selv op, når man skal have renoveret stadion, siger Erik Jensen.

FC Union Berlin blev grundlagt i sin nuværende form i 1956. Den er kendt som en arbejderklub og spiller i rødt og hvidt.

Union er Bundesligaens fattigste klub, men også en af dem, der står mest respekt om. Fordi man under det kommunistiske DDR-regime turde være i opposition mod den forhadte Dynamo Berlin som magthavernes privilegerede kæledægge.

Sportsligt betød entréen i det nye forenede Tyskland en rutschetur for Union Berlin. Det er også blevet historien om fattig mod rig.

Indtil man befandt sig i fjerdebedste række. Forgældet og med et krav om at kunne stille en bankgaranti på godt og vel ti millioner kroner for bare at overleve på en form for amatørbasis.

Temperaturen på niveau med iskold fadøl

Det blev undervejs også en fortælling om at overleve på trods i en ny, kapitalistisk verden og - igen - turde være i kontrast som en slags systemmodstandere til de magtfulde bureaukrater fra den tyske fodboldtop.

Checkpoint Charlie, det historiske grænsested mellem Øst- og Vestberlin. Kontrolstedet blev nedlagt 22. juni 1990.

Operationen lykkedes. Efter årtiers undertrykkelse, uheld og konkurstrusler rykkede underhunden fra det gamle Østberlin op i den fineste liga forud for denne sæson. 30 år efter murens fald.

Siden de glade genforeningsdage i 1990 er rivaliseringen mellem de to klubber taget til. Det er også blevet til en strid mellem Hertha Berlin som the establisment og Union som den utilpassede, der til gengæld er i øjenhøjde med sit loyale publikum.

Herthas træner, Ante Covic, erkender, at forholdet mellem de to klubber med årene er dalet til en temperatur som en piskende kold bier vom fass.

Billeder af farvede bånd med 30.000 hilsener fra Brandenburger Tor i anledning af 30-året for Berlinmurens Fald.

- Den rivalisering, der er i dag, er vokset gennem de senere år af forskellige årsager. Men vi opfatter os som hele byens klub, hvilket man kan se af det faktum, at vi træner i alle Berlins 12 distrikter, siger Ante Covic.

Inden kampen indtager Hertha Berlin 11. pladsen med 11 point for 9 kampe. Union Berlin, med danske Markus Ingvartsen og Jacob Busk i truppen, er nummer 15 med 7 point for 9 kampe.

Lokalderbyet med de historiske perspektiver spilles lørdag 18.30, og det er blot femte gang, at de to klubber mødes i en kamp om point.