Brexit

Afstemning om Brexit ender måske som gyser - eller måske som ingenting

Der er lagt op til meget uforudsigelighed omkring Brexit i dag, men det kan måske blive spændende til sidst.

Måske.

Mandagens udsigt for, hvordan Storbritanniens forsøg på at forlade EU udvikler sig, ligner fra morgenstunden det: Et stort måske.

Det britiske underhus skal nemlig måske stemme om den skilsmisseaftale, som premierminister Boris Johnson har forhandlet på plads med EU, og en eventuel afstemning kan både ende med det ene og det andet resultat.

Det står klart efter en dramatisk lørdag i det britiske underhus, hvor parlamentet tvang premierministeren til at sende et brev til EU og bede om en tredje og måske sidste udsættelse af datoen for Storbritanniens farvel til EU.

Det havde Boris Johnson sådan set ikke lyst til, for han har sagt, at han hellere vil "dø i en grøft" end at lade sit land forblive i EU efter 31. oktober. Så han lod være med at underskrive brevet.

Nu forsøger EU så at finde ud af, hvordan man skal reagere på brevet uden underskrift, der sådan set ikke betyder, at skilsmisseaftalen er blevet forkastet. Tværtimod er brevet et udtryk for, at mange britiske politikere frygter, at alle måske'erne kan ende med, at Storbritannien forlader EU uden en aftale om det fremtidige samarbejde.

Måske i dag

Men måske kommer brevet ikke til at betyde det helt store, for det britiske parlament skal som sagt måske stemme om Johnsons skilsmisseaftale i dag.

Det er parlamentsformanden John Bercow, der beslutter, om Underhuset skal stemme om aftalen, og en eventuel afstemning kan måske finde sted på et tidspunkt i løbet af eftermiddagen eller aftenen.

Det ikke underskrevne brev fra Boris Johnson.

Boris Johnson havde lagt op til en bindende afstemning om aftalen allerede lørdag, men måtte udsætte den, efter at han blev tvunget til at skrive brevet til EU.

Han siger til BBC, at parlamentet skal have en mulighed for at sige ja eller nej til hans aftale, og at det skal ske mandag.

Måske 31. oktober

Hvordan sådan en afstemning ender, er ikke godt at vide, men den kan måske føre til, at Storbritannien alligevel forlader EU 31. oktober.

Det kræver, at et flertal af Underhusets medlemmer stemmer for aftalen, og ifølge den britiske udenrigsminister, Dominic Raab, har regeringen stemmer nok til at få den vedtaget. Det sagde han til BBC søndag, men måske bluffede han.

For at aftalen kan vedtages, skal et flertal af Underhusets 650 medlemmer stemme for - så Boris Johnson har brug for 326 velvillige politikere, hvis alle stemmer.

Nogle stemmer måske blankt, så i praksis kan antallet af stemmer vise sig at blive lavere.

Ifølge avisen The Guardian, som har analyseret samtlige parlamentsmedlemmers stemmemønstre, har Boris Johnson opbakning fra 320 politikere i Underhuset.

Men der er flere politikere, der ikke har besluttet sig endnu, eller som ikke vil sige, hvad de stemmer, så måske lykkes det for Boris Johnson.

Altså måske - for selv om Boris Johnson vinder afstemningen, skal Underhuset også nå at vedtage lovgivning om Storbritanniens exit fra unionen inden 31. oktober, før Boris Johnson måske kan få sin vilje.