Udland

Muligt gennembrud i behandling af Alzheimers: - Vi har ventet på det her i over 20 år

Bliver behandlingen en realitet, kan den potentielt forhindre, at sygdommen overhovedet udvikler sig, siger professor.

Dårlig kortidshukommelse, ændringer i personligheden og en hjerne i langsomt forfald.

Alzheimers er en alvorlig demenssygdom, som cirka 50.000 danskere er ramt af. Men nu er der godt nyt.

Amerikanske forskere mener nemlig, at de er tæt på et gennembrud i behandlingen af sygdommen. Det skriver BBC.

Noget, som mange gennem tiden har fejlet i, og derfor følger også danske forskere nyheden med stor interesse, fortæller Steen Hasselbalch, professor og overlæge på Nationalt Videnscenter for Demens på Rigshospitalet.

- Det er første gang, vi har håb om, at der kommer noget medicin, der rent faktisk kan bremse sygdommens udvikling. Vi har ventet på det her i over 20 år, siger han til TV 2.

Folk kan forblive sig selv

Det er den amerikanske medicinalvirksomhed Biogen, der har meldt ud, at den har udviklet en behandling. Behandlingen kan ikke kurere sygdommen, men bremse udviklingen, hvor nuværende produkter kun kan behandle symptomer.

- Det er selvfølgelig også vigtigt, men vi vil helst have noget, der kan sætte sygdommen i stå og mindske udviklingen, siger Steen Hasselbalch.

Hvad er Alzheimers sygdom

I Danmark lever 70-85.000 mennesker med en demenssygdom. Heraf har cirka 50.000 Alzheimers, som er en hjernesygdom, der især rammer ældre.

Den viser sig typisk med symptomer som glemsomhed og problemer med at finde ord, men også navne på nære pårørende. Efterhånden som sygdommen udvikler sig, kan der også ske ændringer i følelsesliv, temperament og personlighed.  

Alzheimers sygdom kan endnu ikke helbredes, men man har medicin, der midlertidigt dæmper symptomerne.

Kilde: Alzheimers Foreningen & Videnscenter for demens

Sygdommen udvikler sig ved, at der ophober sig proteiner i hjernen, og det er dem, den nye behandling er rettet mod.

Ved at bremse hastigheden kan folk forblive som sig selv i længere tid.

Vidtrækkende konsekvenser

Den danske professor vil dog lige se tiden an, da behandlinger før har fejlet. Men bliver den en realitet, kan det betyde, at man kan begynde at behandle Alzheimers, allerede inden sygdommen når at "lave for meget ravage i hjernen".

- Vi kan se forandringer i hjernen mange år før, man får sygdommen, og det vil sige, at man muligvis kan forhindre, at sygdommen overhovedet udvikler sig, så potentialet er meget, meget stort, siger professoren.

Og behandlingen vil ikke kun få betydning for patienterne og de pårørende, lyder det.

- Den har også vidtrækkende konsekvenser samfundsøkonomisk. Mange af de mennesker her ender desværre på plejehjem og har brug for meget pleje og omsorg, og det er rigtig dyrt, siger professoren.

Svært at give tidshorisont

Det kan dog være svært at sige, hvornår patienter kan få gavn af gennembruddet, lyder det fra den danske professor.

- Det kan også være, de vælger at sige, at de skal have flere studier. Jeg tror, de presser det igennem hurtigt, men hvor lang tid det kan tage, kan jeg ikke sige noget om, siger han.

I takt med det stigende antal ældre i Danmark er det også en sygdom, flere stifter bekendtskab med. Og alle har en interesse i at få fremskyndet behandlingen, lyder det.

Sygdommen, der viser sig som fremskridende problemer med hukommelse, sprog, orienteringsevne og dømmekraft, er både alvorlig og dødelig. Ifølge professoren kan Alzheimers have en varighed på alt mellem et par og og 10-15 år.