Udland

Parlamentsmedlemmer støtter hertuginde Meghan i hendes kamp mod medierne

72 kvinder har skrevet et åbent brev for at vise, at hertuginden ikke står alene.

Hertuginde Meghan af Sussex, den britiske prins Harrys kone, har været udsat for en urimelig hetz i de britiske medier. Det mener 72 kvindelige parlamentsmedlemmer, der nu har set sig nødsaget til at blande sig.

I et åbent brev til hertuginden selv, som de sendte tirsdag eftermiddag, udtrykte de deres uforbeholdne støtte til hende.

Det sker efter nogle uger, hvor det nye medlem af kongehuset for alvor har sagt fra overfor tabloidavisernes granskning af hendes privatliv.

- Vi vil gerne udtrykke vores solidaritet med dig, når du siger fra overfor de usmagelige og ofte forvrængede historier, som de nationale aviser trykker om dig, din person og din familie, skriver medlemmerne, som er fra både Labour, de konservative, liberaldemokraterne og partiet Change UK.

Lige siden den amerikanske skuespiller Meghan Markle blev introduceret i offentligheden som prins Harrys forlovede i 2017 og blev en del af det traditionsrige britiske kongehus har tabloidaviserne gjort alt for at få detaljer om hendes familie og privatliv.

Forstår hendes situation

Afsenderne tæller hver tredje kvindelige medlem i Underhuset i det britiske parlament.

Som kvinder, der selv er en del af den offentlige debat, forstår de, hvordan det er at være offer for "krænkelser og intimidering som ofte bliver brugt for at nedværdige kvinder i offentlige hverv," står der i brevet.

Hertuginde Meghan fortalte for første gang om, hvordan hun har det med sin nye rolle - og opmærksomheden fra de kulørte blade - i dokumentaren 'Harry og Meghan – vores afrikanske rejse', som havde premiere i sidste uge på TV 2 Play.

Dokumentaren om prins Harry og hertuginde Meghan er filmet på deres officielle tur til Afrika i oktober, hvor de havde deres søn med.

Med blanke øjne og dirrende stemme sagde hun, at hun var blevet advaret om, at den britiske tabloidpresse var skruppelløs i deres dækning af de kongeliges privatliv. Men at hun alligevel var blevet overvældet.

- Jeg har aldrig troet, det her ville være nemt. Men jeg troede, at det ville være fair, sagde hun.

Tager pause fra pligterne

I brevet til hertuginden sender afsenderne samtidig en indirekte hilsen til de britiske medier, som de uden omsvøb beder om at tage hensyn.

- Vi forventer at de nationale medier har integritet nok til at vide, hvornår en historie er af national interesse, og hvornår den søger at nedbryde en kvinde - tilsyneladende uden nogen grund, skriver de.

De forsikrer hertuginde Meghan om, at de vil stå bag hende, og at de vil gøre, hvad de kan for at sørge for, at medierne ikke overskrider retten til privatliv.

De næste par uger vil medierne sandsynligvis ikke få meget at vide om de kongeliges færden. Her vil prins Harry og hertuginde Meghan holde kalenderen fri for officielle pligter for at have tid til deres søn, Archie.

Hertuginden har samtidig lagt sag an mod The Mail of Sunday efter de publicerede et privat brev, som hun havde sendt til sin amerikanske far, Thomas Markle.

Og prins Harry sagsøger flere aviser for ulovlige aflytninger af medlemmer af kongehusets telefonsvarer. Overtrædelser som dog går helt tilbage til starten af 00'erne.

Hele dokumentaren 'Harry og Meghan – vores afrikanske rejse' kan ses på TV 2 Play.