Udland

I dag træder ny nordirsk lov for abort og homo-ægteskab i kraft

Nordirland har haft en af verdens hårdeste abortlove, som nu står til at blive ændret markant.

Demonstranter var mandag på gaden i Belfast for at vise deres opbakning til en lovændring, der står til at træde i kraft i dag tirsdag.

Det skriver NBC News.

Ændringen vil give homoseksuelle mulighed for at gifte sig og give kvinder mulighed for abort frem til 12. uge af graviditeten.

Endnu senere, hvis der er en risiko for morens liv eller sundhedstilstand.

Den samme ret, som kvinder i Danmark har haft siden 1973.

En stille revolution

Lovændringen er tidligere blevet kaldt en stille revolution.

Helt indtil 2012 var det nemlig forbudt ved lov at få en abort, mens det siden 2013 kun har været tilladt, hvis svangerskabet udsætter kvindens liv for fare.

Abort har derimod ikke været lovligt, hvis graviditeten skyldtes en voldtægt eller incest, hvilket har ført til store protester. Bryder man den lov, har man risikeret op mod 14 års fængsel.

Også demonstranter imod abort har mandag demonstreret i Belfast.

Kvinder rejste væk

Ved en folkeafstemning i maj i år stemte omkring 66 procent af nordirerne for at ophæve det tillæg til landets forfatning, der forbød abort. Og det er netop resultatet af den afstemning, nordirerne forventer at se resultatet af tirsdag.

En effekt af Nordirlands stramme abortlovgivning førte til, at flere end 150.000 irske kvinder i perioden 1980 til 2012 rejste til England og Wales for at få foretaget en abort.