Brexit

Minister: Det tyder på, at vi har et flertal for Johnsons Brexit-aftale

Den britiske udenrigsminister, Dominic Raab, siger, at Storbritannien vil forlade EU 31. oktober.

Storbritanniens udenrigsminister Dominic Raab siger, at det tyder på, at der er et flertal i parlamentet for Boris Johnsons Brexit-aftale. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Udenrigsministeren tilføjer, at han er sikker på, at Storbritannien forlader EU inden deadline 31. oktober.

Ifølge Raab er mange europæere "dybt bekymrede" for udsigten til endnu en Brexit-udsættelse.

Sendte brev - uden underskrift

Boris Johnson tabte lørdag en afstemning i parlamentet, der resulterede i, at han var lovmæssigt forpligtet til at bede EU om udsættelse.

Derfor sendte Boris Johnson en anmodning om udsættelse af Brexit til EU - men uden Johnsons underskrift.

Anmodningen havde følgeskab af et andet brev, der var underskrevet af Johnson, skriver BBC.

I brevet skriver premierministeren, at det vil være en fejl at udskyde Brexit 31. oktober.

Kan ikke tvinges til tavshed

Dominic Rabb siger søndag til BBC, at parlamentet ikke kan tvinge premierminister Johnson til tavshed, og han understreger, at en stor del af den britiske befolkning er imod en yderligere udsættelse af Brexit.

- Han har fået den aftale på plads. Det ser ud til, at vi har de stemmer, der skal til, i parlamentets underhus. Hvorfor har parlamentsmedlemmerne ikke fået den vedtaget? Det kommer vi til at gøre i næste uge, siger Raab til BBC.

Også Michael Gove, som er med i den konservative britiske regerings indercirkel, siger, at Storbritannien vil forlade EU 31. oktober.

- Vi har både evnen og midlerne til at træde ud af EU 31. oktober, siger Gove, der som minister har ansvaret for forberedelserne til Brexit. Gove fremsatte udtalelsen søndag til Sky News.

Letwin vil stemme for forslag

Det konservative parlamentsmedlem Oliver Letwin, som stod bag lørdagens omstridte ændringsforslag, der fik regeringen til at droppe afstemningen om Brexit-aftalen, mener, at aftalen vil blive godkendt i næste uge.

- Johnson vil formentlig få Brexit-aftalen igennem, siger Letwin søndag.

Letwin støtter selv Johnsons Brexit-aftale. Hans omstridte ændringsforslag lørdag blev fremsat for at få garanti for, at Brexit-relateret lovgivning var på plads inden briternes udtræden.

- Jeg vil stemme for premierministerens aftale, når han i næste uge fremlægger den tilhørende lovgivning, understregede Letwin under lørdagens ekstraordinære parlamentsdebat.

Oliver Letwin blev ekskluderet fra det konservative parti i september efter at have stemt imod regeringen.

Der skal efter planen stemmes om Johnsons EU-aftale i begyndelsen af næste uge som en samlet lovpakke.