Trump nærmer sig en rigsretssag, men han har stadig vælgerne på sin side

Skulle det ende med en rigsretssag, er det tvivlsomt, at præsidenten taber. Partifæller tør nemlig næppe at lægge sig ud med Trumps vælgere.

En rigsretssag mod præsident Donald Trump er rykket et skridt nærmere at blive en realitet.

Men hvor vejen mod en mulig rigsretssag har splittet politikerne i hovedstaden Washington D.C. på den amerikanske østkyst, tager man lettere på det godt 2500 kilometer mod vest.

Her, midt i landet, i en butik i delstaten South Dakota tjener man faktisk gode penge på det.

Chris Simon har åbnet en butik med Trump-merchandise, og den nyeste tilføjelse til sortimentet er en stor sællert.

Det er en t-shirt med skriften ”Impeach this” - der kan oversættes til "Stil den her for en rigsret" - frankeret af en hånd, hvor kun den længste finger stritter.

- At de sælger godt, viser, hvor vrede Trump-støtterne er over denne rigsretsproces, fortæller indehaveren, da TV 2 besøger butikken.

Et splittet USA

Donald Trump er anklaget for embedsmisbrug i forbindelse med den såkaldte Ukraine-sag.

Omdrejningspunktet i sagen er en telefonsamtale, hvor præsidenten ifølge en unavngiven whistleblower har forsøgt at presse Ukraines præsident, Volodymir Zelenskij, til at iværksætte en undersøgelse af tidligere vicepræsident Joe Biden og hans søn Hunter for korruption.

Torsdag besluttede medlemmer af Repræsentanternes Hus, at forundersøgelsen for en rigsretssag skal fortsætte, nu med offentlige høringer, der skal føre til en offentlig rapport med beviserne mod Trump.

I dag var USA vidne til, at de eneste partiuafhængige stemmer var imod

Kevin McCarthy, republikansk leder

232 stemte for resolutionen. Alle var demokrater. Kun to demokrater skiftede side og stemte imod sammen med 194 republikanske medlemmer.

- Det viser igen, hvor splittet det her land er. Det er altså demokraternes sag det her. Det er bestemt ikke republikanernes, siger TV 2s korrespondent i USA, Jesper Steinmetz.

Ny republikansk kritik

Det var ellers i høj grad republikanerne, der havde ønsket en afstemning, men i håb om at de herigennem kunne få lukket forundersøgelsen.

Republikanerne har i længere tid kritiseret den lukkede proces, hvor demokraterne holdt høringer for lukkede døre, hvilket har fået de republikanske medlemmer til kalde undersøgelsen for hemmelighedsfuld. I sidste uge valgte kongresmedlemmer sågar at storme en lukket høring.

Derfor krævede de undersøgelsen stoppet. Efter de tabte torsdagens afstemning, er kritikken fortsat.

- I dag var USA vidne til, at de eneste partiuafhængige stemmer var imod (resolutionen, red.), sagde husets republikanske leder, Kevin McCarthy.

- Spørg alle medlemmer af Kongressen, som har en udskrift af samtalen, om loven blev brudt. Jeg forsikrer jer for, at Republikanerne har tiltro til vores forfatning og vores retsstat. Derfor står vi her og har stemt nej, fortsatte McCarthy.

Udskriften, han refererer til, er den, som Det Hvide Hus frigav i september over den telefonsamtale, Trump havde med Zelenskij.

Det er dog ikke en komplet transskription af samtalen. Den vil man derimod nu kunne få fremlagt, fordi forundersøgelsen er gjort offentlig.

Medarbejder: Trump tilbageholdt militærbistand

Mens de demokratiske kongresmedlemmer sørgede for dette torsdag, havde de også tid til at holde den sidste høring for lukkede døre.

Det var en medarbejder ved det nationale sikkerhedsråd, Timothy Morrison, der blev hørt.

Han bekræftede ifølge Washington Post, New York Times og Vox, at Trumps administration tilbageholdt knap 400 millioner dollar i militærstøtte til Ukraine, indtil landet ville iværksatte en undersøgelse af Biden-familien.

Morrison sagde dog også, at han ikke oplevede telefonsamtalen mellem de to præsidenter som inkriminerende, og at udskriften frigivet af Det Hvide Hus er korrekt og gengiver essensen af samtalen.

Trumps vælgere skælver ikke

Selvom Demokraterne lugter blod og gør, hvad de kan for at stille præsidenten i et dårligt lys og ultimativt afsætte ham, er det ikke noget, der får de tro Trump-støtter i South Dakota til at skælve.

Dér er Trump ”den bedste præsident”, som måske endda vil ”overgå Ronald Reagan”, lyder det blandt andet fra Karen Carol, der er salgsassistent i Trump-butikken.

Og en lytter på den lokale radiostation mener, at man i stedet burde undersøge Demokraternes måske kommende præsidentkandidat:

- Hvad med det Biden-familien gjorde? Det er da også værd at se på. At de bruger det her til at stille ham for en rigsret, det får os til at ligne et tredjeverdensland, og det vil føre til gadekampe.

Korrespondent: Partifæller tør ikke gå mod Trump

Ikke desto mindre er det næsten 100 procent sikkert, at det ender med en rigsretssag mod Donald Trump, vurderer lektor Niels Bjerre-Poulsen fra Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet.

- Der var stemmer for, at processen skal fortsætte. Det er en meget god indikator for, at der også er flertal for at stemme for en rigsretssag. Det er næsten umuligt at forestille sig, der skulle komme noget, som undergraver de vidner, vi har hørt indtil nu.

Men selvom det skulle ende i en rigsretssag, er det meget usandsynligt, at Trump skulle tabe den.

Det er nemlig op til Senatet, hvor to tredjedele af senatorerne skal dømme ham skyldig, og her har Republikanerne et flertal på 53 ud af de 100 pladser.

- Der skal komme noget helt afgørende, helt nyt, meget fældende og meget ødelæggende for Trump frem i den videre efterforskning, hvis man skal få omkring 17-20 republikanere i Senatet til at svinge over og stemme med Demokraterne, siger USA-korrespondent Jesper Steinmetz.

Derfor bliver Trump, som det ser ud nu, siddende vurderer Steinmetz. De republikanske senatorer tør nemlig ikke stemme imod Trump og dermed hans vælgerskare.

- De tør ikke, fordi de skal stemme ved navns nævnelse. Så vil de blive slagtet af deres vælgere, og så vil deres egen politiske fremtid være ødelagt til tid og evighed.