Udland

To anholdt i sag om 39 lig i køletrailer

De døde er formentlig af kinesisk herkomst - Kina kræver, at de ansvarlige bliver straffet hårdt.

Britisk politi har anholdt to personer i sagen om 39 omkomne personer, der onsdag blev fundet i en køletrailer i Storbritannien.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge politiet i Essex er der tale om en mand og en kvinde, der begge er 38 år gamle, og som kommer fra det nordlige England. Begge er mistænkt for at have planlagt menneskesmugling og for manddrab.

Ifølge Sky News er de to anholdte fra byen Warrington, der ligger mellem Manchester og Liverpool.

I forvejen er den 25-årige nordirske chauffør af lastbilen varetægtsfængslet. Han hentede køletraileren ved havnen i Putfleet lidt uden for London onsdag morgen. Her lægger færgen fra den belgiske by Zeebrugge til.

På det tidspunkt var de 39 personer formentlig allerede om bord i traileren.

Ifølge Reuters er politiet stadig i færd med at klarlægge om chaufføren har kendt til køletrailerens last.

De omkomne, 31 mænd og otte kvinder, er ifølge de britiske myndigheder formentlig af kinesisk herkomst. Ifølge den seneste opdatering fra politiet, hedder det dog, at "billedet omkring identifikation kan ændre sig" i takt med, at efterforskningen skrider frem.

Kina kræver hård straf

Den kinesiske ambassade i London har sendt et hold efterforskere til Essex, hvor det skal hjælpe politiet med identifikationsarbejdet.

- Vi håber, at briterne snart kan bekræfte ofrenes identitet, slå fast hvad der skete og straffe de ansvarlige i denne sag hårdt, siger Hua Chunying, der er talskvinde for det britiske udenrigsministerium til Reuters.

Tragedien i Essex er langt fra den første, hvor mennesker dør i forsøg på at komme ind i Storbritannien. I år 2000 blev 58 kinesere for eksempel fundet døde i en lastbiltrailer med tomater ved havnen i Dover.