USA har udsendt en video af angreb på IS-leder

IS-lederen Abu Bakr al-Baghdadi blev dræbt i et angreb ledet af amerikanske sikkerhedsstyrker i Syrien.

USA's forsvarsministerium, Pentagon, har onsdag offentliggjort video og billeder af angrebet på den dræbte IS-leder Abu Bakr al-Baghdadi.

I videoen kan man se billeder i sort-hvid af amerikanske sikkerhedsstyrker, der til fods ankommer til bygningen i Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien, hvor IS-lederen skjulte sig.

Det var amerikanske specialstyrker i Syrien, som sneg sig ind på al-Baghdadi. Video: Marie Jensen

Derudover har Pentagon også udsendt en video af et luftangreb rettet mod ukendte krigere.

De skulle have skudt mod amerikanske helikoptere, som fragtede amerikanske soldater.

Det var en kompleks plan med et helikopterangreb udført af specialstyrker, som førte til al-Baghdadi død. Video: Marie Jensen

Kvinder var iført bombeveste

I et interview ved Pentagon onsdag afslørede general i det amerikanske marinekorps Kenneth McKenzie flere detaljer om angrebet.

- Missionen var et helikopterangreb udført af specialstyrker i Syrien mod et isoleret kompleks i det nordvestlige Syrien, hvor man havde mistanke om, at Baghdadi skjulte sig. Efter angrebet, der skulle fange eller dræbe ham, vendte styrken tilbage til deres base, forklarede generalen.

- Mens det lyder simpelt nok, så var planen langt mere kompleks end som så. Den var planlagt, så man undgik at blive opdaget af IS og andre før og under effektueringen, så man undgik civile dødsfald, og med nok luftdækning, herunder helikoptere, adskillige angrebsdroner og jagerfly, der skulle hjælpe angrebsstyrkerne.

Undervejs oplyste Kenneth McKenzie, at to børn blev dræbt i angrebet.

Dermed demonterede han USA's præsident Donald Trumps tidligere melding om, at tre børn døde.

- Baghdadi kravlede ned i et hul med to små børn og sprængte sig selv i luften, mens hans folk blev på landjorden, siger McKenzie.

USA har offentliggjort et foto af bygningen, hvor al-Baghdadi befandt sig, før og efter amerikanernes angreb.
USA har offentliggjort et foto af bygningen, hvor al-Baghdadi befandt sig, før og efter amerikanernes angreb. Foto: Department Of Defense / Ritzau Scanpix

Fire kvinder og en mand blev også dræbt under angrebet, tilføjer han.

Kvinderne havde virket truende og var iført bombeveste.

Identificeret gennem dna

Bygningen, hvor Baghdadi skjulte sig, blev efter angrebet raseret, så den lignede "en parkeringsplads med store vejhuller", siger McKenzie.

Baghdadi blev efter sin død identificeret gennem dna, som irakiske styrker havde anskaffet, da IS-lederen sad fængslet i Irak i 2004.

IS-lederen er blevet begravet til søs, hvilket er kutyme i væbnede konflikter, siger McKenzie.

**

Perspektiv

al-Qaeda-lederen Osama bin Laden blev dræbt i 2011.
al-Qaeda-lederen Osama bin Laden blev dræbt i 2011. Foto: - / Scanpix Denmark

Derfor bliver terrorledere begravet til søs

Da USA efter en årelang jagt i maj 2011 fik ram på al-Qaedas berygtede leder, Osama bin Laden, blev hans jordiske rester efterfølgende begravet til søs fra et amerikansk hangarskib.

Det skete for at undgå et geografisk hvilested, som potentielt kunne blive en mindeplads for terrorister. Samme fremgangsmåde er nu blevet brugt i forbindelse med IS-lederen al-Baghdadis død.

***

Flere detaljer om hund

Generalen gav også flere oplysninger om den hund, der er blevet udråbt som helt i USA og af Trump efter at have jagtet Baghdadi under angrebet.

Hunden er en fireårig veteran, der har 50 militære missioner på cv'et.

Her angriber amerikanske styrker den bygning i Idlib-provinsen i Syrien, hvori Abu Bakr al-Baghdadi befandt sig.
Her angriber amerikanske styrker den bygning i Idlib-provinsen i Syrien, hvori Abu Bakr al-Baghdadi befandt sig. Foto: Department Of Defense / Ritzau Scanpix

Den er af racen belgisk malinois, der minder om en schæferhund.

Hunden kom til skade under angrebet efter at være blevet ramt af nogle blottede kabler. Men den skulle være klar til kamp igen, siger McKenzie.

Generalen tilføjer, at IS stadig er "farlig".

- Vi bilder os ikke ind, at IS forsvinder, bare fordi vi har dræbt Baghdadi. IS vil bestå, siger han.

Røgskyen efter det amerikanske angreb på al-Baghdadi.
Røgskyen efter det amerikanske angreb på al-Baghdadi. Foto: Dvids Handout / Ritzau Scanpix