Udland

Libanons premierminister indgiver afskedsbegæring

Han siger samtidig, at det er de politiske lederes ansvar at beskytte Libanon og tage hensyn til sikkerheden.

Libanons premierminister, Saad al-Hariri, indgiver sin afskedsbegæring og opfordrer alle partier til at gøre det bedste for deres land.

Det skriver Reuters.

Det sker efter voldsomme uroligheder i landet som følge af en dyb økonomisk krise, der har bragt landet på randen af statsbankerot.

Samtidig er der en generel opfattelse af, at politikerne er dybt korrupte.

Premierministeren siger samtidig, at det er de politiske lederes ansvar at beskytte Libanon:

- Politiske stillinger kommer og går. Hensyn til værdighed og landets sikkerhed er vigtigere, siger han.

Tusindvis på gaden i demonstration

Urolighederne i landet begyndte for to uger siden. Her foreslog regeringen, at libaneserne skulle til at betale et dagligt gebyr på lidt over en krone for at foretage opkald på den gratis tjeneste WhatsApp. Det fik hurtigt folket til at vende sig mod landets politikere.

Det er i forvejen enormt dyrt at ringe fra mobiltelefoner i Libanon, hvor staten har monopol på markedet. Derfor foretrækker langt de fleste libanesere den gratis tjeneste WhatsApp.

Gebyret på brug af WhatsApp blev hurtigt skrottet, men det folkelige oprør forsvandt ikke.

Tusindvis af demonstranter er efterfølgende gået på gaden og har forlangt, at regeringen trådte tilbage, og at hele det politiske system bliver reformeret. De er nu blevet døbt 'WhatsApp-revolutionen'.

Demonstrationerne startede i hovedstaden Beirut torsdag i sidste uge og spredte sig hurtigt til resten af landet, der sammenlagt er på størrelse med Sjælland og Fyn.

Den nye afgift blev med andre ord dråben, der fik bægret til at flyde over, og et symbol på en politisk elite, der ifølge folket ikke har formået at bringe det engang velstående land på fode igen efter en 15 år lang borgerkrig, der sluttede i 1990.

Krav om økonomiske reformer og besparelser

Libanon er også under pres fra både Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, IMF, der mener, at der er behov for at gennemføre radikale økonomiske reformer og besparelser.

Sunnimuslimen og milliardæren Saad al-Hariri har siden januar 2019 ledet en samlingsregering med 30 medlemmer, hvor de fleste af Libanons partier er repræsenteret.

Regeringen blev dannet otte måneder efter et valg, hvor Hizbollah-bevægelsen vandt. Valget af den nye nationalforsamling i maj 2018 var det første i Libanon i ni år.

Også krigen i Syrien har forværret Libanons problemer. Hver sjette indbygger er syrisk krigsflygtning, mens landet samtidig er hjem for mange palæstinensiske flygtninge.