Udland

Chauffør kan have været uvidende om, at han kørte med 39 lig i lasten

Overvågningsbilleder af lastbilen i Storbritannien, kort før politiet blev tilkaldt. Video Obtained By Reuters / Ritzau Scanpix

Hvordan de afdøde kom ind i køletraileren, er stadig en gåde.

Den 25-årige mand, der sad bag rattet i den røde Scania-lastbil, som lige nu er centrum i en sag om 39 uidentificerede lig i Storbritannien, vidste muligvis slet ikke, hvad der befandt sig i lastbilens trailer.

Det hele sker, uden at chaufføren ved det

Rod McKenzie, det britiske transportforbund

Den hvide køletrailer kom til Storbritannien fra den belgiske havneby Zeebrugge. Belgiske embedsmænd oplyser til avisen Evening Standard, at de 8 kvinder og 31 mænd formentlig er blevet låst inde i traileren, mindst ti timer efter at lastbilen ankom til havnebyen.

Traileren ankom til havnen i Purfleet lidt øst for London klokken 12.30 onsdag. Cirka 35 minutter efter ankomsten blev den hentet af den 25-årige chauffør i den røde Scania. Lastbilen er indregistreret i Bulgarien, men chaufføren er fra Nordirland, og han ankom til den britiske hovedø via byen Holyhead i Wales.

Zeebrugges borgmester, Dirk De Fauw, der også er bestyrelsesformand for byens havn, siger til Evening Standard, at det er "så godt som umuligt", at ofrene kan være kommet om bord i traileren ved den belgiske grænsekontrol i havnen.

- Hver trailer bliver systematisk kontrolleret for tegn på ydre skader, og så forsegles den. Trailerne videoovervåges, indtil de køres på færgerne, siger han til avisen.

- I terminalerne er der også kameraer. At bryde forseglingen, placere 39 mennesker i traileren og derefter forsegle den igen, uden at nogen opdager det, det er så godt som umuligt, fortsætter borgmesteren.

Britisk politi har indledt en stor efterforskning efter fundet af 39 lig i en lastbilscontainer i Essex. En 25-årig mand er anholdt for mord.

Sporet med GPS

Der gik cirka en halv time, fra chaufføren i den røde Scania ankom i havnen i Purfleet og hentede traileren, til politiet blev alarmeret, fordi der lå 39 lig i traileren.

Politiets teknikere foran lastbilen.

Ifølge Irish Times kørte chaufføren ind på en holdeplads i et industriområde, hvor han åbnede trailerens døre og fandt ligene.

Avisen skriver, at han formentlig selv ringede til alarmcentralen.

Den hvide køletrailer er ejet af det irske firma Global Trailer Rentals. Firmaet oplyser til Irish Times, at traileren har været udlejet til et andet irsk firma siden 15. oktober.

Traileren er udstyret med GPS-sporing, og data herfra viser ifølge avisen, at den ikke har forladt Vesteuropa i den seneste uge.

Lastbilen køres væk fra findestedet.

Den 25-årige chauffør blev torsdag varetægtsfængslet i yderligere 24 timer, mens politiet efterforsker sagen.

En glad lastbilchauffør

Den 25-årige har flere profiler på sociale medier, hvor han deler ud af sin glæde ved livet som lastbilchauffør og viser fotos af bilerne, han kører.

På sin Instagram-profil skriver den 25-årige, at han "lever drømmen", og at han har valgt et job, hvor han aldrig behøver at arbejde.

På Facebook kalder han sin lastbil Polarekspressen og Skandinaviensekspressen. Han har blandt andet kørt i Danmark.

Flere af hans bekendte udtaler sig anonymt til britiske medier, hvor de kalder ham en venlig mand, og at de ikke kan forestille sig, at den 25-årige har noget med sagen at gøre. Nogle af dem har startet en støttekampagne på Twitter under hashtag #supportMo.

Flere af dem er utilfredse med, at en lang række britiske medier har bragt den 25-åriges navn og billede i forbindelse med deres omtale af sagen.

Men hvis den 25-årige ikke selv har lukket de 39 mennesker ind i køletraileren i den halve time, der gik, fra han samlede den op, til politiet blev alarmeret, hvem har så?

Det har Rod McKenzie fra Storbritanniens transportforbund er bud på. Han siger til Irish Times, at menneskesmuglere bruger mere og mere sofistikerede metoder.

Sofistikerede smuglere

Han fortæller, at chauffører bliver truet til at tage mennesker om bord, og at menneskesmuglere også er i stand til at snige folk om bord i lastbiler, uden at chaufføren opdager det.

- De bagerste hængsler på traileren bliver fjernet, så hele døren falder af. Så kommer migranterne om bord, og derefter skrues hængslerne på plads. Det hele sker, uden at chaufføren ved det - måske mens han sover eller under andre omstændigheder, siger Rod McKenzie.

Havnen i Zeebrugge, hvorfra traileren blev sejlet til Storbritannien.

Han siger til avisen, at der sjældent er noget mistænkeligt at se, når chaufføren kontrollerer bilen, da dørene jo ikke bærer spor af indbrud.

Transportforbundets formand siger desuden, at myndighederne bør gøre et bedre stykke arbejde med at komme menneskesmuglerne til livs i stedet for at fokusere på migranterne.

De 39 omkomne er ifølge myndighederne sandsynligvis af kinesisk herkomst. Arbejdet med at identificere dem er stadig i gang.