Brexit

Brexit er sat på pause - hvad skal der ske nu?

Boris Johnson vandt én afstemning, men tabte en anden, og han har derfor sat sin Brexit-lov på pause. Få status på Brexit her.

Det lange forhandlingsforløb om Brexit tog tirsdag aften en ny drejning, og der er nu igen stor usikkerhed om, hvad der videre skal ske.

Vi giver dig overblikket her:

Hvad skete der?

Et flertal i Underhuset stemte ja til at lade et lovforslag gå videre i den proces, der skal gøre Boris Johnsons Brexit-aftale gyldig i britisk lov. Det er første gang, Underhuset formelt har godkendt en Brexit-plan. Men bare 20 minutter senere led Johnson et stort nederlag, da parlamentet forkastede den stramme tidsplan, der skulle haste vedtagelsen af Brexit-loven igennem.

Hvorfor er tidsplanen vigtig?

Når der fremsættes lovforslag af denne type, bliver der samtidig fremsat et forslag for en tidsplan for resten af processen i det britiske parlament. Disse tidsplaner blev ifølge The Guardian indført, efter at debatter om Maastricht-traktaten i 1993 trak ud i det uendelige.

I forbindelse med Brexit-loven havde regeringen argumenteret for, at tidsplanen - der kun afsatte tre dage til hele lovprocessen - var afgørende, hvis Storbritannien skulle forlade EU 31. oktober som planlagt. Mange parlamentsmedlemmer mente, at det var alt for kort tid.

Så hvad er status?

Boris Johnson er ved lov blevet pålagt ikke at gennemføre Brexit uden en aftale, og lørdag sendte han derfor et brev til EU for formelt at bede om udskydelse indtil 31. januar. Selvom Boris Johnson ikke selv ønsker en udsættelse. Efter hans tidsplan tirsdag blev forkastet i Underhuset, sagde Johnson, at han ville sætte sin Brexit-lov på pause og afvente en udmelding fra EU.

Hvad skal der ske nu?

Efter nederlaget sagde Johnson, at der nu vil blive skruet op for forberedelserne til et no deal-Brexit, og formanden for parlamentet, John Bercow, konkluderede, at Brexit-aftalen nu er "i limbo". Alt tyder dog på, at briterne skal have en eller anden form for forlængelse af Brexit, hvilket Johnson har svoret ikke vil ske.

Hvad sker der med Brexit-aftalen?

Regeringen havde på forhånd truet med at trække Brexit-aftalen, hvis ikke også tidsplanen blev godkendt. Og Boris Johnson har truet med at trække aftalen og forsøge at få udskrevet valg, hvis det ender med en forlængelse til januar eller længere. Men Johnson holdt muligheden åben for en kort forlængelse. Efter afstemningen sagde han ifølge The Guardian, at "på den ene eller den anden måde forlader vi EU med denne aftale".

Hvad siger EU til det hele?

EU-præsident Donald Tusk anbefaler, at Storbritannien får en forlængelse. EU er nu i gang med at kontakte alle de restende 27 EU-lande, da en ny forlængelse skal vedtages enstemmigt.

Onsdag middag oplyser Europa-Parlamentets formand, David Sassoli, at en udsættelse af Brexit stadig er på bordet.

Kan det ende med valg?

Muligvis. Både BBCSky News og Reuters erfarer, at regeringen vil forsøge at få udskrevet valg, hvis det ender med en ny forlængelse af Brexit. Det har Johnson tidligere forsøgt uden held, men ifølge The Guardian er det realistisk, at Labour denne gang vil stemme for en valgudskrivelse, når et no deal-Brexit er udelukket.

Hvis der bliver udskrevet valg i næste uge, vil det tidligst kunne afholdes 28. november, skriver BBC.