Brexit

- Briterne har nået en kvalmegrænse i forhold til Brexit, siger korrespondent

Jeremy Corbyn og Boris Johnson har forskellige dagsordener forud for valget 12. december.

Labour-leder Jeremy Corbyn vil forsøge at få valget 12. december til at handle om alt andet end Brexit.

Det lykkedes tirsdag aften for Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, at få opbakning i det britiske parlament til at udskrive valg.

Boris Johnson håber med valget at få større opbakning til regeringens Brexit-politik, som oppositionen - med Labours leder, Jeremy Corbyn, i spidsen - flere gange har spændt ben for i Underhuset.

Mens Boris Johnson har Brexit som sit store valgtema, vil Jeremy Corbyn forsøge at sætte en dagsorden, der er tættere på briternes hverdag. Med fokus på blandt andet sociale og økonomiske forhold.

Og det kan vise sig at være et fornuftigt træk fra Corbyns side, mener TV 2s korrespondent i London, Divya Das.

- Briterne har nået en kvalmegrænse i forhold til Brexit, og derfor vil Labour udnytte det til at tale om emner som social ulighed, fattigdom og sparepolitik. Der er ingen tvivl om, at Corbyn vil forsøge at få det her valg til at handle om emner, som Labour traditionelt er gode til at tale med befolkningen om, siger Divya Das.

Johnson står til sejr

Meningsmålingerne har i skrivende stund Boris Johnson som sejrherre ved parlamentsvalget.

Briterne mener ifølge forfatter og tidligere korrespondent i Storbritannien Lone Theils, at Johnson er manden, som kan levere et hurtigt og sikkert Brexit.

- De er simpelthen trætte af at høre om Brexit, og derfor står Johnson og De Konservative også til at hive sejren hjem. Boris Johnsons slogan vil uden tvivl blive "let’s get Brexit done", som vi også har hørt ham sige igen og igen de seneste par måneder. Det er jeg sikker på vil finde fodfæste hos de britiske vælgere, siger Lone Theils.

Overhuset skal godkende valg

Jeremy Corbyn udsendte kort efter afstemningen i Underhuset tirsdag en erklæring, hvor han skriver, at partiet er klar til at føre "den mest ambitiøse og omfattende valgkampagne, Storbritannien nogensinde har set".

- Dette valg er den eneste chance i en generation for at transformere vort land, skriver Labour-lederen.

Parlamentsvalget bliver efter planen afholdt 12. december. Forudsætningen er dog, at Overhuset også stemmer ja, når dets medlemmer samles i dag. Men det regnes for at være en formalitet.

Det britiske overhus skal behandle forslaget om parlamentsvalg 12. december i løbet af de næste par dage. Derfor er valget ikke formelt udskrevet endnu.

En mareridtsagtig politisk lammelse

Jeremy Corbyn sagde tirsdag i parlamentet, at hans parti støtter et valg, så befolkningen får det afgørende ord i opgøret om Brexit-aftalen.

Corbyns parti havde allerede i en meddelelse inden tirsdagens parlamentsmøde givet grønt lys for udskrivelse af parlamentsvalg, som bliver det tredje i landet inden for fire år.

Johnson, som har svoret, at briterne ville forlade EU 31. oktober, har gentagne gange krævet et parlamentsvalg for at få afsluttet, hvad han kalder en "mareridtsagtig politisk lammelse".

En valgkamp vil midlertidigt stoppe selve Brexit-processen, og valgets udfald vil få betydning for, hvornår og hvordan processen genoptages.

Storbritannien fik mandag forlænget fristen for Brexit, så briterne nu står til at forlade EU 31. januar.