Britisk valg

Brexit er for Johnson, hvad muren er for Trump, siger toprådgiver

Boris Johnson kan noget, de fleste politikere ikke kan. Det mener danske Daniel Korski, der tidligere har haft toppost hos de britiske konservative.

Han er charmerende. Han er veltalende. Han er lidt et fænomen.

- Boris Johnson har det, alle politikere vil have. Du kan tage til den nordligste del af England og den sydligste del af Wales. Alle ved, hvem Boris Johnson er.

Ordene kommer fra Daniel Korski i talkshowet 'Lippert'.

I mange år har han været helt tæt på beslutningerne i Boris Johnsons Konservative Parti. Daniel Korski arbejdede som særlig rådgiver for den daværende premierminister David Cameron, mens hans sendt briterne ud i den folkeafstemning, der i 2016 endte med et farvel til EU.

I dag er Daniel Korski stadig en af de danskere, der ved allermest om, hvad der foregår i de lukkede rum i britisk politik - og hvorfor Boris Johnson nu har udskrevet et valg, der skal styrke hans mandat til at få briterne ud af EU.

Brexit er blevet det symbol, som Boris Johnson vil blive målt på

Daniel Korski, tidligere toprådgiver for David Cameron

- Hans tanke er: "Giv os et mandat, og så kommer vi videre". Der er masser af energi og penge i partisystemet lige nu til at få gennemført det, siger Daniel Korski.

Kan slippe afsted med meget

Boris Johnson blev premierminister i Storbritannien den 24. juli i år, efter hans forgænger Theresa May lukkede døren til Downing Street 10 efter tre mislykkedes forsøg på at få briterne ud af EU.

Boris Johnson rykkede ind i Downing Street 10 i juli måned efter Theresa May.

Men indtil nu er det altså heller ikke lykkes Boris Johnson at føre briterne ud af EU inden den 31. oktober, som var fristen for Brexit, der nu er udskudt til 31. januar.

- Vi ved endnu ikke, hvordan det vil påvirke vælgerne, at Boris Johnson ikke kunne få briterne ud af EU inden den 31. oktober. Det vides heller ikke inde i Downing Street, siger Daniel Korski.

Men Boris Johnson kan noget, som mange andre politikere ikke kan. Derfor kan han stadig nå at blive manden, der får gennemført Brexit.

- Han har en evne til at skabe en personlighed, som folk ønsker at støtte. Han går gerne ud over de gængse rammer og adopterer nogle politiske standpunkter fra andre partiet, og alligevel får han lov til at slippe afsted med det. Det er på mange måder ligesom Trump, der også tager en række af demokraternes politiske mærkesager, mener Daniel Korski.

Boris Johnson

  • Alexander Boris de Pfeffel Johnson
  • 19. juni 1964 (55 år), New York City i USA.
  • Har både britisk og amerikansk statsborgerskab.
  • Uddannet på Oxford Universitet i klassiske studier, 1987. Studerede samtidig med den tidligere premierminister David Cameron
  • Fra 1989 og frem til 1994 arbejdede Boris Johnson som Bruxelles-korrespondent for den britiske avis The Telegraph.
  • Medlem af det britiske parlament for De Konservative fra 2001 og frem til 2008. Herefter borgmester i London fra 2008 til maj 2016. Igen medlem af det britiske parlament fra 2015
  • Britisk udenrigsminister fra juli 2016 til juli 2018

Brexit er som Trumps mur

Ifølge meningsmålingerne har Boris Johnson og Konservative ved valgudskrivelsen da også lagt sig i spidsen.

- Der er ingen træthed hos de Konservative, men det er der hos befolkningen. Alle er trætte, så derfor regner Johnson med, at de stemmer på ham, så han kan få ordnet sagen, og de kan komme videre. fortæller Daniel Korski.

- Det er ikke det valg, Boris Johnson havde håbet på. Men ligesom Trumps mur mod Mexico er blevet et symbol, som han vil blive målt på, så er Brexit blevet det symbol, som Boris Johnson vil blive målt på, siger Daniel Korski.

Når Trumps præsidentperiode om et år udløber, vil der ikke stå en hel mur på grænsen til Mexico. Og når Boris Johnson en dag forlader posten som premierminister, vil Brexit ikke være gennemført den 31. oktober 2019, som han havde lovet.

Men Boris Johnson kan stadig nå at gennemføre det mål, han satte sig for - at få briterne ud af EU.

- Det er et spørgsmål om, hvorvidt han i denne valgkamp får point for ihærdighed, eller han bliver straffet af vælgerne. Det er nok det mest usikre valg, Storbritannien har haft i mange år, vurderer Daniel Korski.

Blå bog - Daniel Korski

    1. Grundlægger af virksomheden Public

      I dag er Daniel Korski CEO i virksomheden Public, der arbejder med teknologi start-ups. Han er desuden formand og medstifter af The GovTech Summit stiftet i 2018.

    2. Deputy head of policy, Downing Street 10

      Med base i Downing Street 10 arbejdede Daniel Korski som toprådgiver for premierminister David Cameron, indtil briterne valgte at forlade EU ved folkeafstemningen i 2016. David Cameron havde ønsket, at Storbritannien skulle forblive i unionen.

    3. Særlig rådgiver, Downing Street 10

      Daniel Korski rådgav den britiske premierminister David Cameron. Blandt andet om Camerons beslutning om at lade briterne gå til folkeafstemning om medlemskabet i EU. En beslutning han offentliggjorde i 2013.

       

       

    4. Særlig rådgiver

      Rådgiver for vicepræsidenten for Europa-Kommission i Bruxelles.

    5. Senior Policy Fellow

      Ansat som senioranalytiker ved tænketanken European Council on Foreign Relations, London.

    6. Team Leader, Irak

      Øverste civile leder for genopbygningsenhed i den irakiske provins Basra. Han har desuden arbejdet i Afghanistan og Yemen.

    7. Master fra Cambridge University

      Daniel Korski har en master i International Relations fra Cambridge og en bachelor fra London School of Economics and Political Science.

    8. Født af polsk-jødiske forældre

      Daniel Korski voksede op i københavnerforstaden Bagsværd.