Trump fjerner sanktioner mod Tyrkiet

I Washington er opfattelsen, at Donald Trump på vegne af USA har kapituleret og overladt "roderiet" til Tyrkiet og Rusland, siger korrespondent.

USA har onsdag fjernet sine sanktioner mod Tyrkiet, efter at tyrkerne har lovet at gøre en våbenhvile i det nordøstlige Syrien permanent.

Det meddelte USA's præsident, Donald Trump, på et pressemøde i Det Hvide Hus.

- Sanktionerne bliver ophævet, med mindre der sker noget, som vi er utilfredse med. Det skyldes os, USA. Og ingen andre. Intet andet land. Helt enkelt. Vi er villige til at påtage os skylden og også æren, lød det fra Trump.

Præsident Trump er blevet kritiseret fra flere sider for sin beslutning om at trække amerikanske tropper ud af det uroplagede Syrien.

Det fremgår af det amerikanske finansministeriums hjemmeside, at sanktionerne onsdag er blevet løftet.

Sanktionerne blev indført 14. oktober som følge af den tyrkiske offensiv mod kurdere i det nordøstlige Syrien. Dengang oplyste Trump, at USA blandt andet ville hæve toldsatserne på tyrkisk stål til 50 procent.

Russere og tyrkere patruljerer sammen

På et møde tirsdag i Sotji i Rusland aftalte Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, at militærstyrker fra de to lande vil patruljere i området sammen med syriske grænsevagter.

Fra onsdag middag har den kurdiske YPG-milits fået 150 timer til at trække sig mindst 30 kilometer væk fra grænsen. Herefter vil tyrkiske og russiske tropper begynde at patruljere i "øst og vest".

Aftalen mellem Rusland og Tyrkiet fastslår også, at YPG-militsen og dens våben "vil blive fjernet" fra byerne Manbij og Tall Rifaat, der begge ligger uden for området.

Byen Qamishli, som har en stor kurdisk befolkningsgruppe, ligger inden for sikkerhedszonen, men er undtaget af aftalen. Det fremgår ikke umiddelbart, hvad der skal ske her.

USA beholder soldater i området

Trump oplyste onsdag, at USA - trods en generel tilbagetrækning fra Syrien - vil beholde et lille antal soldater i nærheden af syriske olieområder.

- Vi har sikret olien, og derfor vil et lille antal amerikanske soldater blive i området, hvor olien er, sagde Donald Trump ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den amerikanske præsident sagde desuden, at nogle soldater fra den militante gruppe Islamisk Stat er sluppet fri i forbindelse med de seneste par ugers offensiv. De fleste er dog fanget igen, understreger han.

Mazloum Kobani, der står i spidsen for de kurdiske Syriens Demokratiske Styrker (SDF), oplyser, at Trump har lovet gruppen langvarig støtte.

Hærlederen har talt i telefon med Trump, som har lovet amerikansk opbakning på en række "forskellige områder". Det skriver han i et tweet.

Andre må tage over

Hjemme i USA er præsidentens republikanske partifæller i Kongressen bestemt ikke begejstrede for Trumps beslutning om trække soldaterne fra Syrien. Der er opfattelsen, at han har ladt USA’s kurdiske allierede i stikken, fortæller Jesper Steinmetz, korrespondent for TV 2 i USA.

- Den almindelige opfattelse her i Washington er, at USA’s præsident på vegne af denne nation har kapituleret og har overladt roderiet til Tyrkiet, som i samarbejde med russerne nu bestemmer den fremtidige kurs, siger han.

Omvendt er der generelt en krigstræthed i den amerikanske befolkning og en opfattelse af, at andre må tage over.

- Derfor har Trump helt klart en pointe, når han nu lægger pres på USA’s europæiske allierede og siger: Hvad laver i? Hvor stor en del af opgaven har i tænkt jer at påtage jer? siger Jesper Steinmetz.