Udland

39 lig fundet i lastbil i Storbritannien

En 25-årig mand er anholdt for mord.

Britisk politi har indledt en stor efterforskning efter fundet af 39 lig i en lastbiltrailer i Essex.

Det oplyser politiet ifølge BBC.

Ifølge det lokale politi kommer lastbilen fra Bulgarien. Den ankom til Storbritannien lørdag via Holyhead i Wales.

Ligene blev i nat klokken 1:40 engelsk tid fundet i lastbilen i et industrikvarter i byen Grays på den britiske østkyst. Der skulle være tale om 38 voksne og en teenager.

Grays i Essex i det sydlige England, hvor lastbilen blev fundet.

- Det er en tragisk hændelse, hvor mange mennesker har mistet livet. Vi undersøger netop nu, hvad der er sket, siger politiinspektør Andrew Mariner til lokalavisen Thurrock Gazette.

Ifølge Reuters er den britiske premierminister, Boris Johnson, dybt rystet. Hans tanker er hos dem, som har mistet deres liv og deres nære.

Mand anholdt

En 25-årig mand fra Nordirland er blevet anholdt - mistænkt for mord.

- Vi har anholdt chaufføren, og han er nu i vores varetægt, siger Andrew Mariner. Han oplyser samtidig, at industrikvarteret er lukket på grund af efterforskningen.

Politiet arbejder på at identificere ofrene.

- Det bliver en længere proces, siger Andrew Mariner.

Britisk politi har indledt en stor efterforskning efter fundet af 39 lig i en lastbilscontainer i Essex. En 25-årig mand er anholdt for mord.

Øjenvidnet Paige Wade gik forbi industrikvarteret sidst på natten. Til Thurrock Gazette fortæller hun:

- Jeg kunne se de blå lys, og jeg vidste med det samme, at det var seriøst på grund af alle politibilerne og ambulancerne.