Udland

Topdiplomat øger presset på Trump med nyt vidneudsagn

Topdiplomat hævder, at Ukraines regering ikke var i tvivl om, at militærbistand afhang af Biden-undersøgelse.

USA's præsident, Donald Trump, krævede en korruptionsundersøgelse af tidligere vicepræsident Joe Biden og hans søn i bytte for at sende millioner i militærbistand til Ukraine.

Det hævder fungerende ambassadør i Ukraine, William Taylor, under en lukket kongreshøring tirsdag.

Det skriver flere amerikanske medier - herunder The New York Times.

William Taylor er et centralt vidne i den rigsretsproces, der blev sat i gang mod præsident Trump i september på baggrund af Ukraine-sagen.

Her er Donald Trump anklaget for at have forsøgt at presse Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, til at undersøge Biden og hans søns forretningsaktiviteter i Ukraine for mulig korruption.

Joe Bidens søn, Hunter, var i en årrække en del af et ukrainsk energikonsortium. På samme tid var Joe Biden ansvarlig for energipolitiske forhandlinger med Ukraine.

Joe Biden måtte under debatten mellem de demokratiske præsidentkandidater natten til onsdag svare på spørgsmål om sin søn, Hunter, og om den verserende Ukraine-sag.

Belastende for præsidenten

William Taylor er den seneste af en lang række diplomater, der bliver afhørt i sagen.

Ambassadørens vidnesbyrd bliver af blandt andre nyhedsbureauet Reuters beskrevet som yderst belastende for den amerikanske præsident.

Præsident Trump insisterede på, at præsident Zelenskij skulle sige, at han åbner en undersøgelse af Biden

William Taylor, fungerede ambassadør i Ukraine

Ifølge William Taylor var beskeden til Ukraine, at "alt var afhængigt af en offentlig udmelding" om en undersøgelse af Biden.

- Præsident Trump insisterede på, at præsident Zelenskij skulle sige, at han åbner en undersøgelse af Biden og indblanding i 2016-valget, sagde William Taylor.

Her fortalte William Taylor - ifølge CNN - at han var blevet orienteret om, at Trump ville tilbageholde militærbistand til Ukraine og lukke muligheden for et topmøde mellem Trump og Zelenskij.

Taylor forklarede også under høringen, at planen blev styret af Trumps personlige advokat, tidligere New York-borgmester Rudy Giuliani.

- Arbejdet med at få præsident Zelenskij til at forpligte sig til en undersøgelse af Burisma og den påståede indblanding i valget i 2016 viste, hvordan den officielle amerikanske udenrigspolitik blev undermineret af Hr. Giuliani, sagde William Taylor under høringen.

Burisma er energifirmaet, som Hunter Biden sad i bestyrelsen hos.

Det Hvide Hus: En smædekampagne

Flere demokratiske kongresmedlemmer, der deltog i høringen, kalder forløbet for "opsigtsvækkende". Det skriver The New York Times.

Omvendt kalder Det Hvide Hus i en skriftlig udtalelse kongreshøringen af Taylor for "en smædekampagne" mod præsidenten.

- Præsident Trump har ikke gjort noget forkert. Dette er en koordineret smædekampagne anført af venstreorienterede politikere og radikale ikkevalgte bureaukrater, som fører krig mod forfatningen, lød det tirsdag aften fra pressechef Stephanie Grisham.