Brexit

Udenrigsminister åbner for ny forlængelse af Brexit

Boris Johnson har sagt til BBC, at parlamentet skal have en mulighed for at sige ja eller nej til hans aftale mandag.

Mandag skal det britiske underhus måske stemme om Boris Johnsons skilsmissesaftale fra EU.

Det er parlamentsformanden, John Bercow, der skal beslutte, om det er i dag, der skal stemmes om aftalen.

Tysklands Udenrigsminister Heiko Maas håber, at de britiske britiske lovgivere går til stemmeurnerne mandag for at fortsætte mod et ’ordentligt’ Brexit.

Det skriver Reuters.

Heiko Maas siger desuden, at han forestiller sig, at Storbritannien kan få en kort fristforlængelse, hvis de har behov for det for at forlade EU.

- Jeg håber, at det britiske underhus viser det nødvendige ansvar og tager en beslutning om det i dag (mandag red.), og at vi på grundlag af den beslutning er i stand til at opnå et ordentligt Brexit, siger han.

Kan være nødsaget til at kigge på fristforlængelse

Han siger, at hvis der ikke er flertal i det britiske underhus for Johnsons aftale, så vil EU være nødsaget til at kigge på en længere fristforlængelse. Men kun i det tilfælde, understreger han.

- I dette øjeblik synes jeg ikke, at det er fornuftigt eller passende at spekulere i det, siger han.

Boris Johnson har tidligere slået fast, at han ikke vil samarbejde med EU om en udskydelse, og at han i denne uge vil fremlægge den lovgivning, der ifølge ham skal til for at få vedtaget sin Brexit-aftale og føre Storbritannien ud af EU 31. oktober.

Boris Johnson havde lagt op til en bindende afstemning om skilsmisseaftalen lørdag. Den blev dog udsat, fordi han blev tvunget til at skrive et brev til EU.

Det blev besluttet efter en dramatisk lørdag i det britiske underhus, hvor parlamentet vedtog, at Boris Johnson skulle sende et brev til EU og bede om en tredje udsættelse af dagen for Brexit.

Boris Johnson havde ikke den store lyst til at bede om endnu en udsættelse, da han tidligere har udtalt, at han hellere vil ”dø i en grøft” end at lade Storbritannien forblive i EU efter 31. oktober. Derfor undlod han at skrive under på brevet.

Boris Johnson har sagt til BBC, at parlamentet skal have en mulighed for at sige ja eller nej til hans aftale mandag.

Måske 31. oktober

Afstemningen kan måske føre til, at Storbritannien alligevel forlader EU 31. oktober.

Det kræver, at et flertal af Underhusets medlemmer stemmer for aftalen, og ifølge den britiske udenrigsminister, Dominic Raab, har regeringen stemmer nok til at få den vedtaget. Det sagde han til BBC søndag.

For at aftalen kan vedtages, skal et flertal af Underhusets 650 medlemmer stemme for - så Boris Johnson har brug for 326 velvillige politikere, hvis alle stemmer.