Udland

Internationalt netværk indblandet i sag om 39 lig - mistænkte brødre på fri fod

Det britiske politi har offentliggjort billeder af de efterlyste mænd. Der er tale om den 40-årige Ronan Hughes og hans 34-årige bror Christopher.

Fem er foreløbigt anholdt, mens politiet efterlyser yderligere to personer i sagen.

Et internationalt, illegalt netværk er indblandet i sagen om de 39 personer, der i sidste uge blev fundet døde i en lastbil i det sydlige England.

Det kom frem under et grundlovsforhør i Chelmsford mandag, hvor en lastbilchauffør fra Nordirland blev varetægtsfængslet i fire uger, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Chaufføren, 25-årige Maurice Robinson, er sigtet for uagtsomt manddrab samt menneskehandel og hvidvask.

Yderligere fire personer er indtil videre anholdt i sagen.

Brødre efterlyst

Tirsdag eftermiddag oplyser det britiske politi, at de efterlyser yderligere to mænd i sagen.

Der er tale om den 40-årige Ronan Hughes og hans 34-årige bror Christopher. De er ligeledes mistænkt for uagtsomt manddrab og for at være indblandet i en menneskesmuglerring.

Brødrene er fra Nordirland, og politiet formoder, at de stadig befinder sig her.

- Det er altafgørende for efterforskningen, at vi finder frem til brødrene Hughes. På nuværende tidspunkt formoder vi, at de befinder sig i det nordlige Irland, men de har også forbindelser til Irland, siger Stuart Hooper, efterforskningsleder ved Essexs Politi.

Politiet har i samme forbindelse offentliggjort billeder af de to mistænkte.

Verdensomspændende menneskesmuglerring

Den britiske anklagemyndighed vurderer, at de 39 personer omkom i et forsøg på at blive smuglet ulovligt ind i Storbritannien i lastbilens trailer.

- Denne sag involverer en verdensomspændende ring, der faciliterer transporten af et stort antal immigranter ind i Storbritannien, sagde anklager Ogheneruona Mercy Iguyovwe i retten mandag.

Ligene blev fundet i lastbilens trailer i Grays, Essex, i det sydlige England natten til onsdag i sidste uge.

Hun fortalte videre, at politiet stadig leder efter flere mistænkte i sagen.

Det fremgår ikke nærmere, hvad de britiske myndigheder baserer mistanken på. Men britisk politi og grænsevagter har de seneste år set en stigning i brugen af køletransporter til menneskesmugling. Det fremgår af en rapport fra engelsk politi fra maj, hvori metoden kaldes for "højrisikabel".

Formodes frosset ihjel

Den sigtede chauffør, Maurice Robinson, skal 25. november i en ny høring i Central Criminal Court i London oplyse, hvordan han forholder sig til sigtelserne mod ham.

Han blev anholdt kort efter fundet af de 39 lig i en køletrailer i en lastbil i Essex i sidste uge. Migranterne menes at være frosset ihjel i kølecontaineren, hvor temperaturen kan nå ned til minus 25 grader.

Chaufføren hentede traileren ved havnen i Purfleet lidt uden for London onsdag morgen. Den var forinden blevet sejlet til England fra Belgien, men det er uklart, hvor traileren kom fra inden da, og hvornår de 39 mennesker omkom.

Blandt de andre anholdte i sagen er et par fra Warrington i det nordvestlige England - en 38-årig kvinde og en 38-årig mand. Kvinden menes at være ejeren af lastbilen.

En 48-årig mand fra Nordirland er også tilbageholdt i sagen, og politiet i Irland har anholdt en mand først i 20'erne ved en havn i den irske hovedstad Dublin.

Ofre skal identificeres

I første omgang mente politiet, at de 39 ofre formentlig var kinesere. Men siden tog sagen en ny drejning, da flere vietnamesiske familier henvendte sig til politiet.

Siden har britiske myndigheder forsøgt at finde identiteten på de omkomne, hvoraf mange nu menes at være illegale vietnamesere.

Myndighederne er begyndt at samle dna-materiale fra familier i provinserne Nghe An og Ha Tinh, hvor flere af de formodede ofre menes at være fra. Der er også lavet hår- og blodprøver fra flere af de formodede ofres familier, oplyser Vietnams regering på sin hjemmeside.

Tirsdag er meldingen fra den vietnamesiske viceudenrigsminister, Nguyen Quoc Cuong, at nationaliteten på ofrene er endnu ikke officielt bekræftet.

Han oplyser, ifølge Reuters, at både Storbritannien og Vietnam forsøger at fremskynde processen med at identificere ligene, men at der ikke er sat nogen deadline.