Udland

Eksamensbillede fra Indien gik viralt - nu undskylder skolen

Alle eleverne fik en papkasse over hovedet, hvor der var skåret et hul foran.

Skolen har nu været ude og undskylde for forsøget med papkasserne, der skulle fungere som skyklapper.

Mens vi i Danmark har forsøgt os med en digital prøvevagt for at forhindre eksamenssnyd, har en skole i Indien taget en noget mere lavpraktisk metode i brug.

Her blev eleverne ved en kemi-eksamen i sidste uge udstyret med papkasser over hovedet, der skulle forhindre dem i at kigge efter sidemanden.

Forenden på kasserne var skåret ud, så eleverne kun kunne kigge ned på deres eget bord og opgavepapirer.

Eleverne med papkasser på hovedet kunne kun se ud af det firkantede hul i forenden.

Billeder af den noget særprægede anordning blev efterfølgende delt på Facebook af en ansat på skolen, hvorefter det gik viralt. Det skriver flere udenlandske medier.

Hård kritik af skole

Billederne førte hurtigt til kritik af skolen, Bhagat Pre-University College, der ligger i Haveri i delstaten Karnataka.

Selv delstatens undervisningsminister, S. Suresh Kumar, blandede sig på de sociale medier og skrev i et tweet, at der var tale om en uacceptabel praksis.

- Ingen har ret til at behandle nogen, og slet ikke elever, som dyr. Der vil blive taget hånd om denne perversion, skrev han.

Nu har skolen været ude og undskylde, skriver CNN og BBC.

Kasserne skulle sikre, at eleverne kun kunne kigge ligefrem - på samme måde som en hest med skyklapper.

Papkasser var frivillige

Ifølge begge medier forklarer skoleleder M.B. Sateesh dog, at der var tale om et frivilligt forsøg, og at elevernes forældre var informeret på forhånd.

Skolelederen fortæller, at det kun var elever med en godkendelse fra forældrene, der deltog, og at der var tale om 56 ud af de 72 elever, som tog eksamener den dag.

- De sagde, at de var trygge ved forsøget. Universitetet generede ikke nogen elever, siger han.

Som bevis for, at tiltaget var frivilligt, har skolelederen henvist til, at ikke alle elever har papkasser på hovedet på billederne.

Til BBC siger skolelederen videre, at nogle fjernede papkassen undervejs i eksamen, og at skolen bad resten fjerne dem efter en time.

Store problemer med snyd

CNN’s indiske samarbejdsmedie skriver, at baggrunden for forsøget er, at skolen sidste år havde store problemer med eksamenssnyd.

Derudover har der været flere store skandaler med snyd ved eksamener i Indien de seneste år.

I Algeriet gik myndighederne endnu mere drastisk til værks, da de lukkede for internettet i hele landet, mens de algeriske gymnasieelever tog deres sidste og afsluttende studentereksamen.