Udland

Nødhjælpsarbejder blev tortureret og misbrugt af IS-leder - nu er mission opkaldt efter hende

Afdøde Kayla Mueller får opkaldt operation, hvori hendes gidseltager mistede livet, efter sig.

Den amerikanske militære aktion, der førte til drabet på Abu Bakr al-Baghdadi, er opkaldt efter den afdøde kvinde Kayla Mueller.

Det skriver flere medier som The Guardian og CNN.

Mueller, der var nødhjælpsarbejder fra Arizona, blev taget til fange af Islamisk Stat, da hun rejste fra Tyrkiet til Aleppo i Syrien i august 2013.

Døde i IS' varetægt

I Islamisk Stats fangenskab skal Mueller både være blevet tortureret og seksuelt udnyttet - også af al-Baghdadi selv, skriver Guardian.

I februar 2015 blev det bekræftet, at nødhjælpsarbejderen var død i IS' varetægt i en alder af 26 år.

Islamisk Stat har påstået, at hun omkom i et jordansk luftangreb i den syriske by Raqqa. Hendes lig er aldrig blevet fundet.

IS-leder dræbt natten til søndag

Hun blev holdt fanget i mange fængsler, fortæller Kayla Muellers far, Carl Mueller, til mediet Arizona Republic.

- Hun blev isoleret. Hun blev tortureret. Hun blev intimideret. Hun blev til sidst voldtaget af al-Baghdadi selv, tilføjer han.

Missionen, der ledte til IS-lederens død, blev udført natten til søndag dansk tid. Her forsøgte al-Baghdadi at få sin familie ud af byen Barisha i Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien, og de havde kurs mod den tyrkiske grænse.

Militæret brugte otte helikoptere samt jetfly og droner i angrebet.