Udland

Trump holdt mission hemmelig af frygt for lækager - nu raser demokraterne

Russerne blev varslet, men ikke lederskabet i kongressen, påpeger Nancy Pelosi om operationen, som førte til IS-lederens død.

Da USA's præsident, Donald Trump, søndag bragte nyheden om Islamisk Stats leder Abu Bakr al-Baghdadis død, vakte den ikke udelukkende begejstring.

Den demokratiske flertalsleder, Nancy Pelosi, er rasende efter især én oplysning, som kom frem omkring den amerikanske mission, skriver The Guardian.

Undervejs i pressekonferencen sendte præsidenten en stikpille til den demokratiske ledelse i Kongressen, da han af den fremmødte presse blev spurgt ind til, hvad der skete forud for operationen.

Her forklarede præsidenten, at han bevidst havde valgt ikke at give den demokratiske topledelse besked, før missionen var sat i søen.

- Vi ville give dem besked i aftes, men vi besluttede ikke at gøre det, fordi Washington lækker, som jeg aldrig før har set det. Der er ingenting - intet land i verden - der lækker, som vi gør. Washington er en maskine, der lækker. Og jeg sagde til mine folk: "Vi vil ikke give dem besked, før vores fantastiske folk er ude". Ikke kun inde, men ude. Jeg vil ikke have dem mødt med utrolige skudsalver, sagde Donald Trump ifølge CNBC News.

Dermed insinuerede præsidenten, at han frygtede lækager fra oppositionens side, der kunne have sat de amerikanske specialstyrkers sikkerhed over styr.

Russerne blev varslet - men ikke demokraterne

Den udtalelse fik ikke lov til at stå uimodsagt.

- Repræsentanternes Hus skal informeres om denne mission, som russerne - men ikke lederskabet i Kongressen - fik besked om på forhånd, lød det efterfølgende fra den demokratiske flertalsleder Nancy Pelosi i en udtalelse.

Og den 79-årige oppositionsleder har grund til at være harm over at være holdt ude, lyder det fra TV 2s journalist i USA, Jesper Zølck.

- Trump fokuserer på, at man ikke kan stole på demokraterne. Han var bange for lækage om militæraktionen. Vi taler om personer som Nancy Pelosi, som i 20 år har siddet i Kongressen, og som har været vidende om masser af hemmelige operationer igennem årene, men aldrig - så vidt vi ved - har lækket noget. Det er virkelig en anklage, som er skarp, og et nybrud, i forhold til hvad man normalt gør fra den amerikanske præsidents side, siger han.

The Gang of Eight blev holdt udenfor

Ved at undlade at varsle Kongressens ledere om missionen mod Abu Bakr al-Baghdadi har Donald Trump tilsyneladende brudt med protokollen. Ifølge den vil præsidenten normalt informere Kongressens otte centrale ledere om store efterretningsmissioner.

Gruppen er kendt under navnet 'The Gang of Eight' og består af otte seniormedlemmer af Kongressen - fire demokrater og fire republikanere. Herunder ikke blot Nancy Pelosi, men også blandt andre Senatets minoritetsleder, Chuck Schumer, samt formanden for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, Adam Schiff.

- Hvis der var gået noget galt, hvis vi var kommet i ildkamp med russerne, så er det til regeringens fordel at kunne sige: Vi informerede Kongressen. Vi gik ind, vi gav dem chancen for at komme med feedback. Det skete ikke, siger Adam Schiff til ABC News.

Da den tidligere præsident Barack Obama i 2011 offentliggjorde, at amerikanerne havde dræbt Osama bin Laden, havde han forinden varslet The Gang of Eight om missionen.

Udenforstående senator vidste besked

Derimod valgte Donald Trump at varsle den republikanske formand for Senatets efterretningsudvalg, Richard Burr. Også den republikanske senator fra South Carolina, Lindsey Graham, fik besked om operationen - omend han ikke har nogen officiel rolle i efterretningsøjemed.

- Der er kritik af den fremgangsmåde, som præsident Trump valgte. Det er kutyme, at man både giver oplysninger til sit eget parti og administration, men også til oppositionen, fordi det er så markant en begivenhed at gå ind i en aktion, hvor man skal dræbe en terroristleder, forklarer Jesper Zølck.

Samtidig understeger han, at Trump ikke har forbrudt sig mod reglerne. Præsidenten kan nemlig undlade at informere alle kanaler om en militæraktion i en krigszone.