Udland

Maleri hang i kvindes køkken - nu er det solgt for 180 millioner

Billedet hang i årevis ved siden af et komfur, og dets nu forhenværende ejermand ved ikke, hvor det stammer fra.

Et renæssancemaleri fra det 13. århundrede, som var forsvundet, men for nylig dukkede op i en fransk kvindes køkken, er blevet solgt for 24,2 millioner euro på en auktion.

Det skriver blandt andre CNN.

Beløbet svarer til 180 millioner kroner, hvilket er fire gange mere end de 45 millioner kroner, som maleriet blev vurderet til i september.

Det er den florentiske kunstner Cimabue, der står bag det kostelige maleri, der har navnet ‘The mocking of Christ’ - 'Hånen af Jesus'.

Og selvom maleriets pris ingenlunde matcher dets undselige størrelse på 26 gange 20 centimeter, kommer hammerslaget ikke bag på det parisiske auktionshus Actéons leder, Dominique Le Coent:

- Når et unikt værk af en maler så sjælden som Cimabue kommer på markedet, skal man være klar på overraskelser, siger Le Coent ifølge The Guardian.

Blev fundet i fransk kvindes køkken

‘The mocking of Christ’ hang gennem flere årtier over komfuret i et fransk køkken.

Billedet i midten her udstillet sammen med to andre af Cimabues værker.

Dets nu tidligere indehaver, en ældre kvinde, der ønsker at være anonym, fortæller til auktionshuset, at det har hængt der så længe, at hun faktisk ikke aner, hvor det stammer fra.

Hun troede, det var et religiøst ikon, men da en auktionarius for nylig fik øje på det i hendes hjem i byen Compiègne, blev hun opfordret til at få det vurderet. Og ifølge eksperter var der ingen tvivl om, at der var tale om et af Cimabues sjældne mesterværker, skriver BBC.

Billedets nye ejermand er en anonym køber fra det nordlige Frankrig.

Forfaderen til den italienske renæssance

Ophavsmanden Cimabue er også kendt under navnet Cenni de Pepo. Der findes kun 11 værker, der som dette er malet på træ og krediteret til renæssancekunstneren. Ingen af dem er dog signeret.

Det er ‘Mocking of Christ’ heller ikke, men takket være målinger med infrarødt lys og sporene fra træædende orme har det været muligt at placere dets ophav i historien.

- Man kan følge de små tunneller, som ormene har lavet, sagde kunsteksperten Éric Turquin i forrige måned til BBC, hvor han fremhævede, at lignende tunneller var fundet i seriens andre malerier.

Billedet viser, hvordan Jesus blev hånet og ydmyget på vejen til Golgata, hvor han ifølge Det Nye Testamente blev korsfæstet.

The Guardian skriver, at Cimbaue er kendt som en af forfædrene til den italienske renæssance. Periodens kunstnere tæller blandt andre Mona Lisas skaber, Leonardo da Vinci, maleren af Det Sixtinske Kapel i Vatikanstaten, Michelangelo, og billedhuggeren Rafael.